Anmeldelse: 007 First Light - danske IO nailer Bond

Året var 2009. Amerikas Forenede Staters første sorte præsident flyttede ind på Pennsylvania Avenue, den nyligt lancerede streamingtjeneste Spotify var godt på vej til at ændre musikindustrien for altid, og verden sørgede over tabet af "The King of Pop". Mere relevant for os i dag var dog udgivelsen af et lille spil kaldet Batman: Arkham Asylum. Det var det lille spil, der kunne, udviklet af London-baserede Rocksteady Studios, hvis CV inden da kun kunne prale af et enkelt foregående spil - det kompetent sammenskruede, men anonyme Urban Chaos: Riot Response. Jeg var ikke den eneste, der tidligt afviste deres nye bat-spil som et slapt forsøg på at udnytte den eksplosive popularitet fra det foregående års brag af en succes, The Dark Knight.

Hvad vi i stedet fik, var en for spilverdenen helt unik fortolkning af Batman-universet, som kunne stå skulder ved skulder med vores absolutte favoritskildringer af karakteren. For mange blev Rocksteadys udgave af Gotham og dens farverige indbyggere den definitive version. Modtagelsen af Batman: Arkham Asylum markerede et seismisk skifte for licensspil, som indtil da oftest havde været lænket til en modpart i biografen, udviklet under stramme deadlines og ugunstige arbejdsforhold. I de efterfølgende år kunne man tydeligt se spillets indflydelse i blandt andet Middle-earth: Shadow of Mordor, Mad Max og måske allerbedst i Insomniacs Spider-Man. Det stod lysende klart, at middelmådige filmatiseringer ikke længere var nok for spillere i en "post-Arkham Asylum"-verden. De havde set lyset og ville nu have friske fortolkninger af deres yndlingskarakterer, som de kunne tage til sig som deres egne.

Agent 007 med ret til at dræbe er naturligvis ikke nogen fremmed i spilmediet. Blandt spil baseret på film er GoldenEye 007 (64) blandt de mest kendte og succesfulde nogensinde, og fans har gennem årene også fået spændende, originale eventyr som James Bond 007: Nightfire og James Bond 007: Everything or Nothing - men selv disse har på et eller andet plan stadig levet i filmenes skygge. Det er desuden over et årti siden, vi sidst fik et fuldfødt storspil med Ian Flemings kvindebedårende MI6-agent i hovedrollen. Ind på scenen træder danske IO Interactive, kendt for Hitman-spillene, for at give os spillere vores helt egen James Bond - en ny begyndelse for karakteren, denne gang spillet af Patrick Gibson, hvor studiet får chancen for at sætte sit eget præg på alles yndlingsspion. Efter undertegnedes mening har IO Interactive og 007 længe været det perfekte match mellem studie og brand, og jeg synes, at resultatet, 007 First Light, taler for sig selv.

Den unge James Bond har en udfordrende dag på kontoret som besætningsmedlem i Hans Majestæts royale flåde, da han ved et rent tilfælde lander midt i en massiv, hemmelig operation drevet af den britiske efterretningstjeneste. Bonds imponerende indsats i denne operation gør, at MI6 får øjnene op for ham og udpeger ham som en potentiel kandidat til det nyligt genopstartede 00-program. Som MI6-rekrut udmærker han sig naturligvis hurtigt, på godt og ondt - til stor frustration for den hårdkogte instruktør John Greenway, hvis forhold til den nye stjernestudent er mildest talt anspændt. Bonds chance for at vise skeptikerne, hvad han dur til, kommer, da den vanærede agent 009 viser livstegn efter i årevis at have gemt sig for efterretningstjenesten. Det er nu op til James Bond og hans nye venner hos MI6 at finde 009 og uskadeliggøre den trussel, han udgør. Naturligvis opstår der en og anden uforudset komplikation undervejs.

De fortællermæssige ambitioner i 007 First Light er mere omfattende end noget andet, IO Interactive tidligere har kastet sig over. Med Hitman: Absolution ville de gerne lave noget, der var mere filmisk, end hvad de før havde produceret, men hvor en mere stramt instrueret struktur måske ikke var ingrediensen, som Hitman-opskriften havde brug for, så har de præsteret væsentligt bedre i deres Bond-eventyr. Det hjælper naturligvis, at det er lykkedes dem at opbygge et stærkt skuespillerhold. Patrick Gibson skulle ikke bruge mange minutter i rollen for at overbevise mig om, at han var et fantastisk valg som James Bond, men de øvrige skuespillere gør også et stærkt indtryk. Priyanga Burford som M fanger fint den velkendte, hårde men retfærdige forældre-ånd, som fans historisk set har sat pris på hos karakteren, samtidig med at hun bidrager med sin egen unikke fortolkning af materialet. Det samme synes jeg gør sig gældende for Alastair Mackenzies Q og Kiera Lesters Moneypenny.

Manuskriptforfatterne hos IO skal også have deres del af rosen. Ganske vist er spillets egentlige hændelsesforløb - altså den overordnede konflikt - ikke banebrydende eller unik på nogen måde. Omvendt er der masser af Bond-film, som historien i 007 First Light slår med flere længder - og her er det specifikt karakterarbejdet, jeg finder skarpest. IO's James Bond er grønnere, yngre og mindre poleret, end vi måske er vant til at se ham, men jeg accepterer ham som karakteren næsten øjeblikkeligt. IO forstår den helt basale essens af, hvem Bond er: Ulydig men loyal, farlig men sofistikeret, sexet men ikke vulgær - alle byggestenene er til stede. Humoren sidder også lige i skabet; Bond har altid en skarp one-liner eller en kvik bemærkning i ærmet. Spillets endelige skurk efterlader dog desværre en del at ønske og står tilbage som det svageste aspekt i den overordnede fortælling. Han fremstår decideret mere karikeret og "computerspilsagtig" end de øvrige karakterer, og han stikker ud som en øm bums på en ellers velformet krop.

Spillet stråler dog absolut kraftigst, når controllen ligger i spillerens hænder. Det, IO har skabt her, er en form for kærlighedsbarn mellem Uncharted og Hitman: Filmisk, medrivende action, der leder tankerne hen på Nathan Drakes skattejagter, kombineres med mere åbent designede opgaver, hvor spionage og kløgtig brug af Q-afdelingens legetøj er vejen til succes. Jeg tilbydes her mere frihed og et mere legesygt råderum i min tilgang end i Naughty Dogs actionbrag, men uden at jeg overlades til retningsløst at træde vande for længe i enorme, ofte lidt overvældende sandkasser som i Hitman-serien. Balancen oplever jeg som utrolig velfungerende for den type oplevelse, som IO ønsker at tilbyde, og i løbet af spillet blev jeg løbende imponeret over variationen og det høje tempo.

Som stor fan af både James Bond og spil har jeg altid følt, at selv de bedste James Bond-spil har manglet noget. Alt for ofte har man lavet rendyrkede skydespil ud af disse licenser og glemt, at spionage er en helt central del af James Bond-fantasien. At infiltrere en fornem galla, indsamle information om sit mål, charmere potentielle informanter, identificere muligheder i omgivelserne - ting, som jeg vil vurdere er mere fundamentale for den ægte Bond-oplevelse end endeløse skuddueller. IO Interactive lader til at være enige med mig, for en betydelig del af oplevelsen i 007 First Light består netop af dette. En af spillets mest mindeværdige missioner udspiller sig under en skakturnering i Slovakiet, og her får spilleren i vid udstrækning frie tøjler til at navigere banens udfordringer, lidt som man selv lyster.

For at nå dine mål får du stillet en herlig værktøjskasse til rådighed bestående af Q-gadgets såsom en laser-ur, eksploderende penne og giftpile, der kan affyres fra mobiltelefonen, men Bonds egen intuition og hurtige tankegang spiller også en rolle i form af at bluffe. Hvis du skulle være så uheldig at blive opdaget af en vagt på et sted, hvor du absolut ingen rimelig grund har til at opholde dig, kan du bruge såkaldte instinkt-point på at tage pokeransigtet på og fyre en løgnhistorie af om, hvorfor du rent faktisk har tilladelse til at være lige netop dér i det øjeblik ("I'm with security, the boss wants me to take an extra look at our perimeter lines"). Det er en sjov mekanik, der giver spilleren et tiltrængt nødbremsekort, samtidig med at det føles meget tro mod 007, som jo altid har været en dygtig historiefortæller.

Takket være balancen med de mere rolige og metodiske spionagesegmenter bliver actionsekvenserne til gengæld også så meget desto mere underholdende, når lokummet så at sige brænder. Kampene i 007 First Light er dynamiske, flydende og hårdkogte, uanset om det gælder nærkamp med de bare næver eller regulære ildkampe. Der er altid dynamiske elementer i omgivelserne, man kan udnytte i kamp - eksplosive tønder, man kan skyde på for at skabe kædereaktioner, løse genstande, som man med et enkelt knaptryk kan kaste i ansigtet på den nærmeste håndlanger, eller ventiler, der kan saboteres for at forringe sigtbarheden, hvilket igen gør det nemmere for dig at slippe væk og angribe dine modstandere fra en bedre vinkel. James Bonds kaotiske, improvisatoriske kampstil fanges rigtig flot her.

Et andet essentielt aspekt af Bond-fantasien er naturligvis det at køre i diverse eksotiske køretøjer, men her efterlader IO Interactive desværre mere at ønske, og jeg vil udpege dette som det absolut svageste element, spillet ikke formår at levere tilfredsstillende på. Her får vi lov at styre sportsvogne, skraldebiler, entreprenørmaskiner og både, men det er sjældent, at vi skal gøre ret meget andet end at træde speederen i bund og følge en lige strækning, hvor der sker meget lidt af interesse. Bilerne føles fine at styre, og der er intet i vejen med fartfornemmelsen, men jeg havde definitivt ønsket mig i det mindste én længere biljagt, hvor jeg som spiller fik mere plads til at lege vanvittig stuntmand. Inden den uundgåelige efterfølger er der her masser af arbejde for IO, hvis de for alvor vil fuldende den ultimative James Bond-oplevelse.

I hovedmenuen finder vi også en ekstra spiltype, som IO kalder "The Tacsim". For et spil, der har lagt så meget vægt på ekstra kostumer i sin markedsføring, vil det nok overraske mange, at det kun er i denne separate arkade-del, man rent faktisk kan bruge disse dragter. Personligt irriterer det mig måske ikke lige så meget, som det vil irritere andre, og jeg respekterer, at udviklerne ønsker at sikre, at James bærer den mest passende beklædning til hver enkelt scene - men det er værd at nævne.

Tacsim-delen er i sig selv, lidt som navnet antyder, en simulator, som Bond kan hoppe ind i for at pudse sine færdigheder af. Der kastes du ind i baner fra hovedhistorien med specifikke mål, der skal opfyldes. Eksempler på dette kunne være at eliminere alle fjender så hurtigt som muligt på specifikke måder. Denne spiltype formåede ikke at fastholde undertegnedes opmærksomhed særlig længe, men jeg synes heller ikke, dens tilstedeværelse trækker ned i det samlede indtryk. Og hvem ved, måske formår IO med tiden at gøre spændende ting med konceptet - de har meldt ud, at de vil holde spillet opdateret med nye scenarier, så vi må se, om de kan klemme lige så mange kilometer ud af det, som de har gjort med Freelancer- eller Escalation-delen i Hitman: World of Assassination.

Jeg er for så vidt ikke specielt bekymret for, om 007 First Light vil fortsætte med at levere nyt indhold til sin "taktiske simulator" over tid, især når jeg er så usandsynligt tilfreds med den primære kampagne, IO Interactive har strikket sammen til os James Bond-entusiaster. Her er en skønhedsfejl eller to, som er svære helt at overse, men i det store og hele er spillet alt det, jeg overhovedet turde håbe på, siden det blev annonceret. Jeg forelskede mig i danskernes fortolkning af disse tidløse karakterer, jeg fik lov at føle mig som en superskarp spionlegende og kom med på et hæsblæsende actioneventyr poleret til førsteklasses kvalitet. Fremfor alt blev jeg efterladt med en enorm sult efter, hvad der nu skal ske med denne version af 007, og jeg finder en vis tryghed i, at uanset hvor godt eller skidt Amazon formår at forvalte James Bonds arv, nu hvor de ejer rettighederne, så har i det mindste lige præcis denne martinidrikkende agent ramt plet. Nu vil jeg se mere til ham fra IO Interactive - for hvis de formår at bygge videre på det, de gjorde godt i første forsøg, og rette op på det, der ikke nåede helt i mål, så har vi en fremtidig klassiker i vente.