New World

Lad mig lige starte med at sige, at selvom at New World "bare" har været live i lidt over en uge, så har jeg brugt uger på øen Aeternum sammenlagt. Det hele startede faktisk sidste år, da jeg var med i en tidlig playtest, hvor jeg fik lov til udforske verdenen for første gang og stiftede bekendtskab med de karakteristiske mekanikker og systemer, som har gjort New World så populært i dag. Takket være dets PvP-centrerede natur har spillet allerede overbevist et hav af spillere om sit værd, men forventningernes tyngde gjorde også, at Amazon i sidste ende måtte skubbe spillet med omtrent et år. Nu er det ude, og jeg kan nu, med sikkerhed, fælde en dom over spillet, som det står i dag.

Spillerne starter med at strande på den mystiske ø, Aeternum, for så derfor at jagte de basale delmål, som vi kender fra alle MMO'er: du skal blive bedre til dine forskellige evner, du skal kæmpe dig igennem Dungeons med fremmede og venner, du skal besejre andre spillere i kamp, og du skal stige i niveau og finde masser af nyt grej. Den helt basale struktur er genkendelig, men kan du godt lide den måde at spille på, jamen, så fremstår den genkendelig på alle de gode måder. I New World belønnes du ved at udforske, og du belønnes med en valuta kaldet Azoth. Det er denne substans der tillader dig at benytte dig af Fast Travel-systemet og gøre dit grej bedre, for bare at nævne nogle få ting. Denne centrale ressource giver øen sine magiske evner og sikrer, at de døde ikke forbliver døde, men i stedet genoplives, oftest i form af skrækindjagende monstre. I løbet af ens tid på øen møder man forskellige former for fjender, og du skal bruge samarbejde, snilde, evner og alt derimellem for at overkomme dem. Igen, du kender det.

New World satser dog meget på såkaldt Craftsmanship for at skabe variation, og dette system er opdelt i adskillige kategorier. Der er Manufacturing, som er yderligere opdelt i Armoring, Cooking og Jewelcrafting, der er Refining, der inddeles i Smeltering, Leatherworking og Weaving, og der er Collecting, der består af Woodworking, Harvesting og Fishing. Det betyder, at der er 17 forskellige evner, som skal opgraderes og raffineres løbende til langt over level 100, og det er nødvendigt for at nå til spillets endgame. Derudover tilbyder spillet 11 forskellige våbentyper, og under det er et der et system, der ikke er inddelt i karakterklasser som sådan. Du kan altså frit skifte imellem våbentyper, som du har lyst, og behøver ikke at låse dig inde i et specifikt set-up. Mine personlige favoritter endte med at være de mere ukurante våbentyper, såsom muskedonnere, økser og spyd, men lige meget om det er en riffel eller en magisk ildstav, så føler man sig altid magtfuld og nyttig i det mere action-prægede kampsystem, som kun får mere fart på af de audiovisuelle effekter. Du kan naturligvis specialisere dig via spillets Skill Trees, som lader dig dyrke en specifik våbentype, men New World er langt mere åbent i sin struktur end konkurrenterne.

Som en hårdkogt RPG-fan og ret casuel MMORPG-spiller, så fandt jeg faktisk selve universet ret attraktivt. Den koloniale setting, det glimrende visuelle design, det dybe narrative tapet - der er der alt sammen i New World. Det skal dog siges, at de fleste tematikker ikke tjener andet formål end at forklare, hvorfor spillet fungerer på den måde det gør. Azoth-elementet er eksempelvis egentlig bare grunden til at alt genoplives. Farene på Aeternum og det næsten øde landskab er egentlig bare, så spillerne har plads til at selv at udkæmpe deres kampe og konstruere deres eget sociale landskab. Når alt kommer til alt, så er historien et af de mere underudviklede aspekter ved New World, selvom potentialet så sandelig er der. De fleste missioner er, som resultat, ret standardiserede, selvom der er en række undtagelser.

Det til trods så er der missioner, der fungerer som incitament til at udforske øen. Særligt i begyndelsen af din rejse er disse missioner nærmest designet som en interaktiv guide, som forklarer hvordan de diverse PvP- og PvE-elementer fungerer. At vælge sin faktion er eksempelvis et af de vigtigste af disse, og særligt for dem der virkelig ønsker at læne sig ind i den her PvP-orienterede struktur. Faktisk introduceres du for det her i en af de allerførste missioner. Du kan vælge imellem Syndicate, Marauders og Alliance, som er i evig konflikt over Aeternum og Azoth-elementet.

På niveauet under faktionerne finder du Guild-systemet, som tillader spilleren indenfor deres valgte faktion at skabe eller slutte sig til de her grupper. Hvert eneste område vil i sidste ende blive overtaget og kontrolleret af en faktion (og en dertilhørende Guild). Den Guild får så til opgave af styre hele zonen, og det betyder, at det spillerne i denne Guilds job at opgradere infrastrukturen, indkræve skatter og sørge for at spillerne opfører sig ordentligt. Hvis en faktion får for meget indflydelse i et område, de ikke styrer, så udbryder der automatisk krig. Her snakker vi PvP-krig på 100 spillere, 50v50, som så afgør, hvem der nu skal styre den pågældende zone.

Selv som en enlig spiller uden en Guild, så kan det betale sig at samarbejde med andre ved at benytte disse systemer. Du bliver hele tiden opfordret til at udføre missioner i fjendtligt territorie for at kunne starte krige. Udover at kontrollere markedet og bestemme, hvad der kan købes og sælges, så giver Amazon Game Studios de her sammenslutninger af spillere ekstra meget magt over verdenen. Det betyder dog også, at det bliver op til spillerne selv at skabe en balance, og jeg krydser fingre for at udviklerne våger over hver server og sørger for at spillet forbliver inklusivt for små Guilds, eller dem der ønsker fortsat at spille alene.

For netop sådan en struktur er kun inklusiv og spændende, så længe de bedste Guilds er det, og bliver det hele meget lukket, jamen, så falder interessen nok for de fleste, der ikke har en Guild at slutte sig til fra starten af. Sådan som det er lige nu dog, så er der rigeligt med Guilds om buddet i hver zone, og der har løbende i løbet af min tid med spillet opstået fantastiske og storslåede konflikter og krige. Desværre er nogle af dem blevet ødelagt af, you guessed it, katastrofalt lange køer til serverne.

Det skal dog siges her, at indtil videre så har min tid med New World været relativt fri for tekniske knaster, der ikke var lette at se igennem fingre med. Men selv her over en uge efter launch, så har jeg ofte ventet over tre timer på at komme ind på en server. Når man så er kommet ind, så er der dog ret megen variation. Udover 50v50-krige, Expeditions (spillets udgaver af Dungeons), Outpost Rush (to hold af 20 spillere kæmper om kontrollen over et fort), så er der naturligvis missioner, sociale aktiviteter og alt det andet, jeg har beskrevet. Der er nok at lave. Der er også Invasions, PvE-versionen af faktionsbaseret krig, hvor et område bliver løbet over ende af Corrupted og derfor skal forsvares.

Selvom modes som Outpost Rush og Invasions kræver et højt niveau, som også kræver forberedelse og grinding fra spillerne, så er der dog en ret stor motivation, og det lader til, at der er noget for alle her. Jeg har selv haft det ret sjovt med at udvikle mine Craftsmanship-evner, gå i Expeditions med venner og til tider være med i en 50v50-krig. Det er nok for nu, og det næste lange stykke tid. Jeg nyder sågar en gang imellem at sidde i det hus, jeg har bygget i Monarch's Bluffs, hvor jeg løbende samler ressourcer, møbler og renoveringer - sjovt, ikke?

Det bliver spændende at se hvad Amazon har i støbeskeen til New World, og jeg håber at de kan blive ved med at tilføje indhold, der harmonisk hænger sammen med, hvad spillet tilbyder lige nu. Bortset fra en lidt tvivlsom fremtid for Guild-systemet og ret vilde køtider, så har min tid med spillet indtil videre været ganske glimrende.