Lufthavne. Sommerhusture med forældrene. Andre mennesker. Horsens. Hvad har disse ting tilfælles? Svar: de er alle, ved adskillige lejligheder og af forskellige mennesker, blevet beskrevet som helvede. Der er tale om grader af overdrivelse, naturligvis. Virkeligheden er en ganske anden. Helvede, viser det sig, er et pinefuldt sted, hvor hvileløse sjæle febrilsk leder efter indstillingerne for lysstyrken, mens barmfagre fissemonstre jager dem rundt i mørket. I hvert fald hvis man skal tro Agony.
Man bør dog ikke stole på Agony, ej heller spilde sin tid på det. Det er blandt de værste spiloplevelser jeg længe har været udsat for og en mulig kandidat til årets største fusere. Præmissen er ellers oplagt: helvede, nu som gyserspil. Ingen BFG'er eller kloninger af God of War. Bare gys, gru, gråd og tænders gnidsel. Det er da også en visuelt imponerende, om end unødigt forvrøvlet introsekvens, hvori hovedpersonen, en af de 'fordømte martyrer', nedstiger til infernoet. Allerede her begynder det maleriske sprog dog at krakelere, idet den engelske oversættelse af manuskriptet tydeligt viser sig at være, ja, en oversættelse.
Herfra følger en træg, pinefuld og problemfyldt rejse gennem udviklernes hyperseksualiserede skildring af helvede. Eller rettere sagt, den del af helvede som er underlagt den blodtørstige og legesyge 'Red Goddess'. Opgaven er at tilkæmpe sig en audiens gennem offergaver, i håbet om at vinde hendes gunst. Det virker ikke helt gennemtænkt at sætte sin lid til en vægelsindet dominatrix af sataniske proportioner, men det er nu engang udgangspunktet. Mere konkret, så handler spillet for det meste om at navigere gennem bælgmørke tunnelgange, på sporet efter nøglekortsagtige legemsdele og offergaver, alt sammen uden at blive fanget og dræbt af helvedes dæmoner.
Spillet er overraskende stort og overraskende langt. Jeg konstaterer begge dele med misfornøjelse. I stedet for en mere fokuseret, strømlinet udlægning af banerne, så vrimler det med underjordiske korridorer og gange. I teorien kan sådanne infernalske kringelkroge gemme på forskellige samlerobjekter, men i praksis udgør de bare flere blindgyder at fare vild i. Det moradsagtige banedesign er givetvis et fejlslagent forsøg på at fremstille helvede som stort og komplekst - og at skabe en følelse af afmagt i spilleren. Resultatet harmonerer utilsigtet med spillets titel: det gør ondt overalt, men af de forkerte årsager. Spillet skorter bestemt ikke på frustrations- og irritationsmomenter, men uhyggeligt, det bliver det aldrig.
Agony gør ellers hvad det kan for at forarge, provokere og fornærme. Underverdenen vrimler vaginale døråbninger, afrevne legemsdele og nøgne kroppe. Blodet flyder, pinselskrigene flænger luften, alt imens diverse monstrøsiteter patruljerer hvileløst omkring. Udviklerne leverer det ene grufulde voldsorgie efter det andet, men lige lidt hjælper det. Atmosfæren indfinder sig aldrig. Stemmeskuespillet er grinagtigt, skrivestilen er studentikos, det sjofle udtryk virker mildest talt pubertært og karakteranimationerne er ufrivilligt komiske - når de ellers ikke spasser ud på grund af tekniske fejl.
Der er ingen subtilitet eller kunstfærdighed i dette helvede. Dantes uforglemmelige vision af infernoet, som et grufuldt sted hvor endeløse straffe bliver udmålt med poetisk akkuratesse, er blevet udskiftet med blottede bryster og spyd gennem røven. Sygt nok, manner, men hvad er pointen? Ja, det er mørkt og fyldt med blod, men det er min afføring også. Og det er faktisk sjældent en god ting - det siger min læge selv. Agony forspilder ikke bare et frugtbart kildemateriale, det formår også at virke decideret ynkeligt i sin ængstelighed og desperation.
Det er også ganske gyseligt at se på, men ikke på den gode måde. Jeg har allerede beklaget mig over den overdrevne brug af mørket, men lad mig sige det sådan: mørket er ikke kun med til at gøre helvede mere ufremkommeligt; det er også en måde at hengemme de uskarpe og grimme områder på. Pil ved gammaforholdet og se selv. Jovist, der er øjeblikke hvor det grafiske udtryk er mere vellykket. Lyset, når det endelig indfinder sig, kan højne bundlinjen en anelse. Og visse aspekter af den infernalske arkitektur gjorde også et vis indtryk. Som nu en dørkarm omkranset af mennesketænder eller vægpaneler af gigantiske fingre. Der er fortrydeligt langt mellem disse momenter og de kan næppe siges at være oplevelsens bærende element.
Samtidig er Agony langt hen ad vejen en genkendelig, om end stærkt undervældende gyseroplevelse. Der er dog enkelte forsøg på innovationer som fortjener at blive nævnt her. I et forsøg på at adressere ufremkommeligheden, har udviklerne givet adgang til et begrænset antal 'destiny lines' - kortlivede, selvlysende ledetråde som kan vise vej i mørket. Det er næsten et interessant tiltag, som dog mest af alt virker som en ærgerlig løsning på et selvforskyldt problem. Desuden virker snorene ofte ikke, men peger dig i stedet i den gale retning.
Et andet element som udviklerne har pillet ved, er døden. Dødsfald er ofte antiklimatiske i gyserspil og Agony er bestemt ingen undtagelse. Men hvad vil det sige at dø i helvede? Er man ikke allerede død? I stedet for at starte forfra, får man lov at svæve akavet rundt som en frigjort sjæl. Herfra skal man så, på begrænset tid og trods sirupsagtig styring, forsøge at finde en ny vært at leve videre i. Det er ved første øjekast en ret interessant tilføjelse, der låner sig til oplagte lommefilosofiske betragtninger. Som praktisk talt alt andet i spillet, så er det bare ikke særlig godt udført.
For at kunne besætte en ny galning, skal man allerede have fundet og frigjort ham eller hende tidligere. Har man gjort det, så skal man på kejtet vis navigere tilbage til et tidligere område og håbe på, at fjenderne ikke er fulgt med. Når man det ikke, så ryger man alligevel tilbage til seneste kontrolpunkt. Undertiden skal man også besætte helvedes dæmoner, hvilket desværre lyder ufatteligt meget sejere end det faktisk er. Og ved enkelte lejligheder bliver sjælerejseriet også brugt til at krydse store afstande, hvilket kunne have været interessant, hvis ikke en sløj kameravinkel havde gjort det umuligt at forstå, hvad der rent faktisk foregår.
Agony er et dårligt spil. Det er jeg vist ved at have slået fast. Normalt kan jeg mønstre en hypotetisk indvending, men ikke denne gang. I det her tilfælde fortjener Djævlen ingen advokat, høh. Fair nok, det stod nok aldrig til at modtage kritiske bifald. Det er trods alt en form for okkult fetichisme som henvender sig til et særligt publikum, og fred være med det. Alligevel kunne man have håbet på noget bedre. Som et sidestykke til de blodtilsølede forsider der kunne pryde det seneste album fra 'Blackoroth' eller 'Nihibaphobehemoth'. Men hvor sådanne makabre albumforsider ofte kan gemme på en solid plade med noget fee døø, så er Agony modsvarende kikset, hornløst og tamt.