Lone Echo II

Før Half-Life: Alyx sparkede benene væk under mig og indfriede potentialet for AAA-spil i VR var det bedste bud på en poster boy for historiedrevne oplevelser i den virtuelle virkelighed Ready at Dawns glimrende Lone Echo, som i 2017 gav den californiske udvikler et tiltrængt comeback oven på den på alle parametre skuffende udgivelse af The Order: 1886. Lone Echo var med sine høje produktionsværdier, innovative styring og veldrejede historie en øjenåbnende oplevelse, og da historien samtidig sluttede med en cliffhanger af karat, er vi nogle, der har set overordentlig meget frem til den kraftigt forsinkede efterfølger. Med Lone Echo II genopfinder Ready at Dawn ikke ligefrem formlen, men med en bedre pacing og mere varieret gameplay er det stadig en nem anbefaling til fans af det første spil og alle jer, der kan lide stramt designede historiedrevne spil.

Lone Echo II spoler begivenhederne et par måneder frem fra afslutningen på det første spil, men er alligevel en meget direkte efterfølger. I tiden efter at være blevet fundet langt inde i fremtiden har Jack været offline, mens Olivia har repareret ham og forsøgt at finde hoved og hale i deres overrumplende situation. Duoen har et nyt midlertidigt hjem på en rumstation, hvor de under påskud af beskyttelse, mod deres vilje holdes indelukket af en ukendt entitet. Heldigvis for Jack og Olivia samt fremdriften i historien indtræffer en kritisk hændelse dog, hvilket tvinger deres beskytter/fangevogter til at lade dem forlade deres sektion af rumstationen for at komme i sikkerhed og måske løse nogle mysterier i processen. De første par timer af Lone Echo II spiller lidt for sikkert spil ved mestendels at lade dig udføre velkendte opgaver - især de første 20-30 minutter føles nærmest identisk med forgængerens ditto. Det hjælper heller ikke, at historien i starten føles lidt retningsløs, men heldigvis formår Ready at Dawn efter den lidt sløve start at give historien formål og fremdrift og introducere friske mekanikker og medrivende sekvenser. Historien mangler noget af etterens mystik, men har til gengæld fordelen af at konkludere Olivia og Jacks historie, hvilket den på lidt mere end 8 timer formår at gøre på tilfredsstillende vis, omend der ikke tages mange narrative risici.

En af de ting der løftede det første spil op blandt VR's essentielle oplevelser var den fremragende styring. Hvor mange VR-titlers styring løber ind i problemer på grund af misforholdet mellem at kunne orientere sig frit ved hjælp af egen krop, men kun bevæge sig fremad gennem en controller, gik Lone Echo intelligent til værks ved at lade hele spillet udfolde sig i zero g. Al bevægelse udføres således med dine thrusters. En metode der på et par timer går fra at være mildt forvirrende til fuldstændig intuitiv og utrolig tilfredsstillende. Forståeligt (og nok også fornuftigt) nok har Ready at Dawn valgt ikke at pille ved styringen. Det føles stadig fremragende at bevæge sig igennem de vægtløse miljøer, men hvor det første spil kunne slippe afsted med mere, fordi man havde travlt med at perfektionere sine glidende bevægelser, er det i Lone Echo II lidt mere business as usual. Heldigvis har Ready at Dawn fået et meget bedre greb om pacingen i denne omgang. Hvor især den sidste halvdel af det første spil havde det med at trække tingene for meget ud med de langtrukne jorden er giftig-agtige undvigelser af den biomasse, som stadig er hovedfjenden, byder Lone Echo II på mere varierede opgaver og har en bedre forståelse for, hvornår nok er nok. Vel og mærke uden at det føles forhastet. Selve de opgaver du udfører, er også mere interessante end i det første spil, hvor der til tider gik lidt "vicevært i rummet" over den. Det gør der sådan set også her - især i den første time - men det gør egentlig ikke så meget, fordi de mere trivielle opgave skaber en behagelig kontrast til mere intense opgaver som rydning af atomsprænghoveder eller nedskydning af aggressivt udviklede former for biomasse. Ready at Dawn introducerer i denne omgang flere nye typer værktøj heriblandt et plasmabaseret våben og muligheden for at gribe objekter langt væk og kaste dem til side, og det større udvalg af værktøj har uden tvivl gjort det nemmere at designe de mere afvekslende opgaver.

Der er også blevet plads til flere miljøbaserede gåder, som oftest løses ved hjælp af et eller flere af dine værktøjer. For eksempel skal du sent i spillet bruge et opladt batteri for at tænde for nødstrømmen, så du kan åbne en dør. Både batteri og opladningsstation er relativt nemme at finde, og heldigvis er der i fremtiden sket store fremskridt inden for lynopladning. Problemet er bare, at der mellem opladningsstationen og stedet, hvor batteriet skal bruges, er en uigennemtrængelig hinde af biomasse, som aktiveres, når en strømkilde kommer nær. Heldigvis har du et værktøj, der kan sætte genstande i dvale. Måske kan det bruges på batteriet for dermed at narre biomassen? Lone Echo II er fyldt med den slags små gåder. Det er ikke noget, der giver anledning til massive hovedbrud, hvilket det heller ikke skal, da Lone Echo II er bedst, når der er konstant fremdrift, men det giver nok friktion til at holde gameplayet engagerende. Og helt afgørende passer de ind i universet og giver mening i forhold til den overordnede opgave, du prøver at udføre. Det eneste jeg savner, er flere udfordringer, hvor flere af ens værktøjer kommer i spil samtidig. Lidt for ofte er det ét ad gangen, og det er meget åbenlyst hvilket et, der er tale om.

Med til at højne indlevelsen er også spillets glimrende præsentation. Visse textures er ganske vist lidt langsomme om at blive indlæst, men ud over den skønhedsfejl er der ikke meget i VR, der kan hamle op med Lone Echo II's audiovisuelle side. Onde tunger vil måske indvende, at Ready at Dawn genbruger lige lovlig mange assets, men det er svært at argumentere imod miljøernes troværdighed, og den følelse de giver. Når man første gang bevæger sig ud i det mørke, kolde rum uden beskyttelse for at gennemsøge rumskibet Astreas vrag med Saturn ulmende i baggrunden, er det med både frygt og ærefrygt i kroppen, ligesom flere af de afgørende scener kanaliserer film som Interstellar og Alien på fremragende vis. Det hele er renderet med en detaljegrad, vi sjældent ser i VR - særligt karaktermodellerne er livagtige og fortjener en stor del af æren for, at det personlige drama står så stærkt, som er tilfældet. Stemmeskuespillet skal i denne forbindelse selvfølgelig ikke glemmes, for igen leverer Alice Coulthard og Troy Baker et par glimrende præstationer som henholdsvis Olivia og Jack. Ligesom i det første spil er underlægningsmusik en sjælden gæst, hvilket kun forstærker den ensomme følelse, når man bevæger sig alene rundt i rummet, samt gør dens effekt des stærkere, når den endelig dukker op.

Der er afgjort mere Del 2 end fuldblods efterfølger over Lone Echo II, men de små forbedringer gør alligevel meget for spillet. Det hurtigere tempo (som dog stadig må betegnes som adstadigt) skaber en bedre pacing hjulpet på vej af de nye værktøjer, og det historien har mistet i mystik, får den til gengæld tilført af at kunne afslutte Olivia og Jacks tidsrejsende, biomassebekæmpende buddy-drama. Hver for sig er de to Lone Echo-spil blandt VR's stærkeste fortællinger, men som samlet pakke bliver de løftet til noget større: Et bevis på hvor stærk en platform VR er til at skildre interpersonelle forhold, for selvom menneskehedens overlevelse er på spil, er det forholdet mellem en robot og et menneske, der står tilbage, når biomassen har lagt sig.