Anmeldelse: Cape Fear (2026) - Bardem stjæler rampelyset!

Man kan efterhånden godt være en smule mæt af historien om Cape Fear, da den allerede er blevet fortalt på det store lærred to gange før, ovenikøbet med et forlæg i form af den vidt kendte bog The Executioners. Netop derfor virker det som et lidt spøjst, men samtidig utroligt dragende valg, at Apple TV har besluttet at lave et remake. I denne version får vi nemlig noget helt unikt sammenlignet med tidligere; der er ikke tale om en tæt, hæsblæsende spillefilm, men derimod om en serie på ti afsnit, som alt i alt let sniger sig op over ni timers spilletid. Så selvom du måske kender begivenhederne i Cape Fear, er de aldrig før blevet præsenteret eller udforsket i så dybdegående en grad på en skærm.

Og det bringer os med det samme til det største spørgsmål og måske det mest kritiske punkt ved hele serien: Kan Apple TV's Cape Fear formå at opretholde det intense pres og den nervepirrende thriller-stemning, som historien kræver, over så lang en periode? Kan den holde dig på kanten af sædet, få dig til konstant at betvivle, hvad der er virkelighed, og hvad der ikke er, og kan karakterudviklingen reelt bære at blive strakt ud over så lang en spilletid? Svaret er en kende mere komplekst end et simpelt ja eller nej. Cape Fear byder nemlig på nogle af de absolut stærkeste enkeltstående serieafsnit, jeg har set i år, men desværre også på nogle af de mest stillestående, hvilket i sidste ende resulterer i en serie med exceptionelle højdepunkter og mere jævne lavpunkter.

Åbningsafsnittet i Cape Fear er fremragende thriller-tv. Det lægger hurtigt fundamentet og introducerer et alsidigt persongalleri, hvor vi kradser i overfladen af deres motivationer, og hvad der binder dem sammen, helt uden overflødigt fyld. Samtidig bliver der konstant teaset for og opbygget en stemning omkring manden i centrum - Javier Bardems antagonist, Max Cady. Han bliver gradvist afsløret for seeren på næsten samme vis som xenomorphen i Alien, omgivet af en mystisk aura og med det kreative valg, at vi hverken ser karakterens ansigt eller hører ham sige en eneste replik før i de absolut sidste minutter af første afsnit. Det er virkelig gribende tv, som sætter standarden for en serie, der har potentiale til at blive en af de absolut bedste - men måske kommer det fantastiske åbningsafsnit også med den pris, at forventningerne bliver skruet en tand for højt op.

De næste par afsnit fortsætter med at udfolde fortællingen, men på en måde hvor presset, spændingen og selve frygthavet er stort set ikke-eksisterende. Det, som Cape Fear opnåede så sublimt i den første time, bliver nærmest skubbet til side til fordel for et mere traditionelt og jordnært drama. Her stammer de små glimt af håb (eller rettere mørke) stadig fra Bardems Cady, og måden hvorpå han konstant terroriserer Bowden-familien - herunder Amy Adams' Anna, Patrick Wilson's Tom, Lily Collias' Natalie og Max Mattern's Luke. Igen, den efterfølgende håndfuld afsnit er ikke dårligt tv, men de kan simpelthen ikke måle sig med det første afsnit, som får hårene til at rejse sig på armene og sender et ubehageligt gys ned ad ryggen.

Men så tager tingene heldigvis fart igen, og vi bliver præsenteret for en række afsnit, hvor thriller-elementerne og de deciderede gysertoner indtager scenen. Cadys psykologiske terror, og måden han udnytter et bredere persongalleri til at gøre Bowden-familiens liv til et levende helvede, viser sig at være en utroligt fængslende måde at gøre seeren utilpas på. Dette gælder også, selvom man langsomt begynder at fornemme, at der gemmer sig en mere tvivlsom moral under overfladen hos den ellers så perfekte og ærefulde Bowden-klan. Malia Pyles leverer blandt andet en formidabel præstation som en plaget ung kvinde, der uden tvivl vil efterlade et varigt indtryk...

Pointen er, at Cape Fear lider under et par problemer med tempoet i begyndelsen. Det er ikke en helt glidende rejse, og serien formår ikke at holde fast i de tårnhøje standarder, den ellers kan præstere - hvilket ikke ville være et nær så stort problem, hvis lavpunkterne tog mindre af spilletiden. Som det ser ud nu, er der i starten af sæsonen hele afsnit, hvor man begynder at miste en smule af interessen på trods af det fremragende skuespil fra det absolutte stjernehold, hvor især den førende trio bestående af Bardem, Adams og Wilson stortrives, hver evig eneste gang de er på skærmen.

Men uanset disse småfejl er resten af Cape Fear intet mindre en fantastisk tv, og serieskaberen Nick Antosca har gjort et prisværdigt stykke arbejde med at tage et kildemateriale, der tidligere har resulteret i to-timers film, og strække det ud til mere end fire gange den længde. Ville serien have haft godt af at være et par timer kortere, så det samlede antal afsnit måske landede på otte? Uden tvivl. Men samtidig må man bare sige, at i takt med at historien for alvor finder sit leje, bliver presset og intensiteten så overvældende, at det føles direkte kvælende. Det efterlader seeren i en tilstand af ukontrollerbar frustration over de begivenheder, der udfolder sig foran øjnene på en. Cadys metoder til at terrorisere Bowden-familien bliver mere og mere forskruede og åbenlyse, og alligevel virker størstedelen af birollerne fuldstændig blinde over for det. Det gør, at man som tilskuer føler sig enormt involveret og utilpas ved at overvære det i realtid - en følelse, der kun forstærkes, når Bowden-parret begynder at knække og træffe overilede og tvivlsomme beslutninger, der blot bringer dem i endnu større fare. Det er fascinerende, hvilke følelser denne serie kan fremprovokere, og et nyere og lignende eksempel på så særpræget og dystert historiefortælling er Severance.

Så igen: Serien kunne nok have haft godt af en strammere redigering og lidt mindre fyld i starten, men når man tager i betragtning, hvor meget ligegyldigt skrammel der efterhånden pumpes ud og kaldes for underholdning i dag, er Cape Fear uden tvivl en succes. Det er endnu et pletskud til Apple TV og deres i forvejen imponerende katalog af topserier. Du vil bestemt ikke blive skuffet over denne thriller-serie.