187 Ride or Die

For bare et års tid siden var den helt store spildille cel-shading. Teknikken, der gør grafikken i et spil tegneserieagtig, var at finde i alt fra First Person Shootere til kørespil og alt indimellem. Sådan er det ikke mere. Den nye dille er indflydelse fra hiphopmiljøet, og præcis som med cel-shadingen bliver dillen brugt både i gode og mindre gode spil. Desværre hører 187 Ride or Die ikke med i den første kategori.

Historien i 187 er tynd som suppe kogt på en hiphop-CD og omhandler Buck, der skal hjælpe en stor sort mand med at holde rivaliserende "gangstas" ude af hans "turf". Historien virker dog mest af alt som en undskyldning for at have en hiphopinspireret lydside.

Musikken er naturligvis hiphop, og denne er uinspireret, forudsigelig og kedelig, mens stemmeskuespillet er ufrivilligt morsomt. Missionerne i spillet bliver præsenteret af den føromtalte store sorte mand. At han lyder som om han har været til tandlægen, og at denne har glemt at fjerne vattamponerne, ville være til at tilgive, hvis replikkerne i øvrigt var velskrevne. Det er de ikke.

Replikkerne er fyldt med ord som "busta", "holla back", "gangsta" og hvad manuskriptforfatteren ellers har gravet frem fra hiphoptekster. Man får i øvrigt mistanke om at manuskriptforfatteren ikke har brugt hiphopslang før, men bare har stoppet det tilfældigt ind i teksten så mange gange som muligt for at være så hip som muligt. Når replikkerne leveres lyder det mest af alt som om, at skuespillerne aldrig har været i berøring med sådanne fraser før, i hvert fald kan man ikke lade være med at smile eller ligefrem smågrine, når fraserne leveres på en meget kikset måde.

187 går ud på at man kører rundt på en bane, og man skal så både koncentrere sig om at komme først i mål, men også om at skyde på modstanderne. Til formålet er der med løs hånd blevet strøet våben og health-powerups på banen, men faktisk er det lige meget om man skyder sine modstandere i sænk, efter som det kun handler om at komme først i mål. Det er ganske vist grafisk tilfredsstillende at dræbe en modstander, idet man i slowmotion ser modstanderens bil forvandle sig til en brølende kugle af metal og ild, men da det ikke det ligefrem er nødvendigt for at vinde at man tilintetgør sine modstandere, kan man lige så godt koncentrere sig om at køre sikkert.

Kontrollen af bilerne er i øvrigt ganske udmærket, og giver god lejlighed til at slynge bilerne rundt om hjørner i vilde udskridninger. Ubisoft kunne sagtens have droppet kampelementet i spillet, og have koncentreret sig om at gøre køreelementet dybere, mere solidt og bedre.

Mens 187 ikke er noget særligt at lytte til eller spille, er der dog lidt afveksling i grafikken. Bilerne ser pæne ud, og selvom omgivelserne ikke er voldsomt detaljerede er de pæne og hjælper med til at holde spillets fremrate i et fornuftigt leje.

Udviklerne bag 187 Ride or Die har brugt alt for meget tid på at spekulere i seje hiphop-floskler og "street cred", og for lidt tid på at sætte et solidt spil sammen. Det er ganske kompetent, men man undgår ikke følelsen af, at der må være noget bedre at tage sig til end at spille 187 Ride or Die.