Alan Wake 2: The Lake House

Selvom Night Springs var et sjovt eksperiment, er jeg nok ikke den eneste, der savnede hovedspillets fokus på at skabe metertyk stemning gennem troværdige miljøer, snørklet og skæv historiefortælling og gruopvækkende møder med virkelighedsudfordrende fjender. Med The Lake House er det netop det, vi får. En kompakt sidehistorie på 2-3 timer i et uhyre velrealiseret nyt område, hvor historiefortællingen og uhyggen er i højsædet. En smuk svanesang for Alan Wake 2, der tilmed formår at sætte scenen på pirrende vis for det kommende Control 2.

Havde man håbet på en mere traditionel fortsættelse af Alan Wake 2's historie lig det oprindelige spils udvidelser, vil The Lake House givetvis skuffe. For selvom vi får et udvidet syn på Bright Falls og Alan Wake fra FBC's perspektiv, ligger fokus på at fortælle en sidehistorie om den hyggeligt navngivne FBC-facilitet ved Cauldron Lake, som desværre (eller heldigvis?) er alt andet end hyggelig i praksis.

Her regerer ægteparret Jules og Diana Marmont. Ikke uden udfordringer, forstås. Resultaterne er udeblevet, hvilket har fået forskningsdirektør Casper Darling til at blande sig i ægteparrets arbejde og lægge pres på. Det har udmøntet sig i to distinkte forskningsprojekter ledet af hver sin Marmont. Projekterne relaterer begge til kunstformers evne til at ændre fortid, nutid og fremtid, hvilket naturligvis involverer en vis forfatter. Noget er dog tilsyneladende gået galt, så i skoene på Agent Kiran Estevez, bliver du sendt ud til stationen for at få styr på sagerne.

En af Remedys helt store styrker har særligt i senere år været at skabe uhyre stemningsfulde miljøer, der, selv når virkeligheden forvrænges til ukendelighed, fremstår troværdige. The Lake House er ingen undtagelse. Fra det øjeblik den toner frem bag de enorme fyrretræer ved Cauldron Lake, er der noget magnetisk ved den, som trækker mig mod den og de hemmeligheder, der uden tvivl ligger gemt bag dens brutalistiske ydre - også selvom jeg ved, der er garanti for svedige håndflader og nervøse trækninger.

Bag murene er det ligeledes et storslået sted. Ligesom i Control er mødet mellem de hårde, upersonlige betonrum og absurde forsøgsområder som for eksempel en enorm sal fyldt med selvskrivende skrivemaskiner vidunderligt anakronistisk. Og med det langsommere gameplay og mere intime kamera får omgivelserne endnu mere plads til at ånde, end de gjorde i Control. Det er, for at låne instruktør Kyle Rowleys udtryk, "Controls verden gennem Alan Wakes linse". Men Remedy betræder også nye stier. Nogle af eksperimenterne involverer billedkunst, hvilket bogstavelig talt er med til at farve The Lake House anderledes end The Oldest House. Det mere farverige indre betyder dog ikke, at The Lake House, er mindre mørkt i sindet end for eksempel The Oldest House og Valhalla Nursing Home. Faktisk hører det til blandt Remedys mest skræmmende steder.

Det er ikke kun omgivelserne, der fortæller historien. Overalt er der dokumenter at finde og computere at hacke, hvis indhold fortæller historien om stedet - lige fra små intriger omhandlende nøddeallergi til store, chokerende udviklinger, der trækker tråde helt tilbage til det første Alan Wake.

Det er førsteklasses world building og guf for alle os, der efterhånden er pænt opslugte af Remedy Connected Universe. Men historien fungerer også på egen hånd fantastisk med sine tragiske og frygtelige personer, hvis ambitioner siver ud gennem bygningens sprækker med død og ødelæggelse til følge.

Det hele er vidunderligt creepy, og bare det at bevæge sig rundt i bygningens rum er kilde til stor indre uro. Lidt sværere har Remedy det, når den krybende uhygge skal forløses i hektiske ildkampe. For ofte tyer finnerne til uopfindsomt at kaste en gruppe fjender efter dig uden meget omtanke for placeringen af dem, og de almindelige fjender er mere svampede end skrøbelige. Spillets ene boss er desværre også et kroneksempel på dette med sin panserhud, kedelige angrebsmønstre og uinspirerede kamparena.

Desuden er Remedys tilgang til at balancere ressourcer ikke videre elegant. Når denne del fungerer bedst i survival horror, er ammunition og healing en konstant bekymring. Oftest har du lige præcis nok, men til tider løber du tør og må improvisere. Det skaber frygt, fordi du aldrig kan føle dig sikker, men i The Lake Houses sterile omgivelser finder du ammuntionskasser, som fyldes efter behov. Har du rigeligt, er de tomme. Løber du tør, er de fyldte. Jeg ved godt, at det er et trick, mange udviklere bruger, men her er det dårligt maskeret. Det føles kunstigt at finde en tom kasse, løbe ind i et par fjender i næste rum, løse en gåde og vende tilbage til en pludselig fyldt kasse på vejen tilbage.

Nuvel, FBC-bygninger er jo kendt for nogle heftige forvridninger i tid og rum, så måske er det dem, der fylder kasserne op?

Til gengæld er den nye fjendetype, The Painted, en glimrende tilføjelse. Med sit abstrakte design og evne til at bevæge sig gennem billeder, er den på trods af sin langsomme hastighed kilde til de største chok, jeg fik, når den pludselig greb ud efter mig fra lærredet. Mindre skræmmende bliver den ikke af, at man indledningsvis ikke kan skade den, men først sent finder et potent våben, der endelig lader Kiran Estevez slå tilbage.

Det er, som instruktør Kyle Rowley for nylig fortalte undertegnede, bittersødt at skulle sige farvel til Alan Wake 2. På den ene side, ville en udvidelse til have været fantastisk, for The Lake House er endnu et bevis på, hvor dragende en verden, Remedy har skabt. På den anden side føles det også godt at lukke bogen på den bedst tænkelige måde. Alan Wake 2 har været et vildt ridt, og The Lake House er det sidste loop på turen. Et flot farvel og et spændende smugkig ind i RCU's fremtid.