Anarchy Reigns

En nydelig oversættelse af den ligefremme dialog kan ikke være årsagen, mest fordi her ikke er nogen. Og endvidere formår spillet ikke at underholde os i samme grad som det bare rejser spørgsmål.

Det går kort sagt ud på tre ting: At uddele tæsk, undvige og bruge items. Det er ikke videre højpandet. På den led er det måske ikke så markant anderledes i forhold til et spil som Diablo III, men sidstnævnte kan tiltrække hundredetusinder af spillere verden over. Og det vil Anarchy Reigns næppe opnå.

Spiller man kampagnen, vil man undre sig. For det meste er det desværre ikke den positivt ekstatiske form for forundring, som man ellers rammes af ved det første møde med de (tilsyneladende) veldesignede figurer. Efter den første håndfuld missioner på den første bane står det klart: det her er et ret dumt spil. Et uendeligt antal af fjender styrter mod os. De udviser ingen tegn på strategi eller synderlig intelligens. Nu og da møder vi en boss, der er større og ser mere magtfuld ud, men opfører sig lige så dumt. Med en blanding af undvigemanøvrer og slag tvinger du alle og enhver i knæ.

Kampagnen kan spilles i både en lys og en mørk udgave. Man kan spille som Jack Cayman (ja, ham fra Segas juvel Madworld) eller starte med Leo Victorion. De to udgaver af kampagnen fortæller den forvirrende historier på forskellig vis, men den ene er hverken bedre eller mere forståelig end den anden. Jagten på den gale specialagent Max er bestemt ikke noget mesterværk inden for japansk historiefortælling. I første omgang forstår man knap hvad der foregår. Derefter spørger man sig selv hvad pokker der lige skete. Figurerne har en dybde som en vandpyt i Sahara. Midt om sommeren.

I al retfærdighed handler det ikke om historien. Ens angreb styres med to knapper, både på jorden og i luften. Man kan hive en motorsav frem til specialangreb, eller kaste rundt med modstandere. Parkerede lastbiler og stakke med dæk kan kyles lige så let mod de fjender, der konstant vælter ud af de uskønne omgivelser. Grafikken er cheesy, til tider kantet og falmet. Banedesignet er underligt, fragmenteret og uden intern logik. Der er mange special effects, men de er ikke fremragende og forstyrrer ofte spillet i stedet for at underbygge det. Bosser bliver endda kopieret og genbrugt med nye farver. Selv kæmpeblæksprutten får et par genudsendelser.

Der er missioner i kampagnen som man spiller for at få erfaringspoint. Hver af de fire baner byder på frie missioner og bestemte opgaver. Det evigt identiske gameplay bliver hurtigt fjollet. Den rædselsfulde musik kan slukkes, men så fremhæves de kedelige lydeffekter. De kan dog også slås fra. Det samme kan stemmerne. Hmm...

Figurernes animationer er uspektakulære, hvilket egentlig er en skam, fordi mellemsekvenserne er så flotte. Desværre forstyrres de af idiotiske samtaler mellem to figurer, hvor læberne er det eneste, der bevæger sig i deres statiske hoveder og ansigter. Og de passer ikke engang med hvad der bliver sagt.

Men kampagnen er på en eller anden måde ikke vigtig. Det er multiplayer, der skal rykke os. De glade galninge fra Platinum Games har inkluderet et væld af spiltyper. Op til 16 spillere kan tæske løs på hinanden enten solo, i makkerpar eller i trioer. Nogle af spiltyperne udviser stort potentiale, hvor kaosset hersker og vi slår hinanden til plukfisk. Men de fortsætter den ud af den røde tråd, kampagnen allerede har lagt: hektiske kampe i grimme omgivelser uden den store mening.

Når 16 spillere indtager arenaerne, flyder alting sammen i et forvirrende rod, både visuelt og fra et spillerperspektiv. Gode comboer, der er en af spillets styrker, når man spiller alene, bliver næsten umulige med mere end fire spillere i kamp. Der er altid en, der kaster os eller slår os ud af comboen. Det er ubalanceret og dødirriterende. Her er et progressionssystem med 50 levels, men det har ikke noget dybere formål. Brawler-multiplayer-delen burde være et argument for at spille spillet, men det mangler... tja, argumenterne.

Anarchy Reigns føles flosset, som en droppet prolog til Metal Gear Rising: Revengeance. Gameplayet har som sådan ikke nogen mangler, men det har heller ingen højdepunkter. Ikke mindst fordi den grimme grafik til tider smager af at være et restprodukt fra produktionen af bedre titler som Vanquish eller det nylige Binary Domain. Måske er udviklerne gået i selvsving i genbrugen af deres gamle ideer.

I det mindste koster det ikke så meget, men man får stadig en fornemmelse af, at det havde egnet sig bedre som download-titel til endnu færre penge. Og selv under de omstændigheder havde jeg næppe orket at spille det mere eller give det en højere score. Her kan ikke engang Bayonettas gæsteoptræden hjælpe.