Min lommelygte rasler en smule, det klare, hvide skær svækkes til en glød. Mit allerede skrøbelige sind splintres af glimtet af en skygge og lyden af skovbunden der knaser under tunge trin. Et fortvivlet blik kastes rundt i den dunkle skov, men på denne kulsorte nat er det kun stjernerne og den smalle lyskegle fra min lygte, der skinner. En økse falder med unaturlig kraft mod mig, et heldigt spring til siden redder mig, mine kolde, vaklende ben eksploderer over stok og sten mod en fjern lyskilde.
Med en fortid som lille, mørkeræd knøs følte jeg mig godt klædt på til at anmelde Alan Wake, som ifølge æsken er en psykologisk action-thriller. Hvad end den vidtspændende genre på forsiden af spillet bringer med sig, starter Alan Wake, som så mange andre ture i spændings- og gyser-genren, i et postkort-smukt landskab med en solbeskinnet landsby. Efter et møde med et par af de lokale og verdens måske allermest skumle gamle dame, går historien med hastige skridt mod det overnaturlige.
Alan Wake er ikke verdens mest sympatiske gut, en lettere arrogant attitude og et temperament som en hidsig lille grævling skaber stor distance mellem spiller og hovedperson. Da helvedet bryder løs og Alans storby-apati ikke længere rækker, kommer en anden personlighed til syne, og det gør sig gældende gennem hele spillet, at jo bedre man lærer den gæve forfatter at kende, des bedre synes man om ham.
Historien er, med et ord, forrygende. Den er en anelse langsom om at komme i omdrejninger, men som en god bog er det svært at lægge fra sig når spillet har boret kløerne dybt ind i hjernen på dig. Det er en dyster historie, dog med en dosis humor der holder den altid tilstedeværende håbløshed stangen. Fortællingen serveres i fantastisk veludførte scener, der dog til tider snubler over uoverbevisende ansigts-mimik. Remedy har præsteret langt over hvad de fleste udviklere formår på denne front.
I det afsides hjørne af Guds Eget Land, som Alan Wake befinder sig i, skal der kæmpes en gruelig kamp mod mørket - og det er ikke bare en betegnelse for de onde magter der er på spil. Mørket er din værste fjende og det eneste våben er lys. Til det formål har Alan en lommelygte, hvilket i spillets action-del bruges som første og sidste værn mod tomme, mørke skaller af mennesker. Alt mørke skal fordrives fra disse tankeløse skabninger, før mere konventionelle midler kan have effekt.
Dit arsenal udvides stødt med skyts, nødblus og lignende. Det fungerer, hele vejen, dine spæde skridt i den tæt bevoksede region er usikre og skrøbelige. Bedst som du tror du har taget på skyggerne dukker nye udfordringer op. Remedy's erfaringer fra Max Payne er ikke forfærdeligt svære at få øje på, trods Alan Wake er en anelse mere nede på jorden end den slow-motion-svævende betjent.
På trods af spillets ret lineære fremgang, er der mulighed for at udforske de fleste områder, det er sågar muligt at finde sider af en bog der giver nye vinkler til specifikke punkter af historien, eller et smugkig i fremtidige hændelser, det smører et ekstra lag på historien, brødkrummer på stien om man vil.
Indlevelsen i Alan Wakes vågne mareridt er tårnhøj, alle aktører er veludformede og har tydelige personlighedstræk, der bliver uddybet af diverse radioprogrammer og småsnak, der kan lyttes til rundt omkring i Bright Falls. Tankerne svirrer om sammensværgelse eller hastigt kommende forræderi, mens Alans desperation og afmagt øges. En specifik scene, der viser en af de mere overbevisende, om end lidt pjattede, portrætter af mennesker, er en gedigen fuldemands-samtale mellem to venner, god underholdning og endnu bedre grobund for sympati for de stakkels hovedpersoner i historien.
At sige at lyset er en stor del af Alan Wake, ville være en slem underdrivelse. Den i forvejen glimrende præsentation af et særdeles afsides samfund med skove, søer, bjerge og forladte mindesmærker fra tidligere århundreder, forstærkes tifold af den stærke kontrast mellem dag og nat. Hvad der om dagen indbyder til varm kakao, picnic og hygge er om natten et klaustrofobisk helvede af angst og utryghed. Hvis du på egen krop har følt den konstante uro der følger med mørkeræd, ved du hvad jeg mener når jeg siger at Alan Wake er en skræmt mand, der føres videre af drønstædig viljestyrke.
Hvis du har trang til en spændende historie der kun sjældent tyer til billige tricks for at fremkalde en reaktion hos spilleren er Alan Wake et oplagt valg, det er bedre end meget af hvad der er blevet tilbudt på det sidste, i stuerne eller på det store lærred.
Hvis du ikke er afskrækket af den korte spiltid på de ti timer, der grundet historiens natur ikke inviterer til flere gennemspilninger med det samme, har jeg kun en ting at skrive: køb det, sluk lyset og lad Alan Wake og lommelygten være dine følgesvende i mørket.