Metroid Dread

Det har været med stor sorg at Metroid-fans har set hjælpløst til i løbet af de sidste 19 år, hvor Nintendo har vist sig at være direkte uvillige til at udvikle en direkte efterfølger i seriens side-scrolling hovedserie. Selvom 3D-fortolkningen i Retros Metroid Prime Trilogy var glimrende, så føltes både japanske Team Ninjas Other M og amerikanske Next Level Games' Federation Force som middelmådige forsøg, og kun remakes, i form af Nintendos eget Zero Mission og Mercury Steams Samus Returns har skabt interesse blandt fans. Men nu har det spanske studie så fået muligheden for at give os et rigtigt, nyt Metroid side-scrolling spil i form af Metroid Dread, og gud hvor er det ventetiden værd.

For Metroid Dread er virkelig en rendyrket og seriøs Metroid-oplevelse. Det er en glimrende designet 2D-actionplatformer, der tager de fleste af ingredienserne fra Metroid 1-4, og kombinerer dem med en smule moderne designfilosofi og friske ideer. Nogle af disse blev introduceret i 3DS-remaket af GameBoy-klassikeren, men her var de tydeligvis begrænset af hardwaren.

Men først og fremmest, så bliver du skuffet hvis du forventer indlevelse og skala på det niveau vi kommer til at kræve fra Metroid Prime 4. Dette er i stedet en strammere, tætpakket oplevelse, som stammer fra en svunden tid. Metroid Dread varede, for mig, cirka otte timer med en gennemførsel på 40%, som betyder at du sikkert kan gennemføre hurtigere, og se slutteksterne inden der er gået syv timer. Det er som sådan ikke dårlige nyheder for dem der elsker klassisk Metroid, da seriens generelle varighed plejer at variere fra seks til 10 timer, og det er så sandelig også gode nyheder, fordi udvikleren netop kan balancere og konstant tilføje nye ideer i sådan et tidsrum.

Nøglen til succes har været og altid vil være banedesign. Det er ret tydeligt at Mercury Steam har arbejdet hårdt på at designe planeten ZDR, og det kan mærkes fra start til slut. Det jeg elskede mest ved spillet var hvordan det snyder en til at tro at man er mere fortabt og forvirret end man egentlig er. Der er ikke tydelige brødkrummer frem imod det næste delmål, for spillet maskerer den korrekte sti på mesterlig vis, og gør i øvrigt et glimrende stykke arbejde ud af at vise dig dig døre du ikke kan komme igennem nu, men som du kan åbne senere. Det er nærmest svært at beskrive, men du føler løbende både at du udforsker uden nogen form for plan, samtidig med at du som oftest ender lige præcis der hvor du skal være. Det er Metroidvania som det skal være, og selvom du backtracker, så føles det aldrig kedeligt, eller påtvunget.

Den balance udspringer selvfølgelig af de evner du samler op på vejen. Der er virkelig mange af dem, mange flere end i et almindeligt 2D Metroid-spil, og der er sågar nogle helt nye ideer iblandt dem. Du får ikke altid lige præcis den opgradering du leder efter, men i stedet adskillige ressourcer du ikke troede du ville få brug for, samt noget du måske skal bruge senere i spillet. Det gør det hele lidt mere åbent, og man føler sig, som resultat, mere fri som spiller. Du får nogle få anbefalinger og fingerpeg via spillets Mission Log og Adam's Briefings, men udover det at det dig der skal tænke over hvilken vej frem du vil vælge. Jo, det er muligt at komme til at sidde rigtig fast, men det sker sjældent.

Og hvis det sker, så hjælper det så sandelig at Samus føles bedre at styre end nogensinde før. Udvikleren har fokuseret på let og responsiv styring, hvor den organiske introduktion af nye evner gør at du i sidste ende næsten trykker gnidningsfrit på samtlige knapper på konsollen samtidig for at udføre mere og mere avancerede angreb og navigationsmanøvre. Et slide, et rullefald, et Counter-Move, et veltimet hop, Free Aim, endnu et Counter-Move - du kan let kreere en streng, en sekvens, der føles uhyre tilfredsstillende.

Der er desuden adskillige slags områdetyper, der sørger for at det hele ikke bliver for monotomt. Der er eksempelvis faste sekvenser, såkaldte "Map-Transforming Events" (som vi ikke kan give eksempler på uden at spoile) og pludselig dueller imod de farlige E.M.M.I-robotter.

De er ikke så skrækindjagende i længden som jeg troede de ville være, men den måde de beskytter specifikke zoner i spillet tvinger stadig en til at tilgå spillet på en helt anderledes måde. At spæne fra dem, og febrilsk oplade sin Omega Blaster, så man kan uskadeliggøre dem er intenst på en måde som resten af spillet virkelig ikke er, og de kombineres som oftest med adskillige puslespil, som skal løses midt i den her glubske jagt. Det føles, med andre ord, bundsolidt.

Selve bosskampene føles desuden fantastiske. De er blevet en del bedre siden Samus Returns, og en række af dem er faktisk toppen af hvad serien generelt kan præstere. De er varierede, filmiske af natur, og ret udfordrende også. Det er svært at beskrive kampene yderligere uden at spoile, men lad os bare sige at hvis du godt kan lide udfordrende 2D-bosser, så vil du føle dig hjemme.

Vi taler desuden også om et ret smukt spil. Design og teknologi går her hånd i hånd, og præsenterer sammen med et æstetisk prangende spil, særligt sammenlignet med sin forgænger. Der er bare flere animationer, flottere baggrunde og bedre karaktermodeller også. Idet man ankommer til områder som Burenia føles spillet nærmest lige så rigt som Metroid Prime, til trods for det eksterne perspektiv.

Historien er også ganske fin, og selvom at der er naturlige begrænsninger her, som Metroid-fans altid har affundet sig med, så ændrer Metroid Dread universet for godtbefindende. Hvis du godt kan lide serien, så vil du ikke kede dig, det er helt sikkert.

Samlet set efterlod Metroid Dread mig uhyre tilfreds, og jeg ved allerede nu at jeg kommer til at spille helt indtil jeg rammer 100% gennemførsel. Det føles lidt som da jeg gennemførte Fusion for næsten 20 år siden. Nej, spillet gør ikke noget storslået, eller nyt, men takket være glimrende banedesign, fede bosser, en god historie og flot grafik på OLED-skærmen, jamen så er det her en sand vinder.