Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Baldo: The Guardian Owls

Baldo: The Guardian Owls

Det tog lidt tid, men nu er anmeldelsen landet, og spillet er bare ret ringe...

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Jeg startede faktisk med at spille Baldo: The Guardian Owls for flere uger siden. Nej, vi fik ingen anmeldelseskode, og udvikleren Naps Team ignorerede gentagne gange vores emails, noget som tilsyneladende er gået igen tværs af de største medier i branchen, timingen på diverse anmeldelser taget i betragtning. Så jeg endte med at købe det på lanceringsdagen.

Men efter bare én time samme dag, måtte jeg lægge spillet fra mig igen, for det gjorde mig simpelthen ked af det. Og hvorfor? Jo, fordi hvad der lignede et slam dunk fra en vis distance, og hvad slutproduktet endte med at være, var en så stor skuffelse, at jeg simpelthen måtte trække mig.

Men nu har jeg sundet mig, taget tilløb, og fået det gennemført, og den bidende skuffelse aftog desværre ikke i løbet af al min tid med Baldo: The Guardian Owls, et spil der forsøger at kanalisere kærligheden fra en Ghibli-film, og sjælen fra de bedste Zelda-spil, tilsyneladende uden reel respekt for nogle af de to.

Dette er en annonce:
Baldo: The Guardian Owls
Baldo: The Guardian Owls

Baldo er dog skåret rimelig direkte efter Zelda-formularen. Du gennemfører hoved- og sidemissioner, lader dig distrahere i den åbne verden, gennemfører dungeons fyldt med puslespil og fjender, vender tilbage til tidligere udforskede områder med nye værktøjer og får nyt grej i samme ombæring. Intet af det er synderligt unikt, og det er hele plottet heller ikke. Helt ærligt, der er ikke engang grund til at opsummere, eller at "sætte scenen". Nogle ugler har forseglet en grotte med et monster uden et hjerte, men dette monster genfødes idet et "pure child", Baldo, får åbnet for grotten - bla, bla, bla - det er ikke fordi at det er genkendeligt, men fordi klichéerne hurtigt pejler sig op. Der mangler seriøst den spiritualitet, den finurlighed, den mystik - der netop præger Zelda, og film som Spirited Away eller Howl's Moving Castle.

Til trods for en række tekniske rettelser i dagene efter lanceringen, så er Baldo: The Guardian Owls stadig ret irriterende at spille. Jo, billedhastigheden er mere stabil nu, og selve kortet er lidt lettere at bruge, men det er stadig alt for besværligt at checke missioner, mål eller egentlig bare navigere derhen hvor spillet gerne vil have dig hen. Det hjælper så sandelig ikke, at spillet generelt mangler retning, og der er alt, alt for mange steder, hvor det ikke klart kommunikeres hvor det er meningen at du skal rejse hen. Tilføj mangelfulde tutorials, tooltips og brugerfladeelementer, og så har du spil der strukturelt forvirrer oftere end det informerer.

Dette er en annonce:

Dertil kommer, naturligvis, en syndflod af tekniske fejl, der gør at du "clipper" igennem vægge, at fjender gør det samme, at hitboxes kan blive store og små på bare ét splitsekund, at vigtige missionsrelaterede objekter forsvinder og at NPC-karakterer ikke dukker op hvor de skal. Du vil blive frustreret af at spille Baldo: The Guardian Owls.

Disse fejl kan udbedres med tiden, men der er helt basale designmæssige problematikker, som ikke synes at kunne blive rettet uden noget der ligner en genudgivelse. Spillets dungeons er direkte kedeligt, og særligt de senere, som The Gokuro Tower og Bobo Pit, er direkte frustrerende at opleve, fordi du sendes tilbage til start med vilje, bliver udsat for mærkelige kombinationer af fjender, og igen mangler man konstant retning. Eller formål.

Nu hvor vi er ved Dungeons, så tror jeg nok at du allerede har gættet, at kampene i Baldo: The Guardian Owls er ret forfærdelige. Du har, først og fremmest, alt for lidt liv i størstedelen af spillet, og selvom du kan få flere hjerter, så vil du størstedelen af tiden føle dig alt for svag overfor de fjender du skal kæmpe imod. Dertil kommer der alle fejlene, den ringe fysik og ujævnheden i bevægelsesmønstrerne, og så har du et spil hvor du vil dø ofte - og ikke på Dark Souls-måden, hvor det tvinger dig til at reeksaminere din strategi, men hvor du bare bliver vred, og med rette.

Baldo: The Guardian Owls
Baldo: The Guardian Owls

Der er små lyspunkter her og der, for Naps har formået at sammensætte et visuelt formsprog, der om ikke andet har ånden af Ghibli-filmene. Desuden er der et relativt effektivt symfonisk score, men naturligvis er der ikke blevet produceret nok musik, så den der er her gentages for evigt, de samme 40 sekunders penge, i en uendelighed.

Der er hjerte her, der er ingen tvivl om det, og Naps Team har formået at skabe et spil der rent visuelt distancerer sig selv fra alt andet. Det skal de have ros for, men det er meget, meget tydeligt, at spillet ikke bare har haft brug for mere tid i ovnen, men at der, helt basalt, er en central ujævnhed dybt nede i fundamentet, der får hele oplevelsen til at skrænte.

Baldo: The Guardian Owls er blevet bedre siden lanceringen, men det forbliver et af de værste spil jeg har spillet i år. Men altså, det er cirka 40 timer langt. Så det er da noget, ikke?

HQ
04 Gamereactor Danmark
4 / 10
+
Flot visuel stil, masser af gode intentioner.
-
Forfærdelige kampe, ringe brugerflade, ujævn sværhedsgrad, kedelige dungeons.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold