Age of Empires II: Definitive Edition

Kun de færreste spil kan gøre krav på samme omdømme og legendestatus som strategispillet Age of Empires 2. For mange er spillet et nostalgisk fikspunkt, men Age of Empires 2 er ikke kun en målestok for genren - det er også et vidnesbyrd om en periode i historien hvor strategispil, helt overordnet, udgjorde en større rolle i både industriens og forbrugerens bevidsthed. Jovist, Age of Empires 2 er fra en tid hvor rollespillene var isometriske, farverige eventyrspil med fritsvævende platforme blev storsuccesser og strategispil var noget du kunne låne af en ven eller på biblioteket - eller tage din far i at spille.

"Ok, boomer," kan jeg høre dig sige. Og dog, for hvis du læser denne anmeldelse, er du givetvis på min alder. Eller Gud forbyde det, ældre endnu. Men alder er jo kun et tal og her er beviset: genudgivelsen af Age of Empires 2, et spil med hele tyve år på bagen - som ikke ser ud til at være en dag over nitten. Selvfølgelig, de grafiske resurser er blevet genskabt fra bunden, fire nye nationer har sluttet sig til militærgalleriet og flere spilmekaniske livsforbedringer er blevet indført, men Age of Empires 2 er i bund og grund stadig det samme spil.

Det er en god ting, for mig at se. Men der er uden tvivl tale om en svær balancegang. Hvis ændringerne havde været mere radikale, så havde titlens hårde kerne af taktikeksperter og computerstrateger råbt vagt i gevær - af fuldt forståelige årsager. Men hvis den pompøst selverklærede definitive udgave af spillet ikke havde foretaget visse meningsfulde tilføjelser eller justeringer, så havde genudgivelsens eksistensgrundlag også virket utrolig svagt. Så sent som i 2013 udkom nemlig en mindre prangende, men ganske hæderlig udgave med højdefinitionsunderstøttelse. Mange har givetvis ikke rørt spillet siden halvfemserne, men nogen egentlig mangelvare har det faktisk ikke været.

Definitive Edition formår langt hen ad vejen at træde den gyldne middelvej. De åbenlyse forbedringer (eller blot opdateringer, afhængig af hvordan man ser på det) er de grundige restaurationer af lyd og billede. Samtlige af spillets grafiske resurser er blevet genskabt- eller tegnet, så det samlede visuelle udtryk nu står væsentligt skarpere. I hvert fald på de højere grafikindstillinger; på de laveste ligner spillet nærmest sit tyveårige selv, men helt generelt rummer spillets verden nu mulighed for stærkere farver, atmosfærisk tåge, mere udførlige ødelæggelsesanimationer og andre grafiske præg.

Er man den lykkelige ejer af en 4K-skærm, kan man for alvor nyde godt af det grafiske ansigtsløft - mod en fordobling af spillets filstørrelse. Jeg har ikke gransket hver eneste pixel og på mange måder er genudgivelsens visuelle opgraderinger et eksempel på hvordan et billede (eller flere) siger mere, end jeg formår at udtrykke med ord. Men spillet tager sig bestemt godt ud på skærmen og for mig har der været en vis glæde ved at genopdage ikoniske riddere, borge og bueskyttere - og ikke mindst se dem sameksistere stilistisk gnidningsfrit med senere tilførte bygninger og regimenter.

Det sagt, så er grafikken ikke et bærende salgsargument i min bog. Jeg vil ikke underkende det væsentlige arbejde som er blevet lagt i, med nænsomhed og ærefrygt, at genskabe spillets grafiske resurser. Spillet er flot, skarpere og mere sprudlende end før, men Age of Empires 2 handler først og fremmest om helhedsindtryk og overblik. Guderne skal vide at eksperterne efterhånden må have lært at filtrere størstedelen af spillets visuelt interessante, men strategisk uvæsentlige information fra. Helt uden effekt er moderniseringen dog ikke, for med højere opløsning kommer også muligheden for at zoome ind på spillets verden, hvilket også kan have en strategisk værdi i visse tilfælde.

Ændringerne til spillets lydside er måske mere interessante. Det er todimensionelle tegninger af spydmænd, munke og skibshavne som danser henover skærmen, men det er lydene som informerer, underholder, besjæler og forfølger os - både undervejs og sidenhen. Spillets underdanige forgænger er næsten ikke husket for andet end det infame munkeskrig, wololo. Og hvem husker ikke lyden af det urtidsagtige åndedrag som signalerer at endnu en velvillig altmuligmand eller -kvinde er blevet sat i verden til utrætteligt at jage, bygge og hugge? Hvem er ikke blevet lettere traumatiseret af det ubønhørlige klokkespil, som panisk varsler angreb fra fjenden?

Lydeffekterne er ikke blevet genindspillet, men på anden måde renset og kvalitetsmæssigt forøget. Og det er til at høre. For mig krævede det faktisk lidt tilvænning, men mere radikal er alligevel nyfortolkningen af den ligeså ikoniske musik. Titelmelodien - da daa da-da dadada daa da-da, du ved nok - virker ligesom mindre pompøs, mere afdæmpet. Den primitive startalders skingre pseudofløje og beskidte MIDI-bas er blevet udskiftet med rigtige instrumenter, og så videre. Det er veludført og det klinger fantastisk - og vidner under alle omstændigheder om originalens kompositoriske kvaliteter - men jeg havde sat pris på muligheden for også at høre den gamle udgave af de velkendte melodier.

Så ja, billede og lyd er de åbenlyse samtalepunkter, men ikke nødvendigvis de stærkeste salgsargumenter eller de vigtigste justeringer for spiloplevelsen. Mere betydningsfulde er ændringerne til spillets kunstige intelligens, online serverstruktur og spilmekaniske livsforbedringer. Den kunstige intelligens bag de computerstyrede spillerede blev også opdateret i 2013, men i min erfaring var den stadig fuld af fup. Springet mellem sværhedsgraderne var utrolig ujævnt og der var, i mangel på bedre ord, noget dramaturgisk skævvredet ved dens tilbøjelighed til, nogle gange, at kæmpe til sidste mand, og andre gange at give op ved udsigt til den mindste konfrontation.

Den nye programmering - i min meget beskedne, anekdotiske erfaring - virker mere nuanceret og reaktiv. Den lader til at tage større forbehold for hvilken hær du selv har valgt, men det åbner også op for muligheden for at udmanøvrere den ved at lægge fokus andetsteds end forventet. Der går for alvor sten-saks-papir i kampene, når computerens højtuddannede spydkastere, hvis primære formål var at bekæmpe mine verdensberømte bueskyttere, pludselig kan blive vædret af de nærkampskrigere som jeg med største snedighed havde opfostret i al hemmelighed. Tag den, Deep Blue!

Eller sådan noget. Igen, det er strengt anekdotisk og der findes selvsagt dygtigere, mere kyndige eksperter som for alvor kan - og på sigt kommer til - at splitte computerhjernens strategiske adfærd ad, ned til mindste programlinje. Blandt de forbedringer som bliver betonet af udviklerne er, blandt andet, computerens evne til at bruge terræn i kamp og bygge mere nederdrægtige baser med strategiske flaskehalse og vagttårne. Og for hvad det er værd, så indeholder spillet også de gamle udgaver. Så hvis du efter tyve år stadig evner at vædre en gammel maskinintelligens på højeste sværhedsgrad - eller måske nærer et forbitret ønske om at hævne dig på samme - så kan du altså også det i denne ellers så moderne genudgivelse.

Apropos strategi, så har udviklerne også tilføjet en omfangsmæssigt begrænset, men pædagogisk uvurderlig sektion hvor man kan lære spillet at kende og øve sig, igen og igen, på de mere kritiske situationer i spillet: de første fem minutter, for eksempel, eller spurten mod den borgalderen. Det er dejligt at se udviklerne imødekomme spilfællesskabets mest udbredte og altafgørende strategier og jeg kommer helt sikkert til at lægge flere timer i at indtjene guldmedaljer og sætte nye (personlige) rekorder i at ramme feudalalderen hurtigere, nedlægge vildsvin uden omkomne, og så videre.

Hvor genudgivelsen for alvor retfærdiggør sit eksistensgrundlag, er ved de subtile, men altafgørende finjusteringer i Age of Empires 2's spilmekaniske regelsæt. Det lyder banalt, men muligheden for at sætte farmerne til automatisk at genså markerne fjerner et tyveårgammelt frustrationsmoment. En anden vigtig detalje er hvordan man kan sætte både opgraderinger og enheder i samme kø på bygningerne. Regimenterne er også blevet bedre til at finde vej på kortet og adlyder nu en tidligere fraværende gå-og-angrib-det-her-område-cirka ordre. I det hele taget har brugergrænsefladen fået et diskret ansigtsløft som skaber større overblik, uden at ændre for meget.

Der er mange andre elementer at fremhæve ved spillet, men jeg hverken kan eller vil forsøge at gøre det hele her. Den bagvedliggende onlinestruktur er nu gået fra at være peer-to-peer til serverbaseret, hvilket ideelt set skulle fremtidssikre spillet og garantere mere stabile onlinekampe. Muligheden for at opstille brugerskabte scenarier - et uvurderligt værktøj for de spillere som, til min bundløse beundring, forsøger at bedrive videnskab med spillet - er naturligvis også med. Fire nye fraktioner er blevet tilføjet til de i forvejen 31 hære og med det følger tre nye kampagner og selvfølgelig nye strategiske omrokeringer af metaspillet.

Age of Empires 2 er et spil som til stadighed fylder mig med lige dele beundring og ærefrygt. Et stort og komplekst spil er sådan set kun blevet større, men heldigvis også en smule mere tilgængeligt, i kraft af et par hjælpsomme vejledninger. Efter tyve år kan nye tilføjelser virke ukurante og mistænkelige, men som timerne gik blev min følelse af fremmedgjorthed mindre - ligesom taknemmeligheden for de automatiske marker blev større.

Jeg kan dog sagtens forstå, hvis andre er ligeså ambivalente, eller mere endnu. HD-udgave fejler sådan set ikke noget og fire nye nationer betyder potentielt set også nye balancemæssige udfordringer. Selv kan jeg godt begræde at spillet er blevet så krævende i computerkraft. Age of Empires 2: Definitive Edition er pænere og mere prangende, men det kommer næppe til at køre ordentligt på den kartoffelcomputer som din ven har slæbt med til jeres hjemmehæklede LAN-fest. Prisen på de 20 euro virker ret medgørlig - især med rabat for ejere af HD-versionen. Så nogen større økonomisk risiko behøver det ikke at udgøre.

Og for mig at se er det risikoen værd. Ikke kun for os som købere, men også for udviklerne. De har gjort en hæderlig indsats for at skabe den platformsjord som en strategisk eviggrøn kan blive genplantet og vokse videre i. Men det kræver også at de bliver ved med at understøtte spillet - også når den nyligt afslørede 4'er rammer hylderne. I første omgang er der en række tekniske knaster at tage sig af. Der er også enkelte dele af spillets visuelle udtryk - indlæsningsskærmene, for eksempel - som jeg synes virker lidt ukurante. En stor, vulgær Mixer-knap og et Xbox-login på startskærmen skriger ikke ligefrem fremtidssikring for mig, men det er, hvad det er. Og det er godt nok. Tiden må vise, om det stadig er denne udgave som bliver spillet, tyve år ude i fremtiden. Men det er i hvert fald her, at jeg kommer til at spille det nu.