Among the Sleep

Among the Sleep er et spil, som umiddelbart har en engagerende præmisse. Hovedpersonen er et to år gammelt lille pjok, hvis eneste ven er en talende teddybjørn. I barnets øjne er alt stort og skummelt, og dagligdags genstande er som urokkelige klipper. Desværre lever selve spillet ikke op til den herlige grundlæggende idé.

Eventyret starter med en fødselsdagsfest, men alt går hurtigt galt. Barnet vågner midt om natten, og så er hans nye teddybjørn forsvundet. Heldigvis triller han bare rundt i vaskemaskinen, men ifølge bjørnen er der noget, der er gået forfærdeligt galt. De er nødt til at finde deres mor. At gå rundt i det mørke hus sender isninger ned af min rygrad. Stormen gør det ikke bedre, men efter denne skumle begyndelse bliver spillet distraheret og mister fokus. Og det er først til sidste at spillet finder sig selv igen.

Størstedelen af den to timer lange rejse bruges i verdner, som blander virkelighed og fantasi. Træerne har skuffer, og huset er blevet overtaget af naturen, som i en post-apokalyptisk film. Det er snedigt, men desværre er der ikke meget af det, der er skræmmende. Faktisk er hele spillet kun bygget på et par grundlæggende mekanikker.

I starten udforsker man et stort og mørkt hus, som føles spændende. Eftersom at hovedpersonen er lige så høj som en pulverslukker, bliver dagligdags genstande som døre til forhindringer. Hvis man ikke kan få fat i dørhåndtaget på egen hånd, må man finde en stol, man kan bruge. Alternativt kan man måske hive nogle skuffer ud af kommoden ved siden af døren og lave en slag trappe til sig selv? Det er sjovt de første par gange, men man opdager hurtigt at den samme fremgangsmåde bliver brugt igen og igen. Næsten alle opgaverne fungere på denne måde. Hvis man havner i en mørk skov uden at kende vejen videre, kan man være sikker på at der er et træ med skuffer i nærheden, eller noget andet man kan bruge til at klatre på. Genbrugen af disse to mekanikker ud i det uendelige tog en del af mit humør i spillet.

Indtil midtpunktet troede jeg, at spillet bare var en vandre-simulator, men så dukkede monsterene op. De skræmte mig ikke, men de gav i det mindste noget afveksling. Det er muligt, at jeg er blevet præget af skrækfilm og skrækspil, og at jeg derfor har en lidt højere tærskel til at blive skræmt, men her var oplevelsen mere kedelig end skræmmende. Monsterene holder sig for det meste i baggrunden, og drister sig bare lidt tættere på af og til. Størstedelen af scenerne scriptet, og man kan gætte, hvad der kommer til at ske. Hvis man ikke bliver overrasket, bliver man heller ikke skræmt. Det var i øvrigt kun prologen og epilogen, som var interessant, og jeg kunne sagtens have sprunget midten over.

Som om det ikke var nok, så har Playstation 4-versionen også nogle grove tekniske problemer. Det første fejl støder man ind i helt i starten, når teddybjørnen beder én om at lukke øjnene. Spillet forklarer hvordan man gør: "Tryk på [None] for at lukke øjnene". Undskyld mig? Tryk på hvad? Den eneste løsning var, at trykke på alle knapperne én efter én. En anden ækel brug blev opdaget kort tid efter. Barnet er hurtigts når han kravler, så jeg lagde mig ned på maven. Desværre røg ungen lige gennem gulvet, og sad fast omkring 10 cm under. Jeg kunne ikke røre mig, og der var ikke andet at gøre, end at gå tilbage til et tidligere checkpoint. Én gang sad jeg også fast i et skab, og endnu engang var der ingen anden udvej, end at hoppe tilbage i historien. Hvad tror du jeg måtte gøre, da jeg sad fast i en bro lidt senere? I alt måtte jeg gøre det syv gange i løbet af den to timer lange gennemspilning.

Jeg kan i det hele taget ikke lægge skjul på, at Among the Sleep var en stor skuffelse for mig. Misforstå mig ikke, jeg kan godt lide idéen og historien bag spillet, men udførelsen var ikke interessant nok. Udviklerne burde have brugt mere tid på at udtænke nye interessante mekanikker, i stedet for at gentage de samme ting hele tiden. Hvis du finder spillet på tilbud, er det en unik oplevelse, men det er ikke de 129 kr, som Playstation Store kræver, værd.