Street Fighter X Tekken

Så er det her endelig, Street Fighter X Tekken. Et af årets mest ventede spil og en prestigekamp, der ikke blot handler om at kåre kampspilsverdenens bedste spilsere, men i lige så høj grad handler om en gang for alle at stoppe den hadefulde diskussion om, hvorvidt 2D- eller 3D-kampspil er det bedste. Derfor har både Capcom og Namco samlet 19 af deres absolut bedste kæmpere for at banke konkurrenten gul og blå, og naturligvis gå ud af striden som sejrherren.

Samlet set er det således et ensemble på 38 figurer, man møder, når man starter Street Fighter X Tekken første gang, en af de største opstillinger nogensinde i en ny kampspilserie. Da det er Capcom, der står for udviklingen (Tekken X Street Fighter fra Namco kommer først næste år), er det Street Fighter IV, der ligger til grund for både design og grundkoncept. Men blot at kopiere derfra duer ikke i denne milepæl i kampspilshistorien, og derfor har Capcom udviklet et helt nyt system for holdbaserede kampspil, som både overrasker og fungerer godt det meste af tiden.

Det føles lidt komisk, at man er nødt til at gå igennem et træningsprogram, inden man går i gang med slagsmålene, selvom man er Street Fighter-veteran og har spillet serien gennem de sidste 20 år, men faktum er, at det snart viser sig at være en god idé, hvis man vil have mest muligt ud af Street Fighter X Tekken. Og det vil man jo gerne. I træningsdelen guides man rundt af Dan, der indgående forklarer det nye counter-system, demonstrerer, hvordan man mest effektivt udnytter sin partner via tag-systemet og forklarer de nye indslag som Pandora og noget, der kaldes Gem System. Jeg bliver imponeret over, hvor dybt spilsystemet virker og hvor logisk det føles.

Endelig finder vi ud af, hvem der er bedst af Ruy og Kazuya. Tekken-figurerne er meget forskellige fra Capcom-holdet, og kræver masser af træning.

Capcom har kort sagt haft succes med at gøre Street Fighter X Tekken til et spil, som flere end bare hardcore-fans kan have det sjovt med, takket være de intuitive nyheder. Det mest spændende er naturligvis Namcos Tekken-kæmpere, der er gået fra tre til to dimensioner og derfor skal tilpasses et helt nyt spillemæssigt oplæg. Det gør, at den der er vant til at spille med Marduk, Paul og Heihachi, ikke har nogen som helst fordel uden først at måtte lære sig alt igen.

Selv de spillere, der er vant til Capcoms kampspil, får ingen fordele. Tekken-kæmperne vender og drejer det klassiske system med kvart- og halvcirkelbevægelser for at lave specialangreb, der ikke ligner noget, vi har set tidligere i serien.

Når man spiller sig igennem figur efter figur, forstår man dog, hvorfor Capcom har valgt at gøre sådan med spilkontrollen. Det passer ganske enkelt Tekken-kæmperne bedre, og pludselig virker det logisk først at lave Kazuyas Mist Step, inden man kan affyre en Spinning Demon og derefter afslutte comboen med et ødelæggende Demon Hook.

Det føles friskt, det føles anderledes, og jeg kan lide det. Street Fighter X Tekken er ikke bare Street Fighter med et par Tekken-figurer på slæb - det er et helt nyt spil. Til forskel fra de fleste holdbaserede kampspil vinder man her, når det er lykkedes at slå den ene figur ud, ikke dem begge. Dette gør, at man er nødt til at spille taktisk og udnytte begge sine kæmpere maksimalt. Hvis man ikke bytter, resulterer det ofte i et nederlag, da figurens liv regenerer, når de bliver byttet ud. Det har gjort, at Capcom har inkorporeret flere varianter i byttesystemet med navne som Switch Cancel, Cross Rush, Cross Assault og Cross Arts. De har alle et formål og gør, at man hele tiden kan skifte offensivt ud, hvis man bliver gennemtæsket af modstanderen, man selv deler prygl ud, eller endda når man er midt i en lang combo.

Systemet er vældigt fleksibelt og der er altid en vej ud af en svær situation, hvilket i sine bedste stunder fører tankerne tilbage til Street Fighter III: Third Strike, og man kan helt sikkert have værre forbilleder end det. Desuden er der ovennævnte Pandora, som Capcom er meget stolte af.

Ved at trykke ned og begge medium-angreb afliver man sin ene figur, men gør den anden afsindigt stærk i nogle få sekunder, før denne figur også dør. Formår man at sætte en lang combo ind, er der altså en rimelig chance for at vende kampen og dermed vinde. Dette gør alle kampe ekstremt spændende, fordi mirakuløse comebacks forekommer oftere end i noget andet kampspil.

Den største indvending jeg har mod Street Fighter X Tekken er det såkaldte Gem System, som desværre er en vigtig del af spillet. I et forsøg på at gøre spillere mere lettilgængeligt har alle kæmpere mulighed for at bruge vælge tre Gems inden hver kamp. Disse Gems har forskellige effekter - man kan blokere kast, blive stærkere eller lignende og du kan så aktivere dem under en kamp og få de pågældende evner. Selvom det gavner begge kæmpere lige meget, føles det som et rodet og fordummende indslag, som man for mit vedkommende godt måtte have droppet.

Det gælder også det faktum, at Capcom har gjort det lettere end nogensinde før at lave de rigtige superspecial-angreb. Det har jeg egentlig ikke noget problem med, eftersom det gør spillet mere lettilgængeligt, og ingen, som er bekendt med Street Fighter, bør få nogen problemer med at lave et monsterangreb, uanset hvordan det er udformet. Men det kan derimod resultere i, at superangreb spammes på en helt anden måde end tidligere, og at visse combo-angreb kan udføre med et tryk på to knapper er direkte dårligt.

Det er ikke noget, der ødelægger helhedsindtrykket, men der burde have været mulighed for at slå disse tiltag fra i spillet.
Der er dog mange andre elementer, der imponerer i Street Fighter X Tekken. Der er flere spilvarianter, blandt andet Scramble, som lader fire personer spille sammen, samt et missionsbaseret koncept, der er virkelig udfordrende. Historien er ikke noget at skrive hjem om, men det ville også føles kunstigt. Hvordan man end vender og drejer det, så er dette et versus-spil, og at forsøge at gøre konceptet logisk, er bare... ja, ulogisk.

For at fortsætte klynkeriet en smule, så er netkoden til vores testversion(Playstation 3) ikke noget særligt, og jeg mistænker, at det samme gælder Xbox 360-versionen. Hvis dette ikke er tilfældet, så opdaterer vi naturligvis anmeldelsen, men har man ikke helt perfekt forbindelse, hakker det på en måde, som ligger langt efter, hvad eksempelvis Arc Systems tilbyder med Blazblue: Continuum Shift Extend. Det kan sikkert rettes med en patch, og det bliver nok også bedre, når flere får fingrene i Street Fighter X Tekken, men på nuværende tidspunkt lader det en del tilbage at ønske.

Hvad jeg dog vil give Capcom ros for er, at alle figurer er låst op fra start af. Det har været en tradition i kampspilsgenren, at mange figurer er låst, så man skal gennem en ofte urimeligt svær singleplayer-del for at man for alvor kan have det sjovt. Et uforståeligt tiltag, som ville svare til, at EA låste halvdelen af alle holdene i NHL eller FIFA, så du var tvunget til at kæmpe i flere timer for at kunne spille med dit yndlingshold. Nu kan man købe spillet, der tilbyder en komplet oplevelse fra starten af.

Street Fighter X Tekken føles overraskende friskt og er definitivt noget, der kan bygges videre på af Capcom. Det er hurtigt, smidigt, har fin online-support og føles både dybt og begyndervenligt på samme tid. Kort sagt er det et spil, som ingen kampspilsentusiast bør gå glip af. Og heller ingen andre for den sags skyld.