Diablo II: Resurrected

Jeg har snart behandlet de to første Diablo-spil fra top til tå for at sige det mildt. Jeg har skrevet to retrospektive artikler, og to previews af Diablo II: Resurrected, så det er med stor glæde og lettelse at jeg kan lukke kapitlet her ved at anmelde spillet.

Og det er så sandelig også på tide, da spillet allerede har været ude i nogle dage, men Blizzards politik omkring Battle.net servere forbliver urokkelig. Nu hvor vi er ved disclaimerne, så kan jeg desuden hurtigt sige, at jeg har spillet på PC, og derfor ikke som sådan udtaler mig om konsoludgaverne - dog lader de til at fungere fint.

Diablo II: Resurrecteds historie er nok kendt af mange, men lad os lige tage et resume. Det kan jo være at du har glemt den, eller ikke rigtig har fået det spillet endnu (som dog let kan betragtes som kætteri). Man besejrer, i det originale Diablo, det røde monster af samme navn. Ens helt tager så hans sjælesten, hvor det der er tilbage af ham nu findes. Den smækker han lige i skallen på sig selv, hvilket betyder at Diablo nu lever i panden af krigeren, man spillede i den første udgave af spillet. Så Diablo II: Resurrected starter hvor det første spil sluttede. Man følger nu en ny karakter, der hedder Marius, som tilfældigt bliver blandet ind i løjerne ved at han møder den førnævnte kriger. Marius fortæller i flashbacks sin historie til Tyreal, som er en engel man senere møder i spillet. Marius fortæller om sin rejse med den, for ham, ukendte og mystiske mand, og om hvordan de rejser lige foran næsen af spilleren, hen mod et dæmonisk opgør, som jeg ikke vil spolere mere af her.

Herefter begynder historien for den karakter man har valgt, i den lille lejr der bliver kaldt, "Rogue Encampment", og hurtigt står det klart at landet rundt om lejren er blevet korrumperet af dæmonen Andariel, og den eneste der kan hjælpe er den gode gamle Deckard Cain, som er fanget i ruinerne af Tristram, hovedbyen i det første spil. Cain fortæller at Andariel skal neutraliseres, og siden diplomati ikke er en mulighed, så tager man på jagt efter den ret bondageklædte dæmon. Historien er ret cyklisk, så den har i hver akt lidt den samme udformning. Rejs til punkt A, nak en masse monstre og bossen, så han smider en bestemt ting, og den skal man så bruge for at komme videre. Det er hyggeligt nok at man igen, ligesom i originalen, kan snakke med en masse karakterer om de ting man oplever, men historien er en smule tam denne gang. Personligt kan jeg bedre lide originalens historie.

Hvad der ikke er tamt, er de nyrenoverede mellemsekvenser som nærmest er en-til-en, men som er helt nylavede og super flotte. Er der noget Blizzard kan, er det at lave fede mellemsekvenser. Noget jeg altid har undret mig over ved originalen var at mellemsekvenserne til udvidelsen, Lord of Destruction, var meget mere pixelerede, end dem man fandt i hovedspillet, men det er der nu gjort bod på, og det giver sekvenserne et meget mere ens udseende, hvilket er fedt.

Diablo II: Resurrected er dog, som jeg har skrevet før, ikke noget man spiller for historien. Eller det gør man måsk første gang man har fingre i spillet, men for mig der har gennemført spillet mange gange, kan jeg næsten historien udenad, så det der virkelig får mig tilbage igen og igen er designet. For Diablo II: Resurrected er Diablo II med et par forbedringer, som gør tilgængeligheden bedre, og udover det er det nærmest en kopi af originalspillet. Man vælger en karakter ud af syv klasser, og den udvikler man så ved at nakke monstre i hundredvis. Dette giver så erfaringspoint, som gør man stiger i niveau, og bliver gradvist stærkere. Udover det skal man samle en masse udstyr, som også gør ens karakter bedre, og alt er som det plejer her, og det fungerer glimrende. Blizzard har dog tilføjet at man kan se flere statistiker over ens helts mange evner, end man kunne i originalen, og det er en kærkommen tilføjelse. Ens inventar er også blevet udvidet, så man kan gemme en masse udstyr, som alle ens karakterer kan tilgå, hvis man har lyst. Dette er nok den største tilføjelse, og klart den fedeste, da man skulle igennem en masse bøvl i originalspillet for at give udstyr til sig selv.

En anden ting som ikke har ændret sig, er jagten på udstyr, og hvordan man bedst muligt nakker flest dæmoner, så de kan smide godter, der gør ens karakter stærkere. Der er seks farvekoder for de ting man kan finde, og man begynder hurtigt at lede efter det mere sjældne udstyr, som også er det der gør en seriøst stærkere. Som noget nyt kan man vælge, at det udstyr det ligger og flyder på jorden altid er synligt, noget som man skulle trykke på en knap for i originalen. Det eneste problem er at man hele tiden kommer til at samle ting op, man ikke gider have, specielt hvis man bruger dæmonernes lig som våben, ligesom Necromancer-klassen gør. Så det er ikke alle tilføjelser der er lige gode. Man kan heldigvis slå det fra, og sådan er det med mange af de nye tilføjelser i spillet heldigvis. Diablo II: Resurrected føles fra start til slut som originalen, og det er nok også hvad de meste hardcore fans har ønsket, og ja, jeg ved at der har været kontroverser omkring nogle småting, men jeg lagde slet ikke mærke til disse kritikpunkter, nok fordi de aldrig har betydet noget for mig, og fordi spillet bare er loot, loot og mere loot. Alt andet har jeg ikke opdaget eller fundet relevant, så måske det ikke har haft den store betydning.

Den største ændring i Diablo II: Resurrected er grafikken, som er blevet smukt genskabt i bredskærms højopløsning. De fem områder som spillet foregår i er utroligt detaljerede og stemningsfulde. Man kan zoome ind og ud, og slå tilbage til originalens grafik hvis man vil, så det er virkelig fedt. Animationer og lignende er dog stadig styret af Diablo II's underliggende motor, og det kan man godt mærke. For det føles hundrede procent som originalspillet, og da jeg nåede hen mod slutningen glemte jeg helt den flotte grafik, og følte, at jeg var tilbage ved min oplevelse af originalen. Det er fedt at Blizzard har været så tro mod originalen, men om det tiltrækker nye spillere, må tiden vise. Personligt synes jeg Diablo II: Resurrected er bedre end Diablo III, da dette spils simplicitet og spilleglæde er væk i efterfølgeren. Lyden er den helt samme som i originalen på alle planer, dog lagde jeg mærke til at nogle af lydeffekterne er blevet opdateret lidt, uden jeg egentlig bed mærke i det.

Til sidst skal vi lige omkring multiplayeren, som fungerer meget som originalen. Otte spillere kan sammen jagte grej og nakke bosser sammen, og udover der har været lidt bøvl her i starten med Battle.net, så har det fungeret glimrende for mig, og jeg har virkelig hygget med mine venner. Der er ingen TCP/IP-funktion med i skrivende stund, men det kan sagtens være det kommer i fremtiden. Udover det fungerer Diablo II: Resurrected bare som det skal.

Så ja, Diablo II Resurrected er Diablo II, og næsten en tro kopi på godt op på ondt. Diablo II er et godt spil, og derfor er Diablo II Resurrected det også, og de små tilføjelser gør det endnu bedre. Til nye spillere, så vil jeg gerne slå et slag for at Diablo II Resurrected er rigtig god underholdning, og måske endnu bedre end efterfølgeren, og til den trofaste Diablo II fan, så er det her deres drømmes Remaster.