The Good Life

Jeg er jyde, så jeg elsker en god gang biksemad. I ved, en gang kartofler og måske andet der er til overs fra julen, eller en pølse som ikke er blevet spist. En stor sammenvæltning af ting der egentlig ikke passer sammen, men som på en eller anden magisk måde virker. The Good Life er på samme måde en sammenvæltning af ting der egentlig ikke passer sammen, og i den følgende anmeldelse, skal vi se om biksemaden er blevet god, eller om man hellere skal finde noget andet på menuen. The Good Life er anmeldt på PC og udviklet af White Owls Inc, naturligvis med den enigmatiske Swery65 i front.

White Owls Inc. er måske ikke det mest kendte udviklerstudie der findes, men når man så får at vide at studiet bliver ledt af den legendarisk Swery65 (Hidetaka Suehiro), som står bag kultklassikeren Deadly Premonition, så stiger ens forventninger tilsvarende, men der dukker også en bekymring eller to op, for hans spil er for det meste meget ujævne oplevelser. Det må man også sige The Good Life er, men mere på godt end på ondt. Lad os først kigge på historien i spillet, som normalt er der hvor Swery65 skinner.

The Good Life starter I den lille engelsk by Rainy Woods, og skulle ifølge rygtet være den lykkeligste by på jorden. Journalisten Naomi Hayward ankommer til byen med klare instrukser om at finde ud af hvorfor det er at Rainy Woods er verdens lykkeligste by. Naomi er fra New York, og en hun er en rigtig storbysnob, og hun begynder hurtigt at kalde byen for et helvedes hul, og hun virker meget fortørnet over at have fået opgaven. Naomi har dog flere skeletter i skabet, og kommer til byen med en gæld på mange hundredetusinde pund, og den skal hun så arbejde af ved at hjælpe de skøre karakterer, der lever i byen. Byen er dog ikke helt som hun havde forventet, hvilket hun finder ud af meget hurtigt. Halvdelen af byen forvandler sig nemlig til hunde, når der er fuldmåne, og den anden halvdel forvandler sig til katte. Det i sig selv er underligt, men da Naomi selv bliver i stand til at forvandle sig, så tager historien fart. Det første indtryk af historien er at den er meget fjollet, og jeg tænkte lidt; "hvad er det her for noget?" Er det et børnespil? Er det en slags spilbar Ghibli-film? Dog kommer der lidt mere fokus efter at en af byens vigtigste borgere bliver fundet myrdet. Personen har fået et sværd igennem sig, som viser sig at være Excalibur, tror jeg nok, jeg blev lidt forvirret, og morderen finder man heller ikke helt ud af hvem er. Det hele er bare meget rodet, og jeg var ikke helt med. Lidt ligesom i Deadly Premonition. Jeg kunne godt lide bidderne af historie man fik, men sammenhængen var meget svær at finde hoved og hale i. Historien går dog overraskende dybt ind i engelsk mytologi, hvilket er ret fedt.

I Rainy Woods møder man en masse skøre personligheder, og de er for det meste ganske underholdende, hvor Naomi selv er super irriterende. Hun piver og brokker sig hele vejen igennem historien, og man kan faktisk godt forstå de indfødte, der ikke gider hjælpe hende, de snakker ned til hende, og kalder hende direkte dum i flere tilfælde. Noget jeg kun kan tilslutte mig, da hendes konstante søgen efter penge er pinlig. Historien er et stort miskmask, men de indfødte er sjove, og ser man bort fra Naomi, så er det dem man fokusere på for at få det bedste ud af oplevelsen.

Som jeg nævnte, er The Good Life en gang biksemad, og det kommer især til udtryk i de ting Naomi skal gøre i spillet for at tjene penge nok til at få slettet hendes gæld. Det vigtigste redskab Naomi har er hendes kamera, som hun bruger til størstedelen af de opgaver hun bliver sat på. I hendes hus står der en computer, hvor hun kan tjekke mail og uploade billeder til Flamingo, som er en Instagram-kopi. Disse billeder kan i sig selv give hende penge, baseret på hvor mange der ser dem. Her kan hun også få opgaver basereret på buzzwords, de kan være ord som #smallrainytown eller #twins, og uploader man billeder med de motiver, tjener man flere penge. Og det hele går ud på at få penge i det hele taget. Naomi skal udføre mere eller mindre tilfredsstillende opgaver for byens mange beboere. Disse spænder fra spændende opgaver, hvor man skal fange byens præst i at smugle sin egen alkohol med ind på den lokale pub. Her skal man forvandle sig til kat og kravle op på et tag, for at præsten ikke ser en, og få taget et inkriminerende billede. Men det strækker sig også til det direkte dumme og irriterende, hvor mon får besked på, at man skal tage et billede af en buste på et meget bestemt sted. Hagen er dog, at man skal bære busten et meget langt stykke vej, inden man kan stille den på jorden og tage et billede. Og her snakker vi mange minutters slæben, og disse opgaver er der tre af. Her var jeg ligeså irriteret, som Naomi var i situationen. Så det er ikke kun guldæg der er imellem missionerne, og mange af dem var nogle jeg slæbte foran mig, mens jeg spillede hovedmissionen, som er det føles mest helstøbt.

Derudover er der flere minispil, som man kan lege med hvis man vil. På et tidspunkt lærer man at tæmme får, som man så kan ride på, for hvorfor ikke? Disse får kan man så tage på en bane, hvor man skal løbe hurtigt og stange sig igennem dem, inden tiden løber ud. Her skal Naomis "Yeah Baby!", nævnes som hun siger hver eneste gang man stanger. Man kan også deltage i drukkampe med den førnævnte præst i et spil, hvor man skal holde en bold på et vippende bræt. Det er lidt fjollet det hele.

Man skal også sørge for at bygge sit hus større, og så har Naomi det problem, at hun skal sove og spise. Gør hun ikke det kan hun besvime, hvilket er dyrt. Hun kan desuden få hovedpine, tandpine, diskusprolaps og forkølelse, som alle kun kan fjernes af den lokale læge, som tager sig godt betalt for det. Man kan også lave mad baseret på at man kan samle en langt række fødevarer og bras op fra jorden, som senere kan bruges i ens madlavning. Maden man spiser giver så en bestemte opgraderinger, som gør man kan løbe længere og hurtigere. Det bliver også nødvendigt, da kortet man kan udforske er overraskende stort, om end ret tomt for den meste. Der er visse skrin man kan ofre et pund ved, hvorefter de bliver punkter man kan rejse hurtigt hen til. Disse skrin bliver meget nødvendige, da det kan tage en halv dag at når frem. Og det er nok det jeg mindst kunne lide ved spillet, nemlig at tiden var så stor en faktor, og så gik det hele bare meget hurtigt, og pludseligt var man ved at opgave, hvorpå solen gik ned, og man måtte hjem. Så hellere have længere dag i real tid, så man har tid til de mange opgaver spillet stiller en.

Spillet er grafisk meget tegneserieagtigt, og karaktererne er meget karikerede. Det gør dog ikke mig noget, men i starten føltes det lidt som et børnespil. Det stoppede dog da Naomi begyndte at bande og svovle. Desværre er der ikke meget stemmeskuespil i The Good Life, og det savner jeg, men siden spillet kom ud af en Kickstarter, så har ressourcerne nok ikke været der.

Så The Good Life er et Swery65 spil på godt op på ondt. Det er mange gode grin at hente, hvis man kan leve med at de hele føles lidt rodet. Ligesom en halvgod gang biksemad, som kan spises, men ikke sidder helt i skabet.