Pathfinder: Wrath of the Righteous

Der er en ting i mit liv, som jeg gerne vil prøve. En ting jeg igennem mange år har været enormt fascineret af. En ting jeg vil prøve inden jeg dør. Det lyder måske tåbeligt, men denne ting er at spille en rigtig gang Dungeons & Dragons med rigtige mennesker. Det ligger ikke i kortene lige nu desværre, så jeg må nøjes med PC-versionen, men er det så ringe? Lad os finde ud af det når jeg anmelder; Pathfinder: Wrath of the Righteous til PC'en, udviklet af Owlcat Games.

Pathfinder: Wrath of the Righteous er, som navnet siger, udviklet med de regler som findes i Pathfinder-systemet, som har taget mange af de regler der er i Dungeons & Dragons, og inkorporeret og omarbejdet dem i deres eget system. Pathfinder har det der hedder "Adventure Paths", som er hele bøger med kampagner, som spillerne kan følge, hvis de ikke laver deres egne. Pathfinder: Wrath of the Righteous følger en "Adventure Path" af samme navn fra 2013.

Spillet starter med at man laver sin karakter, som i så mange andre rollespil, og denne skal man så give evner, navn og udseende, men det man først opdager er de muligheder man har, for nøj der er mange. Der er 30 klasser man kan vælge i mellem. Der er de klassiske Wizard, Paladin og Rogue, men der er også mere eksotiske klasser som Bloodrager, Drage eller Hellknight. Det er faktisk tæt på overvældende, specielt fordi man virkelig skal være inde i regelsystemet for at have et overblik over dem alle, men mange muligheder er ikke nødvendigvis en dårlig ting. Mange af klasserne er nemlig hybridversioner af de mere normale klasser, så man får en Paladin-version, der har andre evner end normalt, og klasserne har fået de mere eksotiske navne som nævnt foroven. Det tog mig næsten en time at komme igennem, men da jeg så havde lavet min "Rogue", begyndte historien for alvor.

Man ankommer såret til byen Kenabres, hvor man bliver healet, og efter dette får man lov til at gå rundt på byens markedsplads, og observere de festligheder der lige den dag er der. Pludselig kommer der dæmoner ned fra himlen, som angriber alle i byen. I mængden af dæmoner kommer der en ekstra stor dæmon ned fra himlen, som hugger hovedet af dragen, som passer på byen. Senere finder man ud af, at de sten der skulle passe på byen, er blevet korrumperet af dæmonerne og deres følgere. Markedspladsen som man er på, bliver splittet af en kæmpe flænge i jorden som deler pladsen i to. Denne flænge falder man ned i, og her under jorden møder man flere af de følgere, som man kommer til at kæmpe sammen med. Man kæmper sig så op til overfladen igen, og så begynder ens kamp for at befri byen, og senere verdenen fra de mange dæmoner. Mere vil jeg ikke spoile, men det skal siges at historien er massivt stor, og det kan godt tage dage og uger inden man når igennem den. Man kan selvfølgelig vælge at spille spillet ligesom man vil, og er man masochist kan den sværeste sværhedsgrad anbefales. Det er ikke for svage sjæle, men heldigvis er der 50 indstillinger for hvor svært eller nemt spillet skal være. Det er så fedt, at man kan tilpasse spillet på lige den måde man selv ønsker. Historien er fortalt igennem tale og tekst, og sidstnævnte er der helt klart mest af. Det er imponerende så meget læsning der i spillet, og jeg kunne personligt godt have tænkt mig at der var mere dialog.

Spillet udspringer fra en Kickstarter-kampagne, så det er ikke så underligt at der ikke er penge til så meget dialog, men det er godt nok store mængder, der skal læses fra bunden af ens skærm, til et punkt hvor det var trættende for mig, og mine aldrende øjne. Pathfinder: Wrath of the Righteous tager megen inspiration fra andre rollespil som Baldurs Gate, eller Neverwinter Nights-serierne, så kunne man lide dem, kan man lide Pathfinder: Wrath of the Righteous. I det hele taget minder denne del af spillet de førnævnte rigtig meget, og der er samme dybe interaktion med ens følgere, hvilket giver spillet en ekstra fed dimension.

Spillet spilles på tre måder. Den første er at man ser sine seks karakterer oppe fra en isometrisk vinkel, og man bruger så musen til at klikke på jorden hvor de skal hen, eller på karakterer man gerne vil snakke med. Når man møder fjender pauser spillet, og man kan så give ordre til sine følgere, om hvilke evner de skal bruge for at løse kampsituationen. Dette kan gøres i real-time eller turbaseret, alt efter hvad man selv synes passer en bedst. Det fungerer godt, bortset fra at kameraet er lidt svært at hitte ud af nogen gange.

Den anden del er det som spillet kalder "Mythical Paths", som er helteevner, man kan tage når man når et specifikt sted i spillet. Det kan være Angel- eller Demon-evner for eksempel. Eller Gold Dragon eller Lich, og så videre. Disse "Mythical Paths" gør så at man bliver meget stærkere, og historien former sig efter ens valg, hvilket er genialt, og det er fedt at føle sig som en værre en, som knuser svagere modstandere, og kan besejre guder. Hver gang man får et level, får man nye evner, som er vildere end man kunne have håbet. Man ender også med at få brug for dem hen mod slutningen af spillet, trust me!

Den tredje del er når man efter første akt kommer ud i den store verden, for her bliver man udnævnt til "Knight Commander of the Fifth Crusade", hvilket betyder at man via spillets verdenskort skal føre krig mod dæmonernes hære. Det føles lidt som den måde Heroes of Might and Magic-serien spilles på. Man skal her samle hærer, udforske kortet, og besejre de onde dæmoner. Kampene foregår på et spillebræt, der minder om et skakbræt, og man skal så beordre sine enheder rundt på brættet, og via deres evner besejre de groteske dæmoner. Vinder man disse kampe, bliver ens enheder stærkere og stærkere, men man kan også miste dem permanent. Når nogle af enhederne opnår højere rang, kan man udnævne dem som generaler i andre hærer. Det er en fed ide, men jeg synes ikke det var så sjovt personligt. Jeg synes ikke minispillet retfærdiggjorde at det skulle fylde så meget af spiloplevelsen. Når alt kommer til alt, er jeg nok mere til kernerollespillet i Pathfinder: Wrath of the Righteous, og ikke til hvad der i princippet er et strategiminispil. Jeg vil dog ikke sige, at det kan tiltale andre, men jeg synes det var lidt kedeligt.

Spillet ser flot ud må man sige. Grafikken er som skrevet foroven isometrisk, men den er meget detaljeret og stemningsfyldt. Det, kombineret med rigtig god musik, og lydeffekter som passer perfekt til animationerne, så har man et seriøst flot og stemningsfyldt spil. Havde spillet nu haft fuldt stemmeskuespil, havde det fået 12 herfra, men det kan være det kommer hvis Pathfinder: Wrath of the Righteous sælger godt nok. Det håber jeg.

Pathfinder: Wrath of the Righteous er et seriøst vellavet spil, som fans af genren skal prøve. Der er visse kritikpunkter, men kan man leve med de ting jeg nævner, så er Pathfinder: Wrath of the Righteous en rigtig underholdende tidsrøver.