Anmeldelse: Wax Heads - om livet i en gammeldag pladebutik
Wax Heads er et hyggeligt "slice of life" spil om musik, om drømme og om dagligdagslivet i en pladebutik - på godt og ondt.
Jeg husker tydeligt, at der engang lå en fantastisk pladebutik i en kælder i Hyskenstræde i det indre København. Pladebutikken hed Loud Music og her blev der altid taget godt imod en - på en måde, som man ikke oplever ret mange steder længere. Jeg brugte mange timer foran Technics 1210 pladespillerne, mens jeg stod og lyttede plader igennem, som jeg skulle have med hjem. Indehaveren kom ofte hen til mig med forslag til andet musik han lige syntes at jeg skulle høre og det var så dejligt, at bruge det meste af en lørdag formiddag i Loud, mens man var omgivet af mennesker, der brændte for det de lavede.
Med disse gode minder i bagagen, var jeg derfor meget spændt på, om jeg kunne genopleve noget af det samme i Wax Heads, som er et lille "slice of life" spil, eller en "cozy-punk narrative sim", som det også beskrives af udviklerne selv. Man er netop blevet ansat i den lille pladebutik Repeater Records, hvor man deltager i de forskellige gøremål i butikken, som for eksempel at sætte merchandise op, hjælpe kunderne med at finde frem til lige præcis den musik de har behov for - og også holde sig opdateret på den nyeste musik ved at læse musikanmeldelser.
At hjælpe de excentriske, og nogle gange nærmest lidt kaotiske, kunder, er det, man bruger klart mest tid på. De kommer ind i butikken og de har hver deres historie at fortælle, men i sidste ende er de altid på udkig efter en helt speciel plade, som betyder noget ganske specielt for dem eller for en de holder af. De kan dog ikke altid huske præcis hvad pladen hedder, måske kan de kun huske navnet på et af bandmedlemmerne eller et af numrene på pladen - eller måske er de mere søgende og blot har brug for en plade, der kan gøre dem i bedre humør.
Gameplayet er simpelt. Man bevæger sig rundt i butikken via nogle navigations-pile i siden af skærmen og så skal man kigge de forskellige plader igennem, som butikken har stående. Måske findes løsningen i et navn på et af numrene på en given plade. Det er ikke altid så let at finde frem til den rigtige plade og nogle gange må man ty til musikanmeldelser online eller et post på det sociale medie Phonogram, så man måske kan komme på rette spor af den helt rigtige plade til kunden.
Det er et ganske hyggeligt lille gameplay loop og man lærer efterhånden pladerne i butikken godt at kende, selv om der naturligvis kommer nye udgivelser til løbende. Desværre virker sværhedsgraden nogle gange ret svingende. Nogle af de ledetråde som kunderne kommer med, kan visse gange være det rene vrøvl og man har så ingen anelse om hvilken plade de leder efter - det ender med, at man skyder i blinde, med stor risiko for at gøre kunden utilfreds. En efterfølgende kunde kan derimod være meget præcis omkring hvad de søger og kan nærmest direkte fortælle pladens navn. Men sådan er det måske også i virkeligheden, men i et spil er det en smule frustrerende med de her ujævne hop i sværhedsgraden.
Livet går sin gang i Repeater Records, man taler med de andre ansatte i butikken, man lytter til den nye musik der lander i butikkens jukebox og da flere af de ansatte også arbejder med musik i deres fritid, tager man med på klub eller spillesteder, for at lytte til dem optræde. Det er ganske hyggeligt at leve livet som ansat i den lille pladebutik, selv om en specialbutik af den slags altid er presset på økonomien og af store bygherrer, der vil købe bygningen butikken ligger i, så de kan bygge et storcenter eller parkeringspladser i stedet. Og så er der noget med, at indehaveren af Repeater Records tidligere har været med i et band, hvor medlemmerne blev uvenner og det spiller også ind i driften af den lille pladebutik. Mere vil jeg ikke afsløre her.
Gameplayet er som sagt meget simpelt - og det kan måske godt blive lidt ensformigt med tiden. Wax Heads egner sig bedst til at spilles i kortere perioder ad gangen, men på den anden side er det også ganske god og afslappende underholdning. Det positive er, at man får hørt en masse god musik og den lille udvikler Patattie Games, der består af bare to personer, har fået skruet et rigtigt godt soundtrack sammen her, med musik i flere forskellige genrer.
Den visuelle side er meget speciel og formentlig temmelig "hit or miss". Stilen tiltalte mig ikke rigtigt, men jeg var dog ret imponeret over de mange covere og sleeves de havde fået lavet til de mere end 80 plader, som er med i spillet. Det har været et ganske stort stykke arbejde og den del er de kommet rigtigt godt i mål med.
Wax Heads er et lille hyggeligt og afslappende spil - og specielt hvis man er en musik-freak, så er det hyggeligt at rende rundt og passe den lille pladebutik. Det simple gameplay er måske lidt for simpelt og udfordringen ligger i de vage ledetråde kunderne giver og det hele kan godt blive lidt ensformigt. Jeg synes dog at Patattie Games skal have ros for at prøve noget nyt og det er faktisk en god idé de har fået her - og at det hele så er lavet af to personer med hjælp fra bare en håndfuld eksterne, er bare endnu mere imponerende.
Hvis du holder af god musik og er du på udkig efter et afslappende og hyggeligt spil, som er specielt godt egnet til din Switch eller til Steam Deck, så kunne Wax Heads være et rigtigt godt bud - og du kan prøve en demo på Steam, hvis du lige vil tjekke det ud inden du køber.








