Jett: The Far Shore

Er nogen handling større for en civilisation end at efterlade deres hjem for at finde et nyt? Det er en overrumplende tanke, som kan være svær at kapere for moderne mennesker, men ikke desto mindre har været virkeligheden for nogle af dem, der kom før os. Hvor vores forfædre var opdelt i mindre civilisationer uden kendskab til hinanden, og jorden var et uudforsket sted rigt på nye muligheder, er vi i dag i praksis én stor familie, og den før så hemmelighedsfulde planet, vi kalder hjem, er efterhånden kortlagt ned til mindste detalje. Skulle vores fælles klode give op, er den næste grænse - eller den endelige grænse som Kaptajn Kirk ville sige - ikke længere et sted på jorden, men blandt stjernerne.

En døende klode er realiteten for Mei, hendes familie og resten af det lige dele stammebaserede- og industrielle samfund vi introduceres for i Superbrothers' første spil siden 2011's Sword and Sworcery, JETT: The Far Shore, som de har udviklet i samarbejde med Pine Scented Software. Mei er en af de få, der er udset til at forlade hjemplaneten for at finde et nyt hjem på The Far Shore, en fjern planet, hvor et mystisk signal ved navn The Hymnwave tilsyneladende kalder på folket. Ligesom Outer Wilds eller Interstellar behandler JETT: The Far Shore den monumentale begivenhed med passende ærefrygt og grandiositet, så man mærker suget i kroppen, når ens rumskib letter fra jorden, og føler den ambivalente blanding af nysgerrighed og eksistentiel frygt, når Mei bryder igennem atmosfæren på den nye planet.

Efter åbningen, hvor de smukkeste brune nuancer jeg kan mindes at være blevet udsat for og scntfcs monumentale underlægningsmusik i fællesskab bringer stemningen til et euforisk klimaks, træffer Superbrothers en interessant beslutning ved at skrue helt ned for intensiteten og i stedet lade de mere trivielle aspekter af rumudforskning træde i forgrunden. Som spejder er det Meis opgave at indsamle information om flora, fauna og geologi på den fremmede planet i sin titulære JETT - et lille hurtigt flyvende fartøj udstyret med både scanner og en krog til at samle objekter op med. Styringen af din JETT er i bund og grund ret ligetil, men har alligevel nogle interessante krøller, som kræver lidt tilvænning. Man kan argumentere for, at gameplayet på den korte bane lider under ens mindre end sindsoprivende mål, men den grundige og jordnære tilgang er også med til at rodfæste universet. Dette gælder også for de førstepersonssekvenser, der fylder overraskende meget i JETT: The Far Shore. Skiftet i perspektiv får en til at se på verdenen med nye øjne, som når man med makkeren Isao parkerer JETT'en på en bjergtop og skuer ud over en tilsyneladende endeløs mangrovesump med den koniske Tor ulmende i baggrunden, eller får en helt ny forståelse for den ydmyge base Ground Controls smalle korridorer og trange spisesal. Men Superbrothers og Pine Scented Software benytter ikke kun sekvenserne til at skabe stemning. De driver også den mystiske historie fremad og lader dig lære dine medspejdere bedre at kende.

Dedikationen til at opbygge universet på denne måde giver især pote, når spillets store øjeblikke indtræffer. Den første gang man bevæger sig mod førnævnte Tor, et sagnomspundet bjerg i Meis folks skrifter, føles øjeblikket lige så stort, som det gør for karaktererne. Susende tæt over havoverfladen nærmer man sig den enorme tinde, mens underlægningsmusikken buldrer om kap med elementernes rasen. Det er ganske enkelt vanvittigt stemningsfuldt. Billedsiden fortjener i den forbindelse også et stort klap på skulderen, for uden det mørke, spartanske landskab, ville øjeblikket ikke have stået nær så stærkt. JETT's grafiske side udretter utrolig meget med meget lidt. Superbrothers' baggrund som grafiske designere skinner klart igennem, for spillets dæmpede, stilfulde farvepalet og sans for at frame billederne er i særklasse. Og så formår det som få at give følelsen af at være en mikroskopisk prik i en enorm verden.

Indtil nu har jeg mest beskrevet hvordan JETT: The Far Shore føles, ikke så meget hvordan det rent mekanisk og strukturelt tager sig ud, hvilket egentlig giver meget god mening, da de følelsesmæssige aspekter af spillet, er der, hvor det står stærkest og er mest interessant. Der har været lidt usikkerhed om, hvorvidt verdenen i JETT: The Far Shore var åben. Det er den ikke! I stedet er spillet inddelt i en række kapitler, hvor du kan flyve frit omkring, men oftest har et klart mål, du ved hjælp af din trofaste JETT skal opnå. Det titulære fartøj har grundlæggende to indstillinger. Den ene er med slukkede Scramjets, hvilket betyder langsom bevægelse perfekt egnet til at scanne planeten og samle nyttige genstande op med din grappling hook. Det er også den mest stille måde at bevæge sig på, og derfor nyttig hvis man skal snige sig ind på noget eller skjule sig fra det. En mission et stykke inde i spillet lyder for eksempel på at løsrive noget forsvundet kommunikationsudstyr fra en let opskræmt Kolos - en fællesbetegnelse for en række, ja, kolossale væsener, som dominerer land, vand og luft på The Far Shore. Omkring den sværmer små væsener, der udstøder høje lyde, når du nærmer dig, hvilket gør det umuligt at komme tæt nok på Kolossen til at kunne benytte din grappling hook til at trække kommunikationsudstyret ud. Ved at scanne omgivelserne finder du ud af, at der i nærheden findes nogle lysfølsomme paddelignende dyr ved navn Brutes, som spiser de små uromagere. Her gælder det om at forvirre en Brute med dit lys, så du kan samle den op og flytte den til de små larmende dyr, og herefter vente på, at den har fortæret dem alle, så du langsomt kan nærme dig Kolossen og få udstyret tilbage. JETT: The Far Shore har en masse af den slags opgaver, hvor det handler om at forstå sine omgivelser og udnytte dem til at løse de mange udfordringer, der løbende opstår.

Ofte kan udfordringerne dog ikke løses i langsomt tempo, og her kommer den anden indstilling ind i billedet. Ved at tænde for dine Scramjets, skyder JETT'en frem og forvandles pludselig til en vandret flyvende raket. Styringen er som tidligere nævnt rimelig simpel. Du har speeder, en knap til at hoppe over kløfter og klipper samt muligheden for at dreje skarpt. Lyder ret ligetil, ikke? Heldigvis er der lidt mere at tage hensyn til. Dine Scramjets kan nemlig overophedes, så du kan ikke bare holde speederen inde. Heldigvis kan du samle damp op (der med sit glitrende udseende er svært at overse), som køler dine Scramjets. Denne damp får du senere muligheden for at lagre, så du kan gemme noget til en nødsituation. Det er også muligt at sende at dampsky afsted, som forvirrer visse fjender. Din JETT er ikke udstyret med offensive våben, så når du uundgåeligt får den lokale fauna på nakken, handler det om at undvige, ikke angribe. Det resulterer i nogle ret intense jagter, hvor du med din begrænsede damp forsøger at slippe væk og med veltimede hop undgår afgrundsdybe kløfter og stoiske træstammer. Det hænder dog, at din JETT's styring og planetens terræn kommer lidt på kollisionskurs med en del frustration til følge. Flere gange oplevede jeg således at hænge fast mellem trækronerne, mens mine forfølgere nemt kunne sætte deres angreb ind. Da din JETT er et lavtflyvende fartøj opstår der også udfordringer, når terrænet bliver meget vertikalt. Flyver man eksempelvis på en bjergryg og styrer lidt ud over den ene side, er det meget svært at komme op igen. Det er bare med at flyve rundt om og prøve igen. I modsætning til at sidde fast i trækronerne, handler det her kun om pilotfejl, men et lidt mere tilgivende system havde nok gjort det sjovere at manøvrere rundt på begrænset plads. Som det er nu, skinner styringen klarest, når vidderne er åbne, hvilket de heldigvis ofte er.

Superbrothers og Pine Scented Software kunne med fordel have brugt mere krudt på at bruge spillets mekanikker til at give spilleren lidt mere kreative og omfattende opgaver. Jeg kan godt lide, at man som spejder også skal udføre trivielle opgaver, det er med til at sælge ideen om, at kolonisering af fremmede planeter ikke kun er vilde eventyr, men også metodisk katalogisering og hårdt slid. Men det havde været kærkomment, hvis man gennem dybere forståelse for planetens flora, fauna og geologi havde flere måder at manipulere omgivelserne på. Og så er det lidt pudsigt, at Superbrothers og Pine Scented Software til trods for opgavernes relativt simple natur føler det nødvendigt at forklare løsninger på problemer gennem dialogen. Det er en mere elegant løsning end en tekstboks, men stadig ikke ideelt. Og apropos dialog så tales der i JETT: The Far Shore et til formålet opfundet sprog, hvilket taler ind i ideen om en fremmed kultur, men har den bagside, at man til tider går glip af plotessentiel information, fordi det kan være svært at læse undertekster med en sulten Kolos i hælene.

Når Mei og makkeren Isao katalogiserer dyreliv det ene øjeblik og med nød og næppe undgår at blive dets frokost det næste, sker det som sagt i koloniseringens navn. Mei og resten af fortroppen er der jo for at bane vejen for deres folks overlevelse. En opgave der som spillet skrider frem synes mere og mere håbløs, men håbet og viljen forlader aldrig den ukuelige samling rumspejdere. JETT: The Far Shore er en fortælling om netop det: Håb og viljen til at overleve. Men det stiller også spørgsmålstegn ved det rimelige i at ville overleve for enhver pris. Kan man tillade sig at forstyrre den naturlige orden på en ny planet efter at have ødelagt sin egen, eller er det mest rimelige at kaste håndklædet i ringen? Man skal ikke forvente forkromede svar eller løsninger, for Mei og resten af fortroppen er der ikke for at løse alle folkets problemer eller tage stilling til etiske overvejelser. De er der for at plante det første flag og give resten af deres civilisation en chance for at starte et nyt liv. Hverken mere eller mindre. Du er ikke frelseren, men din rolle er stadig vigtig, og det er der noget smukt ved.

JETT: The Far Shore er langtfra et spil for alle. Mekanisk er der mere tilfredsstillende spil om at sætte sine ben på en fremmed planet, og spillet opfylder heller ikke behovet efter øjenåbnende udforskning nær så godt som for eksempel Outer Wilds. Der er små tekniske hik som fald i framerate og kortvarige frys og spillets karakterer ser noget aparte ud og bevæger sig stivere end Mick Jagger på Rolling Stones' seneste tour. Og ja, visse opgaver gjorde mig så døsig, at jeg fantaserede om en morfar i lænestolen. Alligevel elsker jeg det. I hvert fald en lille smule. For JETT: The Far Shore har også nogle fantastiske kvaliteter. Det formår at opbygge utrolige stemninger gennem sine overrumplende billeder og et soundtrack, der ikke har sin lige i 2021; det indgyder ærefrygt, når man i sin diminutive JETT stryger over et stormombrust hav uden nogen idé om, hvad dybet gemmer på, og det har en grundighed i måden, det fortæller sin historie på, hvilket forankrer mig til verdenen. Og gennem de spørgsmål, det stiller, lægger det op til refleksion i forhold til den verden jeg selv lever i. For nogle vil det givetvis være en frustrerende og kedsommelig oplevelse - de følelser skyllede også ind over mig i løbet af mine ca. 10 timer med spillet. Men den følelse jeg sidder tilbage med nu, er at have været på en rejse ulig nogen anden, jeg har været på i år - og det er værd at fejre.