Kena: Bridge of Spirits

Ved første øjekast er det nemt at forveksle Kena: Bridge of Spirits med en AAA-titel fra en af branchens velrenommerede navne. Et sideprojekt for et mindre hold af Naughty Dog eller Sony Santa Monicas yngre talenter måske? Den postkortsmukke verden, det ekspressive karakterdesign og den vellydende symfoniske underlægningsmusik løfter umiddelbart Kena: Bridge of Spirits op blandt spil fra førnævnte udviklere, men skindet kan som bekendt bedrage, og et lidt grundigere eftersyn afslører spillets sande identitet som et ambitiøst debutprojekt fra en mellemstor indie-udvikler. Først og fremmest er det animationerne, der sladrer. Overgangen fra stilstand til bevægelse er akavet, Kena løber en smule stift og hænger lidt for statisk i luften, når hun hopper. Lydmixet føles upoleret med lidt skøre overgange mellem temaer, underlægningsmusikken overdøver til tider lydeffekterne, og stemmeskuespillet svinger meget i kvalitet. Det føles afgjort som om Ember Lab har forsøgt at slå over deres vægtklasse, hvilket egentlig er ret prisværdigt. I tiden op til udgivelsen har mange medier kaldt spillets reducerede pris et produkt af dets kortere længde, som vi senest så med Spider-Man: Miles Morales. Men den sammenligning gør Kena: Bridge of Spirits en bjørnetjeneste, for Ember Labs titel læner sig rent budgetmæssigt mere op ad Pixelopus' Concrete Genie. Og ser man bag den lidt opskruede hype visse (jeg selv inkluderet) har været med til at bygge, vil man finde et smukt eventyr med masser af hjerte og et lidt for nært slægtskab til endnu bedre titler.

Når jeg nævner Concrete Genie, er det ikke tilfældigt, for selvom der er andre spil, som Kena: Bridge of Spirits minder mere om, føles de to spil beslægtede i forhold til omfang og intention. Indie-titler har en tendens til enten at tage afstand fra AAA-titler og/eller dyrke et decideret retro-udtryk, men ligesom Pixelopus (som godt nok er ejet af PlayStation, men stadig er et lille studie) finder Ember Lab inspiration i den lidt nærere fortids AAA-titler med deres kortere længde og mere snævre fokus - tænk især de tidlige Uncharted-spil eller Jak & Daxter rent navigationsmæssigt og strukturelt. Kena: Bridge of Spirits er med sit fokus på den hellige treenighed af kamp, platforming og gådeløsning dog mindre eksperimenterende end Concrete Genie. Der er intet galt med at stjæle lidt fra fortidens helte, men komponenterne i Kena: Bridge of Spirits er så velkendte, at det skader spillet. Og som så mange spil før det, er Kena: Bridge of Spirits forelsket i tallet 3. Find tre levn fra fortiden, rens tre kilder til korruption og så videre. Jeg ved godt, det er et magisk tal og alt det, men jeg tror aldrig, jeg har oplevet et spil klistre sig så meget op ad 3-tallet. Som følge deraf bliver spillets struktur lidt formularisk, og flere steder medfører det en ujævn pacing, fordi udsigten til endnu en gang at skulle gøre noget tre gange, begynder at slide på tålmodigheden.

Men selvom Kena: Bridge of Spirits mangler originalitet, har det stadig masser af hjerte, hvilket i høj grad skyldes spillets historie og måden den præsenteres på. I rollen som Spirit Guiden Kena ankommer du til en lille, forladt landsby. Hendes mål er en helligdom på toppen af det bjerg, der tårner op bag landsbyen. Selv siger hun, at den har kaldt på hende, men om det er hele sandheden, står til gengæld uklart. Uanset motiverne bag hendes tilstedeværelse, er det her jo et spil, og vejen til helligdommen er derfor alt andet end ukompliceret. En korruption har overtaget landsbyen, og den kan kun fjernes ved at hjælpe plagede sjæle med at finde fred. Historien fortælles gennem en blanding af lidt statiske samtaler, mere engagerende in-game mellemsekvenser og CGI-renderede scener, som - på trods af at være gået af mode for et par generationer siden - er vanvittigt flotte, stemningsfulde og dramatiske. Selvom Kena er den formelle hovedperson, er det reelle omdrejningspunkt landsbyen, dens historie, beboere og skæbne. Fortællingen om byen er skåret ud fra et klassisk snit, som vi ofte har set før, men ikke desto mindre er flere af de tragiske skæbner, vi præsenteres for, rørende. Især historien om drengen Taro og hans yngre søskende rammer nogle følelsesmæssige hovedårer, og jeg var fuldt ud investeret i at hjælpe de uheldige skæbner med at finde fred. Som følge af beslutningen om at fokusere på byen står ellers sympatiske Kena svagt som karakter, men formlen er ideel, hvis Ember Lab skulle få lyst til - og mulighed for - at lave flere spil med hende, fordi man langsomt kan bygge hendes karakter op, mens man flytter hende rundt i verden for at hjælpe ånder i nød.

For at fjerne korruptionen og hjælpe landsbyen er det nødvendigt at bruge både kraft og kløgt. Spillets kampe er indledningsvis nærmest fornærmende simple, men Ember Lab introducerer heldigvis løbende nye og mere krævende fjender, der nødvendiggør brugen af hele Kenas arsenal af evner. Hendes hovedvåben er en multifunktionel stav, der både kan uddele lette og tunge slag, danne et skjold, lave detonerbare bomber og transformere sig til en bue, som man på bedste Horizon-light manér kan bruge til at ramme særligt sårbare områder på flere af fjenderne. Med sig har Kena også de Pikmin-agtige The Rot, som i kamp kan infusere både slag, bomber og pile for ekstra skade, distrahere fjender så du nemmere kan ramme sårbare punkter og enkelte steder transformere sig til et kraftfuldt men også sårbart vandmonster. Det er bedst at tænke på dem som en bedårende, men også ret simpel companion-karakter lig Atreus, for de fleste af deres evner udføres med et simpelt knaptryk. The Rots evner trækker på åndelig energi, som på de sværere sværhedsgrader kun fyldes op ved at uddele skade, hvilket skaber et incitament til at gå i offensiven, da netop disse evner er nøglen til at vende flere af de sværeste kampe til ens egen fordel. Kena: Bridge of Spirits er selv på den normale sværhedsgrad et overraskende udfordrende spil og især de stort anlagte bosskampe kræver, at man lærer fjendernes moveset og udnytter sit eget optimalt. Ligesom i Sekiro er det en stor fordel at lære at parere ordentligt, da dette åbner fjenden op for angreb og samtidig ikke tærer på ens genopladelige skjold. Men timer man trykket forkert betyder det ofte massiv skade - og healthgenstande er en sparsom vare under kampene. Kampene er hurtige og især de stærke fjender slår hårdt, men Kena er med sit konstant voksende arsenal godt udstyret til at slå hårdt igen. Når kampene er bedst, er de en særdeles engagerende affære. En livsvigtig parering åbner op for et veltimet tungt slag, som fylder åndelig energi op, hvilket giver muligheden for at distrahere fjenden, så du kan sænke tiden og sende en velplaceret ind på fjendens svage punkt. Min eneste store anke i forhold til kampene er, at fjenderne minder lidt for meget om hinanden, hvilket, særligt mod slutningen, resulterer i lidt metaltræthed. En undtagelse er dog en sen flyvende boss, som pludselig stiller store krav til dine orienteringsevner og bringer dine evner med bue og pil helt frem i rampelyset.

Når du ikke tæsker korruptionen ud af spillets fjender, er hovedaktiviteterne platforming og let gådeløsning. Til sidstnævnte er The Rot igen nyttige, når de flytter rundt på tunge ting eller som førnævnte vandmonster rydder vejen for Kena. Spillet er dog mere interessant, når det bruger Kenas evner med bomber og bue til at kombinere platforming og gådeløsning. Bomberne kan bruges til at løfte faldne murbrokker i et begrænset tidsrum, mens en velplaceret pil kan dreje disse, så Kena skaber en rute for sig selv. I de bedste sektioner løfter og omrokerer man for eksempel på nogle murbrokker, hopper til den sidste af dem, hvilket gør det muligt at løfte nogle nye, som kan tage en videre op mod målet. Desværre føles platformingen i Kena: Bridge of Spirits en smule løs, og vores heltinde har det med at glide lidt af på kanter og gribe lidt sent fast i afsatser, men graden af udfordring er så overkommelig, at det sjældent bliver frustrerende.

Hvad end man klatrer eller kæmper sørger Kena: Bridge of Spirits smukke verden for, at ens øjne ikke keder sig undervejs. Man kan måske indvende, at farvepaletten er lige lovlig grøn, men det er stadig en betagende verden, Ember Lab har skabt. Spillets arkitektur har en kantet grovhed og en fysikalitet, som gør den håndgribelig, og de dybe skove og knejsende tinder, som udgør de naturlige elementer, emmer af naturlig skønhed. Ofte smelter natur og arkitektur sammen, som for eksempel på smeden Adiras imponerende tårn, som er på vej til at blive slugt af de tykke og knortede grene, der springer frem overalt. På PlayStation 5 afvikles det hele i tilfredsstillende 60 FPS, hvis man vælger performance mode, hvilket var min foretrukne måde at spille på - særligt på grund af de hurtige kampe.

Vejen til bjergets helligdom er fortrinsvis lineær, men det er ofte muligt at tackle dine (tre) mål i valgfri rækkefølge, og især spillets andet store område lægger op til svinkeærinder. Udforskning belønnes typisk med nye The Rot, midler til at opgradere Kenas evner, nye hatte til The Rot eller valuta til indkøb af disse. Man skal ikke forvente at finde omfattende sidemissioner eller nye store områder, men de grundige kan godt forvente at presse et par timer ekstra ud af Kena: Bridge of Spirits 8-10 timer lange færd. Især nogle valgfri kampscenarier, der for eksempel kræver, at du dræber en særlig fjende eller et vist antal på tid får hurtigt tiden til at gå.

Af alle de spil jeg har trykket mig igennem i år, er Kena: Bridge of Spirits nok det, der har givet mig den mest ambivalente følelse. På den ene side er jeg fuld af beundring over, at et lille studie som debuterende Ember Labs sigter efter at levere en oplevelse, der går den nære fortids AAA-spil efter i bedene og langt hen ad vejen lykkes med det. Kampene er intense og får flot modspil af platformsgåderne, verdenen er smuk og historiefortællingen er ikke langt fra forbilledernes niveau. Og når underlægningsmusikken samtidig danner et bagtæppe, der efter behov er Hollywoodsk storladent og sydøstasiatisk mystisk, har vi byggestenene til en af årets store solstrålehistorier. Problemet er bare, at Kena: Bridge of Spirits læner sig for meget op ad sine inspirationskilder uden helt at kunne matche dem. Kampene kanaliserer skiftevis God of War, Sekiro: Shadows Die Twice og Horizon: Zero Dawn; de ofte tragiske bosser er bygget op om den følelse en modstander som Sif fremkaldte i det første Dark Souls; The Rot er en meget simpel pendant til Pikmin; buens grapple-funktion føles som Zelda og strukturen, banedesignet og den generelle følelse leder tankerne tilbage på for eksempel Jak & Daxter eller Mark of Kri. Jeg kan leve med de småskavanker, jeg indledningsvist nævnte, for selvom Ember Lab går de store i bedene, får de som en lille debutant lidt længere snor på dette område. Men den noget nær konstante følelse af deja vu, der præger Kena: Bridge of Spirits, holder spillet tilbage.

Picasso sagde (måske) at gode kunstnere låner, mens de store stjæler. Med Kena: Bridge of Spirits har Ember Lab taget med arme og ben fra andre udviklere har skabt et både medrivende og vellykket spil, men de formår sjældent at forbedre og videreudvikle inspirationskildernes ideer. De låner mere end de stjæler, om man vil. Og derfor er Kena: Bridge of Spirits kun et godt spil, ikke et stort.