Mario Party Superstars

Der findes et utal af faste serier, som Nintendo altid har kunne trække på, hvis de mangler at udfylde en given kvote for årets line-up af eksklusive titler. Jo, de innoverer fortsat, og introducerer også en ny IP her og der, men hvis man bare tager Mario som eksempel, så er selve mængden noget nær overvældende. Mario Kart, 2D Mario, 3D Mario, Super Mario Bros., Mario Tennis, Mario Golf, Mario at the Olympics, Paper Mario, Mario + Rabbids, Dr. Mario, Super Mario RPG - og her efterlader jeg mange.

Men Mario Party har altid sagt mig noget. Måske er det fordi at det er så hudløst ærligt i sit begrænsede og hyperfokuserede design, at man næsten kun falde for det, hvis man altså er tilbøjelig til at lade sig forføre at ideen om et digitalt Mario-brætspil. Måske er det fordi, at vitterligt alle, som i virkelig alle, kan samle en controller op at være med? Måske er det fordi at Mario Party altid har været det perfekte køretøj for noget af det Nintendo gør allerbedst, nemlig mini games? Ellers er det bare god gammeldags nostalgi, eftersom jeg husker mange aftener i selskab med Samuel, Nicolai og Simon, hvor vi spillede på Samuels støvede GameCube.

Mario Party Superstars er en slags fejring af alt det serien har været igennem årene. Det er en all-stars, et old boys-fodboldhold, en samling af de bedste baner og bedste mini games, der sammen fejrer seriens lange historie. Vi snakker fem af de bedste baner, og over 100 mini games også, og her er der også tale om absolutte klassikere, lige fra Shy Guy Says til Bowser's Big Blast, fra Face Lift til Honeycomb Havoc. De er her allesammen.

Samtidig med det, så er Mario Party Superstars også langt simplere end nyere kapitler i serien, for her er ingen køretøjer, ingen baner der konstant ændrer layout og ikke så mange items at du mister overblikket noget nær øjeblikkeligt. Vi er tilbage i de gode gamle dage, og den her Greatest Hits-tilgang giver faktisk mere mening her end så mange andre steder, netop fordi mange af disse mini games har ret mange år på bagen.

Det hele ser desuden ret skønt ud med langt varmere farvekalibrering, solid opløsning og godt flow. Der er så sandelig intet i vejen med den visuelle opgradering, heller ej musik eller lydeffekter. Samtlige mini games, samtlige baner, samtlige animationer fremstår sprøde og nye, nok fordi at de simpelthen er blevet genskabt fra bunden af.

Det hele er dog ikke fryd og gammen, for noget af den tilgængelighed, der blev introduceret i senere kapitler, ja, den er tydeligvis væk. De her 100 mini games er brutale, og uden tvivl designet til et mere passioneret publikum. Det handler ikke så meget om rolig og kæk konkurrence, men handler snarere om hvor hurtig du er på aftrækkeren, og hvor meget kendskab du har forinden. I Super Mario Superstars direkte knuser de bedre spillere hurtigt de der filthy casuals, som kommer her og tror at de kan hygge sig med lidt digital brætspilssjov på storskærm? Tro om.

Derudover er én af de største "nye" features muligheden for at spille online, og her arrangerede Nintendo én online-session, som jeg indrømmer ikke gjorde noget synderligt for mig. Mario Party skal spilles lokalt, med mennesker du kan høre og se, grine af og med. Det er så afgørende at det forbliver taktilt og menneskeligt, ellers er der altså sjovere spil derude, særligt fra Nintendo selv.

Det betyder dog ikke, at spillet her ikke er glimrende, hvis man ved hvad man går ind til. Banerne er mere specifikt Peach's Birthday Cake (Mario Party), Yoshi's Tropical Island (Mario Party), Space Land (Mario Party 2), Horror Land (Mario Party 2), og Woody Woods (Mario Party 3), og de er alle direkte geniale. Jo, der er ikke så mange, men jeg går faktisk ikke umiddelbart og venter på flere, fordi de hver især tillader en høj grad af tilfældigt genereret sjov, og netop fordi gammeldags Mario Party indeholder et element af usikkerhed.

Og med over 100 mini games, der godt nok er svære og utilgivelige, sender en tilbage til dengang man holdte den forvirrende GameCube-controller, og febrilsk forsøgte at huske hvad reglerne er inden et givent spil går i gang. Mario Party Superstars er det bedste Mario Party-spil i lang tid, men den titel får det nærmest automatisk, ved at udnytte de bedste mini games, de bedste baner og seriens generelle storhedstid. Der er altså ingen point for reel innovation her, og Nintendo har, som altid, nerverne til at tage 399 for det, men der er masser af underholdning her, ingen tvivl om det.