
Alien: Rogue Incursion blev annonceret til PlayStation VR2, SteamVR og Meta Quest 3 tilbage i slutningen af april og det beskrives som et single-player VR-horrorspil. Spillet er bygget i Unreal Engine 5, det skulle lande til jul i år og nu er der landet en ny gameplay trailer.
Den nye trailer introducerer den tidligere Colonial Marine Zula Hendricks, der tidligere har optrådt i tegneserierne Aliens: Defiance, Aliens: Resistance og Aliens: Rescue. Senere dukkede hun også op i bøgerne Alien: Isolation, Alien: Prototype og Alien: Inferno's Fall. Det vides ikke, hvordan Zula Hendricks' historie i Alien: Rogue Incursion passer ind i forhold til de andre fortællinger, hvor hun optræder.
Bag udviklingen står Survios fra Los Angeles, som tidligere har stået bag Creed: Rise to Glory og The Walking Dead: Onslaught, to spil som begge har fået en noget blandet modtagelse, men vi krydser fingre for, at de nailer den denne gang.
Du kan se den nye gameplay trailer nedenfor.