Dansk
Gamereactor
hardware-tekster

AMD Ryzen 7 9800X3D

AMD banker det sidste søm i konkurrentens ligkiste.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

AMD's X3D-serie, som er tunede udgaver af deres normale CPU'er med en ekstra fysisk cache i chippen, har nu i flere generationer været ikke bare "bang for the buck" - men også i mange tilfælde ydet bedre end både Intel og AMD's topmodeller, når det kommer til reel gaming.

HQ

Det er der ikke lavet om på. Der er stadig 104 MB ekstra cache, men det er nu under chippen, og det giver en række kølingsmæssige fordele. Det er en god idé, da denne generation af X3D-chips kan overclockes. Der er 8 kerner med 16 tråde, og det lyder måske ikke af så meget, men vil være mere end rigeligt i moderne spil, der stadig kæmper med at udnytte moderne CPU'er fuldt ud. Den kører 500 MHz hurtigere end 7800X3D og har en boost clock, der er 200 MHz højere. Vi målte aldrig over 112,3 watt, på trods af at chippen er sat til at kunne håndtere 120 watt. Hvis man kan presse dette op, er der virkelig noget overclockingpotentiale.

Chippen kørte 41,3 grader ved idle og 55 grader ved fuld belastning. Der var enkelte spikes på 60,5 grader, men generelt er varmeafgivelsen ekstremt begrænset. Vi snakker 20 grader under, hvad vi normalt ser, og der er derfor rig mulighed for også at bruge 9800X3D i SFF-konstruktioner, særligt med tanke på.

AMD Ryzen 7 9800X3D

Her er det vigtigt at notere sig, at det er meget forskelligt, hvad man kan opnå, hvor mange kerner der kører optimalt, og hvor mange der af sig selv kører højt fra start. Jeg var heldig - i udgangspunktet kører alle kerner 5,2 GHz. Vores testeksemplar ramte 5,418 GHz helt af sig selv - dog med alle boost-funktioner på MSI X870E Carbon WiFi-bundkortet slået til og G.SKILL Trident Z RAM, der kører 6000 MHz, på 32 GB og et PCIe 4.0 NVMe-drev. Det burde være muligt at ramme 5,7 GHz, og AMD skal have ros for at have leveret en overclocking-guide for anmeldere, der er nem at følge. Men når dette skrives, mangler der eksempler på +6 GHz, og enkelte dedikerede overclockere har endda ramt 7,4 GHz stabilt. Det er ret imponerende.

Dette er en annonce:

Den nye arkitektur, som 9800X3D bruger, gør, at man ikke helt skal tage hensyn, som i gamle dage, til CPU-multipliers og andet, hvilket gør overclocking af CPU og RAM noget nemmere. AMD siger selv, at de understøtter EXPO 8000 MHz, så allerede der burde man kunne hente en del. Herudover bruges AM5-platformen, så har man et ældre bundkort med AM5, slipper man for at skulle købe et nyt. Generelt er prisen på konkurrentens bundkort også steget eksplosivt.

Når vi snakker om prisen, så er den 4.150 kroner. Det er en god bid billigere end både AMD's egen og Intels ditto, men begge er dog sat ned, og prisdifferencen mellem en Ryzen 7 X3D CPU og flagskibsmodellerne er ikke, hvad den har været. Det ændrer dog ikke på, at det er et produkt, hvor man for alvor får noget for pengene.

Når man tester CPU'er, vil man typisk bruge 1080p for, at det ikke er grafikkortet, der er det afgørende. Men det er alligevel svært. Derfor vil man typisk også kigge på 1 %-tider, altså hvor man ser på, hvor mange billeder i sekundet de laveste målte 1 % ligger på. Det er så at sige det dårligste, som hardwaren kan levere, og dermed også et ret godt udtryk for, hvad der kan præsteres. Vi brugte et RX7900XTX, fordi det var et af to grafikkort, der var referencedata på, og der var desværre ikke nogen, der kunne låne os et RTX4090-kort. Det betyder, at der er en vis bias i vores resultater, da en del spil såvel som syntetiske tests er bedre til at udnytte RTX-grafikkort, da mange har en eller anden grad af Ray Tracing. Vores data er dog en blanding af flere elementer for bedre at kunne sammenligne det med tidligere. Vi har herudover kørt testene flere gange og mod Intels nye Ultra 285K CPU, deres topmodel. Igen har vi genkørt de samme tests flere gange, da nogle af resultaterne ser mærkelige ud. Vi mistænker dog, at dårlig Windows-optimering kan have indflydelse.

Det første mærkelige resultat er Fire Strike Ultra, hvor Intels modstykke får klø med en syntetisk score, der er 3.000 point højere. Her skal man op i eksempelvis en 7950X CPU for at finde bedre. Det giver god mening, da flere kerner som regel giver højere score. Dog bliver Intels 285K slået med en del, og selv nyere tests som 3D Benchmarks Steel Nomad giver 9800X3D en score på 6.635, lige nok til at slå konkurrenten. Til min store overraskelse blev Intels 24-kernede Ultra 285K også slået i AIDA's Checkmate-test med en score på 12.547 mod 8.652. I al fairness vandt de dog multicore-testen med 23.473 mod 40.185, men tabte singlecore-testen med 2.106 mod 2.055.

Dette er en annonce:
AMD Ryzen 7 9800X3D

På spilsiden var der varierende grad af sejr, men stort set altid sejr. Vi testede som før nævnt primært i 1080p for at undgå en GPU-flaskehals, men det forklarer ikke en score på 227,5 FPS i Total War: Warhammer 3. Det er altså 25 % højere end 285K'eren. Endnu værre var det i Red Dead Redemption* i 4K, hvor FPS-tælleren sagde 100,40 mod 170,53 i AMD's favør. Assassin's Creed Valhalla gav også sejr til AMD, dog ikke med mange procent. Største forskel var i 1440p med en 9 % forskel eller 167 FPS. Så var det straks mere voldsomt i Far Cry 6, hvor vi fik den højeste score nogensinde: 231 FPS, eller en forskel ned til Intels 285K på lidt under 69 %. Vi testede en del andre spil og med andre engines, men generelt var billedet det samme. Generelt er det også lidt unfair, for Intels 285K har ikke haft en god start på livet og bliver i de fleste af vores tests slået af både 14900K og sågar 13900K. Men det sjove er, at det er tydeligt i eksempelvis rå processering af data, som med Cyberpunk når man ikke bruger FidelityFX, DLSS eller anden sort magi. Her var der en 93 % difference i 1080p, hvilket er temmelig meget. *Dirt 5* og *CoD 6* gav dog i al fairness en højere score til 285K, men vi taler her få FPS. I *Black Myth: Wukong* var vi derimod oppe og ramme 119 FPS, hvilket gav en difference på 45 FPS, eller mere end 60 %.

Den er billig, den er kold, den bruger ikke ret meget strøm, og så slår den sin primære konkurrent fra Intel. Det sjove i det her er faktisk, at når vi kigger på de gamle tal for 7800X3D, så er de højere, men vi snakker typisk omkring 10 %. Nogle få spil som *Red Dead Redemption 2 giver dog væsentligt højere score, mens andre lå på kun 5 % forbedring. Men 7800X3D er også svær at slå. Til gengæld har 9800X3D helt andre muligheder, når det kommer til overclocking.

Skal du opgradere i år, så skal du have en Ryzen 7 9800X3D. For en gangs skyld er det ret nemt at anbefale et meget specifikt produkt, og prisen er lav nok til, at det er noget, alle burde overveje uanset budget.

10 Gamereactor Danmark
10 / 10
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold