Selvom konverteringer til mobile enheder efterhånden er blevet hverdagskost, så er det alligevel ganske sjældent man ser et AAA-spil tage springet til telefonen.
Ikke desto mindre så bliver det inden længe tilfældet med Alien: Isolation, der den 16. december kommer til både Android og iOS. Konverteringen bliver håndteret af Feral Interactive, og prisen vil blive 12,99€, hvilket også inkluderer al tidligere DLC.
Spillet skulle være blevet lettere justeret til at kunne spilles på en touchskærm med flere indstillingsmuligheder, og controllere vil selvfølgelig også understøttes.
Alien: Isolation er et af de spil, der har delt vandende siden lanceringen tilbage i 2014, men der er generel enighed om, at der er tale om den mest stemningsfyldte og præcise spiludgave af Ridley Scotts definerende film fra 1979.
Du kan se nærmere på mobilversionen i videoen herunder.