Anmeldelse: Kastanjemanden: Tælle til en, tælle til to - du har set det hele før, men gør det noget?

Kastanjemanden var en helt igennem habil, dansk krimiserie. Ingen tvivl om det. Netflix' globale distributionsmodel gjorde den til enorm succes, hvor den opnåede top 10-placeringer i over 50 lande, men herhjemme repræsenterede et effektivt, men også relativt uorginalt format, baseret på en narrativ tradition som har floreret i... ja, mange år.

Det betyder ikke at serien er værre af den grund, men det betyder også, at særligt for os i Norden, så er disse narrative, visuelle og strukturelle særpræg noget vi har fået ind med modermælken, og som vi kender særdeles godt efterhånden. Det er måske også derfor at jeg jeg her efter at have set den anden sæson "Tælle til en, tælle til to", baseret på Søren Sveistrups opfølgende roman om Thulin og Hess, kan sige præcis det samme, som da jeg så den første sæson. Det er her fin underholdning på en mere lavpraktisk, letforståelig måde, og den fungerer som en spiselig, PG-13-agtig introduktion til den "nordiske krimiserie" (vi er nok allesammen træt af genrebetegnelsen "nordic noir"), men så heller ikke mere end det.

Denne opfølgende sæson foregår et par år efter afslutningen på Thulins (igen spillet af Danic Curcic) og Hess' (Mikkel Boe Følsgaard) første sag sammen. En række kidnapninger, der agerer kulmination på ondsindet stalking med en dertilhørende creepy tælleremse tvinger dette umage makkerpar sammen igen efter længere tid fra hinanden, og det får gamle følelser til at spirre. Sammen skal de igen optrevle en semi-kompleks sag, der involverer Sofie Gråbøls karakter Marie Holst, og som strækker sig tilbage adskillige årtier.

Det bredere plot er, til ingens overraskelse, ret velfungerende, og ligesom med den første sæson er tilpas meget uhyggelig ikonografi, og solidt iscenesat scenografi til at skabe en mindeværdig omgang katten-efter-musen, som vi har set det blive eksekveret så mange gange før. Der er nogle ret fede krumspring på vejen, nogle twists om man vil, som er sæsonens absolutte højdepunkt, og repræsenterer en lille smule narrativt mod, som er tiltrængt når nu resten af rammefortællingen underholder igennem øjeblikkelig genkendelighed.

Der er stadig små problematikker i det nære billede, hvor visse danske serieproduktioner af en eller anden årsag har svært ved at konstruere troværdige, jordnære samtaler. Det er vanskeligt at sige om hvorvidt det er i afvisningen af det teatralske at det netop kommer til at lyde kunstigt, eller måske bare lettere iscenesat, men når Katinka Lærke Petersens Sandra siger; "du, Thulin, skynd dig herover og se på de her politirapporter", så opnås den modsatte effekt end den tiltænkte. I et forsøg på at virke rå, ægte og lige-til-stålet, så bliver det... ja, utroværdigt.

Når det så er sagt, så er det fortsat Følsgaard og Curcic der leder an her, og sammen med Gråbøl forankres serien af følelsesladet og velfungerende skuespil, som resten af det omkringliggende cast ikke helt kan vedligeholde. Særligt Mikkel Boe Følsgaard får mulighed for at give Mark Hess masser af nerve og dybde, og hver scene med ham i centrum af billedet er i godt selskab.

"Tælle til en, tælle til to" er solid, tilforladelig underholdning, konstrueret omgang et godt hook og fine præstationer. Om hvorvidt du, ligesom mig, efterhånden kan se sømmen lidt på den her nordiske krimi-genre, og derved begynder at ønske at nogen tør lege lidt mere med hele rammen, det ved jeg ikke. Men jeg nød den her serie, på trods af at jeg føler jeg har set den før.