Alan Wake 2: Night Springs

På mange måder markerer Night Springs et markant brud med den måde, Remedy udvider deres spil på. Hvor udvidelser til Alan Wake og Control fokuserede på at fortsætte historien eller sætte et nyt spil i scene, tager Night Springs et skarpt venstresving og serverer tre distinkte episoder, som tilsyneladende ikke har andet med hinanden at gøre, end den paraply Night Springs-formatet bringer med sig. Hver episode har sin egen hovedperson, som er en alternativ udgave af en kendt karakter fra Remedy Connected Universe. Resultatet er en ganske herlig rodebutik, som lander et sted mellem gal og genial alt efter hvilken episode, der er tale om.

Første episode, Number One Fan, lander afgjort i den første kategori. Altså gal. Jeg forstår godt, at holdet hos Remedy har haft brug for at slå håret ud efter deres mest mørke og skræmmende titel nogensinde, og det er da også en sjov tanke, at forvandle Bright Falls og de omkringliggende skove til en pastelfarvet Barbie-drøm, hvor Rose Marigold som "The Waitress" pløjer sig igennem horder af de "Haters", som hendes elskede "The Writers" (gæt selv hvem) onde tvilling, "The Bad Boy", har sendt efter ham. Hele episoden foregår i den såkaldte Magic Hour lige inden solnedgang, og der er derfor ikke brug for nogen lommelygte. Nej, en fuldautomatisk shotgun og en riffel er alt hvad vores servitrice har brug for. Som ovenstående antyder, er der ikke snerten af uhygge her. Det er ikke nødvendigvis et problem, men den fjollede historie mangler skarphed og det bliver hurtigt kedeligt at meje "Haters" ned. Det lykkedes et par af spillets jokes at få mig til at trække på smilebåndet, men som helhed er det hverken særlig sjovt eller medrivende.

Så er der mere at hente i North Star, selvom det er den episode, der på godt og ondt minder mest om hovedspillet. Her indtager du rollen som en alternativ version af Controls Jesse Fayden (desværre uden superkræfter), som er taget til en remixet version af Coffee World for at finde sin bror. Hun rodes hurtigt ind i en større sammensværgelse, der omhandler tankekontrol gennem, du gættede det nok, kaffe. North Star slipper dig basalt set løs i et lille åbent område, hvor du skal løse små gåder og bekæmpe skygger med lommelygte og en fuldautomatisk pistol. Det småskøre plot smager langt mere af Twilight Zone, som jo er den store inspirationskilde til Night Springs, og så har vores uheldige sheriff Tim Breaker en skøn birolle. Til gengæld mangler North Star en smule identitet sammenlignet med de to andre episoder, hvilket gør den mindre mindeværdig, end den ellers ringere Number One Fan.

Samlingens ubestridt bedste episode er dog Time Breaker, som har alt hvad man kan ønske sig af en Remedy-oplevelse i kortformat. Det starter rablende på et filmset, hvor du som Shawn Ashmore, skal spille en tidsrejsende helt i film og spil instrueret af Sam Lake. Allerede her er metasovsen tilpas tyk, og en rablende monolog fra Sam Lake om multiverset og passionen for akronymer cementerer, at Remedy har fat i noget særligt her. Til alt held holder de kursen hele vejen til slut, når Shawn Ashmore kastes ud i en hæsblæsende flugt fra Mr. Door, der rejser mellem virkeligheder for at eliminere alternative udgaver af ham. Undervejs blandes teksteventyr, 2D sidescrollers og mere ind i mixet, ligesom episoden har udvidelsens mest mindeværdige billeder. Det er ganske enkelt veloplagt og legesygt hele vejen igennem. Desuden stiller Time Breaker nogle spørgsmål, der kaster et nyt lys over Remedys samlede univers. Om det er kanon, aner jeg ikke. Og netop dette aspekt har finnerne det tydeligvis også sjovt med at prikke til.

Med Time Breaker som punktum for udvidelsen lander Night Springs et godt sted. Med en halvskidt, en udmærket og en fremragende episode er det en ujævn omgang, men formatet er friskt, og det er tydeligt, at Remedy har haft en fest med at skabe disse historier i kortformat. Hvis finnerne skulle få lyst til at lave en decideret sæson 2 af Night Springs, står jeg i hvert fald klar.