Anmeldelse: Marvel Maximum Collection - I det mindste er det ene af dem godt...

Selvom filmlicensspil fra gamle dage næsten altid var ensbetydende med elendigt "shovelware", som ikke gjorde nogen glade (muligvis med undtagelse af snu direktører), så udgjorde spil baseret på tegneserier og tegnefilm en undtagelse. Her vrimler det i stedet med klassikere, men i samlingen Marvel Maximum Collection mangler flere af de bedste Marvel-spil fra denne æra, da de blev udviklet af Capcom, som foretrækker at udgive deres egne samlinger. Der findes dog stadig et par godbidder, og for at gøre det hele lidt bedre findes flere af dem i forskellige udgaver, hvilket gør, at man kan sammenligne og spille den version, der bedst matcher ens nostalgiske minder.

For mit eget vedkommende benyttede jeg lejligheden til at gøre det stik modsatte og har endelig fået chancen for at nyde de versioner, jeg IKKE spillede dengang, som for eksempel Mega Drive-versionen af Spider-Man/Venom: Maximum Carnage, som jeg ejede og spillede på Super Nintendo i sin tid.

Så hvilke spil er det egentlig, der indgår i denne samling, og i hvilke versioner? Lad mig begynde med at præsentere, hvad du får for pengene, i kronologisk rækkefølge:

• Silver Surfer (NES, 1990)


• Captain America and The Avengers (NES/Arkad/Mega Drive, 1991)


• X-Men: The Arcade Game (Arkad, 1992)


• Spider-Man and the X-Men in Arcade's Revenge (SNES/Mega Drive/GB/GG, 1992)


• Spider-Man and Venom: Maximum Carnage (SNES/Mega Drive, 1994)


• Venom / Spider-Man: Separation Anxiety (SNES/Mega Drive, 1995)

Alle spil har adgang til moderne funktioner som muligheden for at ændre knapper eller spole tiden tilbage. Det er effektivt, men sker naturligvis på bekostning af udfordring og engagement. På den anden side gør det Silver Surfer lidt mere udholdeligt, i betragtning af at det er et af tidernes absolut sværeste spil og på mange måder direkte uspilleligt uden snyd. Mærkeligt nok er det stadig en gennemarbejdet titel med for sin tid flot grafik og god musik, men jeg tvivler på, at nogen vil betragte det som andet end en kuriositet.

Captain America and the Avengers er samlingens næstbedste spil; et ret klassisk beat 'em up med fire forskellige karakterer (Captain America, Hawkeye, Iron Man og Vision) og co-op, hvor målet er at banke Red Skull. Arkadeversionen er klart den bedste, men jeg kan også rigtig godt lide de andre versioner, da de tydeligt viser, hvordan det var i denne æra, hvor multiformat-titler nogle gange kunne være helt separate spil (det bedste eksempel er Aladdin). Her lavede Data East spillet til Mega Drive, mens en dårligere Super Nintendo-version blev lavet af Mindscape - alt imens NES-versionen i store træk er en separat titel.

Spider-Man and the X-Men in Arcade's Revenge er et på mange måder småfrustrerende action-platformspil, som jeg dog finder interessant, fordi der indgår fire versioner af det - inklusiv Game Boy og Game Gear. Det giver igen et indblik i spredningen af multiformat-titler og viser, hvor væsensforskellige Nintendos og Segas bærbare alternativer var rent ydelsesmæssigt. Med "rewind"-funktionen kan det spilles, men nogen perle er det som sagt ikke, selvom der bydes på nydelige pixels i 16-bit-versionen.

Spider-Man and Venom: Maximum Carnage er det spil på samlingen, jeg spillede mest i gamle dage. Jeg spillede det til hudløshed på Super Nintendo og mindes, at det faktisk lykkedes mig at gennemføre det - noget der føles helt uforståeligt, når jeg spiller det i dag. Det er baseret på den legendariske Marvel-crossover af samme navn og handler kort og godt om at besejre den gale Carnage. Desværre indeholder det kun singleplayer og ville have haft godt af co-op, men det er faktisk ret sjovt endnu.

Venom / Spider-Man: Separation Anxiety missede jeg, da det udkom. PlayStation og Saturn var blevet udgivet, og 16-bit var dengang lige så "hot" som fidget spinnere og "Damn Daniel" er her i 2026. Det fik ret lunkne anmeldelser, da det kom, og jeg forstår hvorfor. Det er virkelig et beat 'em up af laveste fællesnævner og indeholder intet, der skiller sig ud. Man kan ganske vist spille to personer, men det er en ret tam oplevelse.

Til sidst har vi samlingens sande perle: X-Men: The Arcade Game. Det understøtter faktisk op til seks spillere online - noget jeg dog ikke har kunnet teste, da jeg ikke kender andre med samlingen. Heldigvis er det ikke nødvendigt, for det er sjovt selv med lokal multiplayer. Dette er et rendyrket arkadespil udviklet af Konami med inspiration hentet fra Turtles-spillene. Det når ikke helt op på siden af Turtles in Time / The Hyperstone Heist, men det er et solidt beat 'em up, som er let at anbefale.

I sidste ende redder X-Men: The Arcade Game alene karakteren op på et sekstal, for uden det havde jeg givet en femmer. Silver Surfer er i bedste fald sjovt som et historisk studie, og de øvrige fire er ret middelmådige og til tider for ensartede. Det føles lidt som om, Limited Run Games har fisket dem op fra en tilbudskurv, hvor Segas Marvel-titler, Capcoms X-Men: Mutant Apocalypse og The Punisher med flere allerede var snuppet. Det førnævnte X-Men skiller sig som sagt ud med masser af vildskab, lækre pixels og reel underholdningsværdi, men i øvrigt er det for lidt og for tyndt.