Ace Combat: Assault Horizon

Så tidligt som den første rigtige bane i den Østafrikanske ørken står det klart, at dette ikke er en flysimulator, men et actionspil med fly. Mange af missionerne starter direkte i luften. Der er tre perspektiver at vælge mellem, og en masse fjender at skyde ned. Men ingen rammer hinanden fra lang afstand, ikke engang med radarsøgende luft-til-luft-missiler. Man skal i nærkamp. Helt tæt på. Så dukker der nemlig en lille cirkel op rundt om fjenden, og med et tryk på begge skulderknapper starter Dogfight-mode. Når vi først er låst fast til fjenden, klæber vi nærmest til ham. Kun gennem halsbrækkende manøvrer har han en chance for at ryste os af og undgå at blive dræbt.

Visse steder går spillet endda et stykke videre, når Close-Range-Assault-systemet starter op. Her fratages spilleren lidt af den aktive kontrol, da styringen af flyet bliver fuldautomatisk i nogle få øjeblikke. Her skal man blot koncentrere sig om at skyde, både med maskinkanonen og de målsøgende missiler. I disse sekvenser suser vi gennem snævre kløfter og dale. Missilerne flyver til højre og venstre, beton og klipper smuldrer, og flyet rører næsten ved træer og tage. Kanonen buldrer mens kugler slår huller i vægge og vingerne på det ganske desperate fly foran os. Et sidste missil omdanner ham til en imponerende ildkugle, mens vores F16 Fighting Falcon suser mod himlen. Tid til en dyb indånding.

Himlen... Ace Combat: Assault Horizon ser himmelsk ud, og føles også sådan. Styringen er ganske let, mens flyene imponerer med deres naturtro bevægelser og mange detaljer. Varmebølgerne fra jetmotorerne, dysserne der justerer for lufttilførslen, efterbrænderen - det hele ser fantastisk ud. Når et fly ruller for at ryste forfølgere af sig eller jage modstandere, er illusionen fuldstændig overbevisende. Det fremragende lyddesign gør også sit. Lyden af luftkrig er ramt i stor stil. Dertil glimter det flotte bevægelsesslør og de kantede zoomeffekter, der perfekt sætter stemningen. Hele spillet føles utroligt levende og overvældende. Og det er pokkers godt lavet, flyene er enormt detaljerede, og hele farvepaletten er taget i brug i banerne, der aldrig er kedelige. Så længe man altså ikke kommer for tæt på jordens overflade en gang i mellem.

For der er nogle visuelle begrænsninger, der især er tydelige i Dubai-banen. Når man sidder i den labre Euro Fighter højt over byen, ser alting fint ud. Men kigger man nærmere på detaljerne, står det hurtigt klart at byen ligner en projekteret udgave af Google Maps. Der er brugt utallige satellitbilleder i omgivelserne, og de virker for det meste, men i lige netop Dubai-banen ser de enormt ensformige og kedelige ud, og selv om virkelighedens Dubai er gået i stå og står tomt mange steder, virker det endnu mere udtalt i spillet.

Destruerbare omgivelser er kun integreret i scriptede sekvenser. Uden for byerne har vi ikke den legeplads af ødelæggelse, som for eksempel Battlefield byder på, og hverken den 888 meter høje Burj' al Kalifa eller Burj' al Arab kæntrer eller falder sammen. Det samme gælder selvfølgelig de civile fly, man til tider støder på blandt skyerne.

Så er der Airstrike-mode. AWACS-radarflyet sender en rute, som vi kan vælge at følge, men der er ingen tvang. Når vi når startvinduet for denne rute skifter spillet til en slags udefra-styret rail mode, hvor vi flyver lavt over jorden og kun skal koncentrere os om at skyde. Særligt gode drab belønnes med små sejrsmellemsekvenser fra Direct Impact-kameraet. Det er en lidt statisk affære, men præsentationen fungerer, og det bliver aldrig kedeligt. "Et hurtigere gameplay med mere indlevelse", har Kono kaldt det. Airstrike-mode minder lidt om hvordan Hawx 2 fungerer, men bedre koreograferet og derfor mere intenst.

Denne gang byder Ace Combat ikke kun på jetfly fra forskellige æraer, men lader dig også flyve helikopter for første gang i seriens historie. De kommer i to udgaver: En hvor du selv styrer og skyder, og en anden hvor du blot betjener 25mm-maskinkanonen. De tungt bevæbnede helikoptere fungerer som de gør i mange førstepersonsskydespil, hvor de ofte dukker op i kortere sekvenser. Du har din kanon, raketter og kan også smide bomber. Gameplayet går væsentligt langsommere i helikopterne, men er ikke mindre intenst af den grund. Støv hvirvler op i luften når kuglerne fra din 25mm-kanon rammer jorden. Fjendtlige kampvogne eksploderer og andre helikoptere flås i småstykker, når raketterne fra din AH-64D Apache Longbow træffer dem nøjagtigt. Der er mange effekter, og til tider lidt for meget show over det - især i de scriptede sekvenser, når du kun styrer kanonen. Men som regel er det flot sat op.

Og så er der den famøse AC-130U Spooky. I Mogadishu skal vi beskytte en bosættelse. Som altid er det ondt og upersonligt, når man skyder fra det flyvende fort. Det er ikke nogen stor udfordring, men det passer godt til kampagnens koncept om at lade en prøve så mange forskellige flytyper som muligt. Senere kommer der et twist i historien, der også øger sværhedsgraden til noget nær det dobbelte. Her bliver luftkampene ikke kun til tider en kende lange, de koster også nerver, nerver, nerver. Snart bliver det nødvendigt med den klygtige og uvurderlige counter-manøvre, hvor man tage en forfølger på sengen med et veltimet tryk på bremseknappen. Herefter er det nærmest en formsag at skyde ham ned. Lykkedes det ikke at ryste forfølgeren af, må man derimod lide, for de til tider enormt ringe placerede checkpoints betyder, at man ofte må genspille de samme lange sekvenser igen og igen.

Men Ace Combat: Assault Horizon er mere end bare dets kampagne. Close-Range-Assault-systemet, inklusiv Dogfight og Airstrike-mode, bliver også tilgængelig i multiplayer. Skill-set sørger for fair dueller, da de kan forbedre de enkelte jets ydeevner. Det er balanceret således, at når man når et vist niveau, vil disse skill sets ikke længere forbedre ens evner. Der er fire typiske spiltyper med: Conquest Capital, hvor hvert hold skal ødelægge det andets hovedkvarter, samt Domination, Deathmatch og co-op-missioner. De sidste er især gode i helikopter. Men i det lange løb foretrækker vi kampagnen.

Ace Combat: Assault Horizon starter med en lang cinematisk intro, der fører til en kort træningsmission. Herefter kører den ret generiske historie slag i slag, og følger en formel vi kender til hudløshed fra andre actionspil, komplet med skiftende hovedpersoner. Det er flyene og actionen, der tæller. Hvad end du flyver en Mirage 2000-5 eller en MiG-21, er det i luften at spillet skinner. Kort fortalt er Ace Combat: Assault Horizon et intenst, hurtigt, smukt og vellavet action-spil.