Anmeldelse: ZPF

Man siger ofte, at et kort og præcist navn er en styrke - der ligger ligesom en vis tyngde i det. Jeg tænker på spil som Doom eller Heretic, eller hvorfor ikke Ignition? Det er titler, der hurtigt leder tankerne hen på et bestemt tema eller en specifik stemning. I shoot 'em up-genren er navnene derimod ofte uforståelige eller rent vrøvl. Det er tit vildt gode spil, men hvem vælger egentlig at døbe sit spil Drainus - frivilligt?! ZPF skriver sig direkte ind i denne stolte tradition af sort tale og er en virkelig veludført og hyggelig retro-skydespilsperle fra udviklerne, der tidligere har givet os - øh - Super XYX...

ZPF er frugten af et succesfuldt Kickstarter-projekt og findes rent faktisk på kassette til Mega Drive, men det er også tilgængeligt på mere moderne platforme. Redaktionens Sega-entusiast Jonas er faktisk den stolte ejer af den lækre Mega Drive-udgave, men selv måtte jeg nøjes med Steam. Det, vi får, er en håndfuld baner med forskellige temaer såsom et futuristisk bymiljø, en frodig og magisk skov og et middelalderligt slot. Hvis der findes en form for historie i baggrunden, er den gået fuldstændig hen over hovedet på mig, men det, der er sværere at overse, er alt det ØJENGUF, som spillet strør om sig med. Der er tale om virkelig smukke 16-bit pixels, der fylder skærmen i en kaskade af farver. Farvepaletten er poppende, skrigende og meget 90'er-agtig, og jeg ville ikke have det på nogen anden måde.

Det, spillet mangler i et sammenhængende tema, får det tifold tilbage i ren og skær kreativitet, da banerne føles helt unikke og har deres egen visuelle identitet. Et problem, der dog ofte følger med mere detaljeret 16-bit grafik, er (som redaktør Jonas påpegede), at overblikket og læsbarheden bliver en smule mudret. Der er simpelthen så meget grafisk lir på skærmen på samme tid, at fjendernes skud indimellem drukner i de parallax-scrollende baggrunde, og man dør - nogle gange på frustrerende vis. Netop den visuelle tydelighed er noget, jeg værdsætter højt i mine shmups, og man vænner sig aldrig helt til det, selvom det bliver nemmere at læse skærmen, jo mere tid man bruger med spillet.

Der er tre forskellige skibe at vælge imellem, og mindst to af dem følger det klassiske mønster med enten at skyde bredt eller mere fokuseret og kraftfuldt. Den tredje variant er fokuseret på nærkamp og indebærer en helt anderledes spillestil. Her skal man tæt på fjenderne for at give dem tæsk, hvilket selvfølgelig er risikabelt, men også meget belønnende, når man først får greb om det. Hvert skib har også et special-bombeangreb. Personligt fandt jeg ud af, at skibet med de spredte skud passede mig bedst, mens jeg aldrig rigtig lærte at mestre det mere melee-orienterede skib.

Som de fleste shmups kan ZPF gennemføres på en times tid eller to. Men genspilningsværdien er høj, for hver bane gemmer på hemmeligheder, og for at få adgang til den definitive slutning skal du finde dem alle! De penge, du tjener ved at pløkke fjender, kan også bruges mellem banerne. Det er en sjov tilføjelse, hvor man kan gøre sit skib kraftigere, få ledtråde om hemmeligheder eller bare øge sin score-multiplier for at nå helt til tops på highscore-listen.

Så for at opsummere: Hvor lander vi? Jo, ZPF er absolut et shmup, der er værd at kigge nærmere på. Teknisk set er det meget imponerende, og hvis det var blevet lanceret på Mega Drive i konsollens storhedstid, ville vi sandsynligvis have nævnt det i samme åndedrag som klassikere som Gleylancer, Thunder Force og Truxton. Det gør det meste rigtigt og fejler egentlig kun ved, at der indimellem sker lidt for meget på skærmen på én gang, samt at spillets vildt varierede miljøer ikke rigtig giver en følelse af sammenhæng. Men med det tilfredsstillende opgraderingssystem og en meget fleksibel sværhedsgrad er det et givet spil i enhver shmup-fanatikers spilbibliotek.