Age of Empires III

"Fyr!", lyder det skingre skrig, der hurtigt overdøves af kanonernes bulder og brag. Ud af de røgfyldte jernrør flyver de runde dødskugler med en dræbende fart og banker frontalt ind i bygningerne lige forude. Murene og taget falder så småt fra hinanden, og der går ikke længe før huset er forvandlet til en bunke pindebrænde. Med et hurtigt klik er den lille armé allerede rykket videre til næste punkt på listen, fjendens soldaterfabrik, og der lukkes atter op for ilden. Man kan ikke undgå at føle, at man har prøvet det hele før, men alligevel, så er der ikke noget bedre end at ligge verden for sine fødder. Amerika er mit!

Under Bruce Shelleys, Ensembles styrmand, præsentation af Age of Empires III kunne det godt være svært ikke at slippe et mindre gab ud. Manden, der dagen forinden havde taget turen fra Texas til London, virkede ikke ligefrem specielt opsat på at formidle strategikongens næste projekt til den fremmødte presse. Spillet var heller ikke nok i sig selv til at bevare koncentrationen. Skærmen var spækket med masse af lækre detaljer og ville sandsynligvis få enhver grafiknørd til at gå i overgear, men jeg tvivlede undervejs på, om Bruce Shelley egentlig bare havde glemt Age of Empires III i Texas og i stedet havde installeret en opdateret version af seriens forrige version. Det er ikke desto mindre et nyt spil, og som Bruce Shelley selv konstaterede, så kan man ikke sælge det samme spil to gange. Alligevel kan man ikke undgå at føle, at Age of Empires III er samme bil i ny maling.

Visse nye elementer er ikke desto mindre tilføjet den allerede succesfulde strategiserie. Med den nye imperialistiske tidsalder fra 1500-1850, som spillet spænder over, er der lagt an til erobring af det forjættede land, også kendt som Amerika. Samtlige af verdens daværende supermagter kæmper om det vigtige land med alt fra England og Frankrig til Rusland og Artamanerne. Denne tidsalder har været hovedarkitekten bag de nye "Home Cities", eller på godt dansk; hjembyer. Når man bevæger sig ud på uudforsket område, er det naturligvis rart at have et par gode kort på hånden - og denne tankegang er taget bogstaveligt hos Ensemble. Ud fra en masse forskellige kort, der kan give alt fra teknologi og bygninger til enheder og resurser, kan man sammensætte sin egen kombination på 30 kort, og når man har optjent et vist antal point under spillet, er det muligt at spille disse kort og hurtigt vende spillet til sin fordel, ved at modtage forsyninger fra sin hjemby.

"Hov", tænker de fleste vel. "Det lyder da vist rigtig nyt! Hvad går din kritik egentlig ud på, Karl Smart?". Jo, det kan jeg godt sige jer. Ovennævnte er vel den samtlige liste af opdateringer til spillet. Det kan lyde helt absurd, men foruden de nye handelsruter, hvor man kan bygge stationer langs en handelsvej, så er der faktisk intet decideret nyt i Age of Empires III. Faktisk benyttede Bruce Shelley kun tre punkter til at markere nye tiltag, hvoraf et af disse var tillagt den nye, men lækre grafiske overflade. Derfor kan det også lyde en smule selvmodsigende, når Bruce Shelley hårdnakket konstaterede, hvordan Ensemble simpelthen bare ikke kan sælge det samme spil igen. Er det ikke netop, hvad de gør?

Stemningen var ikke ligefrem i højsædet efter den tamme præsentation, men heldigt for Ensemble var der anlagt tid til en prøvekørsel af spillet, der faktisk skulle bevise, at udgivelsen ikke kun var et gammelt strategispil med et nyt, flot udseende. Lidt ironisk, så havde Microsoft ikke haft mulighed for at opdatere de anvendte computere med de seneste grafikdrivers, så da jeg slog måsen i sædet foran skærmen, så virkede Age of Empires III ikke engang særlig grafisk imponerende. Alligevel begyndte en mindre følelse at blive vakt til live, og det føltes rigtig dejligt. Ja, det var utvivlsomt et Age of Empires-spil, jeg havde foran mig, men det virkede alligevel som noget nyt og ganske andet end seriens sidste udgave. "Kunne han virkelige have haft ret", tænkte jeg, med henblik på Bruce Shelleys påstand omkring spillets nye tiltag. Mens de indbyggede handelsruter skabte en vis dynamik og konstant fremrykning, så gav hjembyerne et nyt strategisk og taktisk lag, hvor man både skulle optjene erfaringspoint og vælge de rigtige kort at spille. Det virkede næsten uhyggeligt, hvor stor forskel disse få elementer faktisk gjorde.

Min tid sammen med Age of Empires, der for resten resulterede i en flot andenplads i turneringen, kun slået af PC Players redaktør Morten Skougaard (ja ja, han var heldig), gav et nødvendigt opløftende indtryk, der faktisk knuste lidt af de forventninger, jeg havde til spillet forinden. Det viste sig rent faktisk, at den nye grafik var mere end ubetydende, og selvom det solide fysiksystem kan have visse indvirkninger på gameplayet, så er det i realiteten kun guf for øjnene. Derimod har Ensemble atter vist, at de ved, hvordan et strategispil skal udformes og tilpasses, så spilleren mødes med konstante udfordringer og sejre. Da jeg spurgte Bruce Shelley, hvad der i sin tid inspirerede Ensemble til at udvikle Age of Empires, lød svaret overraskende, men ganske simpelt, at udvikleren ønskede at kombinere datidens to bedste strategispil. "Vi havde alle sammen spillet tidens store fænomen Warcraft, og en nylig ansat havde selv arbejdet på Sid Meier’s Civilisation", fortalte Bruce Shelley. "Vi følte, at RTS-genrens vanedannende, men samtidig pressende gameplay burde kombineres med Civilisations dybere udvikling og historiske tema, og dette betød fødslen på Age of Empires". Det er en let accepteret forklaring, og det gik hurtigt op for mig, at det har været en kombination, som kun meget få udviklere har prøvet at kopiere.

Age of Empires III er stadig helt sit eget spil, hverken noget ved siden af eller over, og de manglende nye tiltag til trods, så føles det som et dejligt kærlighedsbarn mellem fordum tiders vanedannende strategispil og en pæn portion moderne ideer. Når Ensemble samtidig har været i stand til at opretholde den balance og det tempo, der gjort serien vellidt hos så mange folk, så kan jeg hurtigt forudse spillets farlige indvirkning på mit sociale liv. Om seriens manglende nytænkning vil skinne igennem i det lange løb, kan sagtens vise sig at være tilfældet, men efter et par timer i selskab med den amerikanske prærie, så har jeg stadig trang efter mere. Lad kapløbet begynde!