Alienation

Første gang jeg stiftede bekendtskab med Alienation, var for et år siden til et arrangement i London, hvor Sony viste nogle af deres kommende digitale titler frem. Der var masser af spil, der blev vist frem, blandt andet Everybody's Gone to the Rapture og Fat Princess Adventures, men Alienation var for alvor det spil, som satte sig fast i mit hoved. Dengang var det stadig en tidlig version, vi fik at se, men det var enormt sjovt, og lige siden har jeg set frem til at prøve det endelige produkt i ro og mag på min egen sofa, og ikke i en larmende mørk kælder, hvor andre pressefolk kan kigge mig kritisk over skulderen. Håbet er nu langt om længe blevet til virkelighed, og efter nogle dage med spillet er jeg nu klar med min dom.

Alienation er skabt af Housemarque, der tidligere er kendt for spil som Super Stardust, Resogun og Dead Nation, og ligesom de nævnte spil falder indenfor twinstick shooter-kategorien, er deres seneste udgivelse ingen undtagelse. Det kan måske lyde som noget negativt at pointere, at en udvikler endnu en gang holder sig indenfor deres vante rammer, men i forhold til Housemarque gør det ikke så meget, faktisk tværtimod når man tager i betragtning, hvor kyndige de er til at skabe denne type spil. Med Alienation kan man også mærke, at holdet har været i gang med at skabe spil i en del år efterhånden, i og med at mange elementer fra deres tidligere spil går igen hist og her, dog på en mere finpoleret og gennemtænkt måde.

Til at starte med kan vi tage spillets grafik som eksempel. Ved første øjekast kan spillet godt ligne ethvert andet i genren, for eksempel Helldivers, dog en smule mere dystert. Men så snart kuglerne begynder at flyve, og rumvæsenerne sprænges i stumper og stykker, eksploderer tv-skærmen i et fyrværkeri af farver og partikeleffekter, og her mærker man tydeligt Resogun-genet skinne igennem. Det er svært ikke at blive betaget af de mange ting, som bevæger sig hen over skærmen til tider, og det er imponerende, at spillet faktisk holder en ganske stabil framerate hele vejen igennem. Det kan dog til tider være svært at orientere sig, når det for alvor går løs på skærmen, men dette kaos er på en måde også en del af spiloplevelsen, som man i sidste ende ikke ville have været foruden.

Som det næste har vi gameplayet, og her mærker man tydeligt, at det er skaberne bag Dead Nation, der har været på spil. Styringen minder meget om det vi så i det apokalyptiske zombie-spil på PS3 i sin tid, hvor man som spiller konstant må jonglere mellem forskellige våben og granater for at nedlægge horder af fjender i en fart, inden man overvældes af mængden, og må lade livet. Der er sågar små tilbagevendende elementer som lasersigtet på ens våben, og muligheden for at rushe/warpe/dashe i sikkerhed ved hjælp af en knap, afhængigt af ens valg af figurklasse, hvilket bringer masser af minder tilbage fra de gode gamle PS3-dage.

Nu nævner jeg klasser, og her er det, at Housemarque har fornyet sig en del. I denne omgang har man mulighed for at vælge mellem tre figurtyper, nemlig Saboteur, Bio-Specialist og Tank, som i princippet også kan betegnes som damage-dealer, healer og, ja, tank for de rollespilskyndige. Hver figurklasse har hver deres unikke primærvåben og selvfølgelig også en masse evner, som gør at de kan opfylde deres rolle bedst muligt. De forskellige evner man har adgang til, er alle fordelt på nogle meget simple skill-træer, og man kan frit redistribuere sine skill-points mellem missionerne, så man kan komplimentere sine holdkammeraters spillestil bedst muligt, og så man ikke pludselig sidder fast med nogle valg man senere fortryder. Ud over de unikke skill-træer er der også nogle fælles træer, som alle tre klasser har adgang til. Evnerne i disse træer er selvsagt ikke lige så spændende som de klassespecifikke, men de er vigtige at investere i alligevel, da de kan gøre underværker for ens overlevelsesevner og andre defensive træk. Udviklerne har heldigvis været så snedige at implementere et system, så man hver anden level får et point til klassetræerne, og hver anden level får et til grundtræerne, så man kommer ikke til at glemme at smide points i den rigtige retning fra tid til anden.

Det er ikke kun evnerne, der gør ens figur unik, men også arsenalet. Hver af de tre figurer har et fast primært våben, som kun kan skiftes ud af forbedrede versioner af samme type. De tre våben er henholdsvis en SMG til Sabotøren, en Xenoriffel til Bio-specialisten og Energy Guns til tanken. Det overraskede mig en smule, da jeg erfarede dette, da jeg frygtede, at det ville blive en smule kedeligt i længden, men heldigvis er der mere variation blandt de sekundære våben. I denne kategori finder man alt fra revolvere til shotguns, og hvert våben i kategorien føles ret unikt. Der er også en Heavy Weapons-kategori, hvor man finder flammekastere og Miniguns, og til sidst har man sit ekstraudstyr, som enten kan være klassiske fjernbetjente granater eller high-tech boomeranger, der på åbenlys vis vender tilbage, efter de er blevet kastet, hvilket er perfekt hvis en fjende ikke blev taget ud af det første slag. Når man begynder at komme op i de højere levels, kan de våben man finder også vise sig at være udstyret med opgraderings-slots, hvor man kan isætte forskellige Upgrade-Cores for at forbedre alt fra skade til fire-rate, og hvis man er ekstra heldig finder man et våben med sjove bonusser, som for eksempel at give stød til alle fjender, som gør skade på en. Alt dette resulterer i et loot hunting-system af bedste skuffe, og når først man bliver bidt af det, er det svært at slippe igen.

Så sjovt som det er at gå på skattejagt i det dystopiske fremtidsunivers, er Alienation desværre ikke uden mangler. Et godt eksempel på dette er spillets historie, for efter at have spillet de tyve historiemissioner igennem to gange, er jeg stadig fuldstændigt ligeglad med, hvad de forskellige figurer har at fortælle mig før og under missionerne. Den er så lige ud ad landevejen som noget kan være, og har man spillet det fantastiske XCOM: Enemy Unknown fra 2012, ved man ligesom i grove træk hvad det hele handler om. Jorden er blevet invaderet af rumvæsener, og det hele ser sort ud for menneskeheden indtil spilleren tager styringen af en supersoldat, der rejser rundt om kloden, og bringer menneskeheden tilbage ind i kampen mod truslen fra det ydre rum. Det er altså ikke ligefrem den mest medrivende fortælling man har i vente, når man sætter sig ned med Alienation, men på mange måder er det også helt ligegyldigt, da gameplayet sidder så meget i skabet som det gør.

Jeg har som sagt gennemført spillet to gange nu, hvilket selvfølgelig betyder, at spillet heller ikke ligefrem er den længste oplevelse man kan have på sin PlayStation. Heldigvis er der et ganske fint New Game Plus-system, hvor historien starter forfra ved en højere sværhedsgrad efter gennemførelse, og hvor nye challenges låses op i banerne, så man fortsat kan bygge videre på sin figur og sit arsenal. Der er også 30 levels i alt i spillet, og i skrivende stund har jeg kun opnået de første 20, så selvom rulleteksterne har kørt over skærmen et par gange, er jeg langt fra færdig med at bekrige rummænd. Det eneste jeg savner en smule fra systemet, er muligheden for at spille sammen med andre, der befinder sig på et andet New Game-niveau end en selv, da det splitter spillerbasen en hel del, og det kan være svært at spille sammen med venner, hvis ikke man følges ad fra starten. Et system, hvor ens level automatisk justeres i stil med hvad Blizzard indførte i Diablo III havde været fedt, og jeg krydser fingre for en opdatering i fremtiden, som gør dette muligt.

Nu har jeg skrevet en hel del om det at spille med andre, og det er der en rigtig god grund til. Det er nemlig sådan, at så sjovt et spil som Alienation er sammen med andre, lige så kedeligt kan det være at kæmpe sig igennem alene. Ud over at tempoet sættes en hel del ned, da man ikke længere kan hives tilbage på benene af en holdkammerat, hvis man løber tør for liv, og derfor må gå mere roligt til værks, så mangler den fantastiske klasse-dynamik også. Det er derfor også meget overraskende, at udviklerne har fravalgt enhver form for lokal co-op, da det betyder at de spillere, der foretrækker at spille offline, ikke har muligheden for at opleve det kaotiske gameplay på helt samme niveau som os andre. Det er synd, og føles som en meget forspildt chance for at gøre et i forvejen godt spil endnu bedre.

Jeg havde høje forventninger til Alienation, efter jeg fik lov til at prøve det til arrangementet sidste år, og jeg må sige at spillet har levet op til de fleste af dem. Det er farverigt, flot og eksplosivt, og så er det hamrende sjovt i selskab med andre. Der er også masser af små overraskende gameplay-elementer tilstede, såsom muligheden for at spille på en sværhedsgrad, hvor ens figurs død er permanent, så de hardcore spillere kan blive tilfredsstillede, og så er der muligheden for at invadere andres spil i bedste Dark Souls-stil, så længe de altså åbner for muligheden, inden de går i gang med en bane. Der er også masser af leaderboards at finde, så har man et ønske om at jagte points, kan man nemt sammenligne sine evner med resten af verdenen. Der er i den grad tale om et fantastisk spil, som på trods af sine få mangler varmt kan anbefales herfra.