Dansk
Gamereactor
previews
Advance Wars 1+2: Re-Boot Camp

Advance Wars 1+2: Re-Boot Camp er nostalgi-bait og en blandet landhandel

Advance Wars er naturligvis ventet af seriens faste fans, men hvordan ser spillene ud i dag for resten af os?

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ
HQ

Det er altid lettere risikabelt at bringe en gammel spilserie tilbage fra de døde. Jo, naturligvis appellerer du ret så specifikt til dem der i forvejen elskede netop det, eller de, specifikke spil, men for alle de andre, der leder efter en indfaldsvinkel, der kan tiden der er gået siden seriens storhedstid være altafgørende.

Tag Advance Wars som eksempel. Det første spil landede på GameBoy Advance i 2001, og blev allerede dengang betragtet som værende afgørende for reintroduktionen af specifik isometrisk genre. Faktisk kaldte XCOM-skaber Julian Gollop spillet for altafgørende i forvejen til at åbne markedet op for lignende oplevelser fremadrettet.

Men siden sidst er der kommet et utal af lignende spil ud på markedet. Ja, jeg har spillet Wargroove så sent som i sidste måned helt tilfældigt, et spil der ligeledes har hentet universel hæder fra medier og fans, og som låner ret så rundhåndet fra Advance Wars-formularen.

Dette er en annonce:
Advance Wars 1+2: Re-Boot Camp
Advance Wars 1+2: Re-Boot Camp

Hvorfor spilder jeg din tid med alt den sniksnak? Ja, det er måske for at slå fast, at selvom at det naturligvis er rart at se Advance Wars-serien helt forrest på scenen igen, særligt for de faste støtter, så bær særligt det første spil i serien, som udgør den ene del af Advance Wars 1+2: Re-Boot Camp, så "mangler" der en række afgørende progressive elementer her, og jeg kæmpede ærlig talt med rigtigt at nyde spillet i første omgang.

Det her er dog et preview, og meget kan nå at ændre sig. Jeg vil give både det ene og det andet spil rigeligt med tid til at slå kløerne i mig, for netop Wargroove endte med at blive en stor oplevelse for mig på Switch. Måske er det dog værd at slå fast, at Advance Wars ankommer som et rimelig direkte remaster, på godt og ondt.

Dette er en annonce:

Lad os kaste os direkte ud i det. Der er ingen måde at skippe den faste angrebsanimation idet to enheder tonser sammen. For hver bane ser du denne mindst 30, hvis ikke 40, gange, og du er indlagt til at se den samme animation udfolde sig hver gang. Der er intet meta, der er ingen progression, eller opgraderinger eller følelsen af udvikling mellem banerne. End ikke scenarierne føles mere komplekse. Jo, flere enheder kaster løbende i puljen, men de ændrer også karakter ret sporadisk i et forsøg på at skabe variation. Det betyder at netop som du begynder at tro at enheder på havet, såsom krigsskibe og ubåde, er blevet introduceret ordentligt, så forsvinder de i seks-syv scenarier.

Naturligvis giver dette forsøg på at skabe variation også pote - Advance Wars er generelt ret tætpakket med alsidige scenarier, der kræver forskellige taktiske indfaldsvinkler. Selvom at kriterierne for sejr som regel er de samme, at indtage fjendens base eller at holde ud i et bestemt antal ture, så er forudsætningerne vidt forskellige. Det ret alsidige antal enheder, der kæmper på til fods, i kampvogne, på vandet og i luften tillader også et utal af forskellige strategier. Det fungerer som det skal, og hvis du enten spiller Custom-scenarier, eller sågar multiplayer online, så er det nok der at spillet mest kommer til sin ret.

Advance Wars 1+2: Re-Boot Camp
Advance Wars 1+2: Re-Boot Camp

Men de fleste vil nok starte med kampagnen, der byder på flotte farver, ret skønne Ghibli-agtige karakterer og de førnævnte alsidige scenarier. Men de støder også på kampe, der oftest trækker alt for langt ud, hvor du til tider flytter den ene fodsoldat du har i armeen frem for at indtage fjendens base, eller bare kører død i en endeløs push/pull på slagmarken. Der mangler lidt energi generelt.

Og så er der tonen. Nintendo skubbede angiveligt spillet grundet den fortsat igangværende russiske invasion af Ukraine, og det er ret let at se hvorfor, fordi spillet har en super mærkelig tilgangsvinkel til armeret konflikt. Det er hverken helt for sjov, heller ej helt taget seriøst. Ledere snakker om kampe hvor soldater bliver revet i stykker af morterild som om de spiller petanque på Bopa Plads på Østerbro - tilforladeligt, pudseløjerligt og helt ved siden af. Jeg forventede ikke en dokumentaristisk, brutal fremvisning af de psykologiske traumer der opstår gennem grum krig, men det her er stadig en mildest talt skærende kontrast. Forvent heller ej at plottet giver mening på nogen måde, eller at karaktererne ræsonnerer bare det mindste.

Det efterlader os med et lettere blandet indtryk af Advance Wars, den ene halvdel af Advance Wars 1+2: Re-Boot Camp, en samling som mange uden tvivl venter tålmodigt på. Det er let forståeligt grundet den taktiske dybde, men for mit vedkommende glæder jeg mig til at se om helhedsindtrykket forhåbentligt ændrer sig til det bedre, som jeg nærmer mig efterfølgeren, og får spillet mere online.

HQ
Advance Wars 1+2: Re-Boot Camp

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold