Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Age of Empires IV

Age of Empires IV

Claus er faktisk historielærer, og har derfor set meget frem til det nye Age of Empires. Nu er det her endelig.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ
HQ

Jeg er historielærer af profession, og er derfor i sagens natur kender af historien. Problemet med historien er bare, at den er uendelig og så detaljerig, at selv de bedste historikere kun kender en brøkdel af den, da hvert eneste lille land rundt om i verden har deres egen, fyldt med detaljer og usikkerheder. Det er derfor fedt at se et spil som Age of Empires IV bruge historien som afsæt for sit gameplay. Det første Age of Empires udkom i 1997, og var udviklet af Ensemble Studios, som desværre ikke findes mere. Relic Entertainment har nu overtaget udviklingen, og står for det nyeste skud på stammen, med Age of Empires IV. Ventetiden har været lang, men nu er vi her langt om længe.

Jeg har spillet de fleste Age of Empires-spil igennem tiden, men det er mange år siden, og jeg husker kun at de er forankret i historiske perioder, og at de historiske detaljer var i orden. Det fortsætter i Age of Empires IV, må man sige. Historien i spillet er nemlig baseret på historiske begivenheder fra 1100 til 1550 cirka, og handler om to fronter. Den første front er krigen mellem Frankrig og England, som også blev kaldt Hundredeårskrigen. Krigen foregik fra 1337 til 1453, og handlede i bund og grund om to kongefamilier i henholdsvis England og Frankrig, som sloges om hvem der skulle have Frankrig. Det første scenarie handler om englændernes invasion af det meste af Frankrig, og de slag der foregik indtil krigslykken vendte til franskmændenes fordel, hvor scenarie to begynder, og handler om franskmændenes kamp for at smide englænderne ud af dets territorie. Tredje del af scenarierne foregår i Østeuropa og Asien, og fokuserer først på mongolernes mange erobringer og krigssejre i både Europa og Asien. Og fjerde scenarie fokuserer på Moskvas udvikling fra lille fort til hovedstad for Rusland, og dets vej mod at blive en supermagt, efter mongolernes fald.

Age of Empires IV
Dette er en annonce:
Age of Empires IVAge of Empires IVAge of Empires IVAge of Empires IV

Historien bliver fortalt igennem nogle ekstremt fede videoklip, som er udviklet til Age of Empires IV. Mellem hver mission, som der er en 9-10 stykker af i hvert scenarie, spiller der en video, som viser hvad der er på spil, og hvordan politikken og krigen har udviklet sig op til det punkt, hvor missionen begynder. Disse videoer kunne sagtens have været vist på National Geographic, så flotte og velfortalte er de. Udover disse videoer, er der små vignetvideoer, som viser detaljer om krigsførelse i Middelalderen. For eksempel kan én handle om heste i Mongolriget, eller om armbrøstens udvikling og fremstilling i Middelalderen. Disse videoer er lige så fede som videoerne mellem missionerne, og her ser man historikere bruge de legendariske krigsredskaber i virkeligheden. Det er virkelig snolder for en historiker, og vil være det for enhver, der bare har en smule interesse i middelalderen.

Der er også løbende en speaker, som fortæller historien meget dynamisk i missionerne, og gennembryder man en bymur, eller besejrer nogle banditter, så kommer hun med små kommentarer til det der sker på skærmen, hvilket er super fedt. I det hele taget har jeg sjældent oplevet et narrativ blive behandlet med så meget kærlighed, som i Age of Empires IV, det er fantastisk.

Et er historien, men hvordan spiller Age of Empires IV så? Jo, til at starte med skal de siges, at spillet er et klassisk isometrisk strategispil af den gamle skole. Man skal styre en lejr eller en flok enheder, og man skal så udføre diverse missioner i spillet, som at indtage by A, eller overleve et vist antal minutter mens ens by bliver angrebet af fjenden, hvilket vil virke ret bekendt for de fleste der har prøvet et strategispil før. Age of Empires IV har en funktion, hvor man kan lære spillet at kende, men det havde jeg ikke brug for, med de evner jeg har oparbejdet igennem kontakt med genren, så kender man spiltypen bare lidt, kan man bare gå i gang med historiedelen af spillet med det samme. Ellers er Art of War-delen ganske pædagogisk i at oplære en helt ny spiller i hvordan man spiller Age of Empires IV.

Dette er en annonce:
Age of Empires IV
Age of Empires IVAge of Empires IVAge of Empires IVAge of Empires IV

De fleste missioner begynder med at man skal styre en base med diverse konstruktioner, som gør man kan producere enheder og våben. For at kunne producere skal man samle mad, sten, guld og træ, og har man ikke styr på disse fire ting, får man problemer meget snart derefter. Man kan bygge barakker, og disse laver fodsoldater af forskellig grad, og i kampens hede har de visse fordele overfor fjendernes specifikke enheder. Så lancesoldater er godt til at tage enheder på hest ned. Enheder på hest er til gengæld hurtige, og kan storme bueskytternes linjer, og så videre, så man hele tiden skal tænke sig om, hvordan man griber slagene an. Denne del var jeg ret glad for, da det blev til et lille skakspil, hvordan man lige overrumplede bueskytterne på bymuren i Paris.

En anden slags bygning du bygger ofte er den der bare laver opgraderinger, hvor man kan udvikle ny teknologi, som krudt og kugler, men man kan også opgradere ens enheders beskyttelse og skade. Jeg er personligt ikke fan af alt for meget opgraderingshalløj, da jeg gerne vil ud at udforske kortet, og jeg synes egentlig Age of Empires IV er lidt slem på det punkt, for man bruger for meget tid på at fuldt ud opgradere, men man kan selvfølgelig vælge hvilke enheder man vil bruge, for ikke alle opgraderinger er lige relevante, og dem kan man bare lade være at betale for, hvilket jeg også gjorde. I samme ombæring er der endnu en anke her, for en ting som jeg synes Age of Empires IV mangler, er muligheden for at lade spillet gå hurtigere. Det er en feature jeg har set i mange lignende spil, og jeg ved ikke hvorfor det er ikke er med, for nogle gange gik det hele bare super langsomt, hvilket kunne være trættende. Generelt er spilmekanikkerne dog lige i skabet, og efterlader en med en følelse præstation, når man vinder en mission.

Naturligvis stiger intensiteten eksponentielt, hvis man graduerer fra at spille kampagne til at spille imod andre. Først og fremmest er det overraskende spændende at opstille scenarier imod computeren for at øve sig. Heldigvis er der en masse muligheder for spille med og mod computeren alene. Her kan man desuden spille som fire andre civilisationer som man ikke kan finde i hovedhistorien, men de spiller og ligner hinanden ret meget. Faktisk var det kun mongolernes spilmekanikker der føltes anderledes, da man kunne flytte sin base rundt, resten var ret ens. Mekanikker og strukturer ændrer sig ikke som sådan når man spiller imod andre; så det er let at anbefale, samtidig med at det ikke ændrer på om hvorvidt du kan lide spillet eller ej. Multiplayer er singleplayer med andre spiller, "flaws and all", som man siger.

Age of Empires IV er ikke det smukkeste spil jeg har set, men der kan godt nok være mange enheder på skærmen på samme tid, og spillet mister ikke billedhastighed. Musikken er god i spillet, men lydeffekterne kan godt gå en på nerverne, specielt fordi der i visse scenarier er enheder der råber det samme igen og igen til stor irritation.

Age of Empires er et glimrende strategispil, hvor især narrativet skal roses, men der er nogle virkelig dumme småfejl i spillet, som hiver det hele lidt ned. Spillet innoverer på ingen måde, men er en solid tilføjelse til genren.

HQ
08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Fedt narrativ generelt, solide mekanikker, pålidelig teknik, masser af muligheder.
-
Ingen manipulering af hastighed, ikke megen innovation, ringe lydeffekter, lidt for indviklet opgraderingssystem.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

4
Age of Empires IVScore

Age of Empires IV

ANMELDELSE. Skrevet af Claus Larsen

Claus er faktisk historielærer, og har derfor set meget frem til det nye Age of Empires. Nu er det her endelig.



Indlæser mere indhold